Kronik

Jeg var også en nyttig idiot

Jeg venter spændt på at se Trads’ dokumentation for massegrave m.v. Indtil da vil jeg spørge: Hvem af os er den største nyttige idiot? – Seks noter til David Trads’ kronikker
3. februar 2003

Kronikken
I
Som svar på Trads’ 10.000 kr.’s spørgsmål skal jeg gerne vedgå, at om galt skulle være ville det under Den Kolde Krig være langt at foretrække at leve under forholdene, som de var i USA, end som de var i Sovjetunionen.
Med fare for at forstyrre Trads’ opfattelse af datidens venstrefløj, må jeg imidlertid oplyse, at denne erkendelse ikke er ny eller enestående. Jeg husker f.eks. et møde i VS’s folketingsgruppe i 1976 eller 1977, hvor et medlem efter nogle sikkert helt berettigede, kritiske bemærkninger om USA kom for skade at tilføje en lovlig positiv bemærkning om Sovjetunionen. Reaktionen kom prompte: »Skal vi nu lige holde fast i proportionerne? Hvis vi af en eller anden grund blev nødt til at tilbringe resten af vores liv enten i USA eller i Sovjet, så ville vi alle vælge USA.« Og dermed var det emne udtømt!
Det kan dog ikke begrunde en så sort/hvid fremstilling, som Trads med sine to kronikker har præsteret.

II
Det gode er bl.a. eksemplificeret ved USA’s indsats i Anden Verdenskrig, som i følge Trads sikrede demokratiet i Vesten. Han fremhæver USA’s »imponerende styrke i kampen mod den verdensomspændende fascisme« og erindrer om, at 292.131 amerikanere mistede livet i denne kamp. Al respekt for USA’s bidrag, da først de kom med. Men proportionsforvrængningen er fantastisk:
Ikke ét ord om Sovjetunionens indsats. Næsten 30 mio sovjetborgere mistede livet, hundrede gange så mange som amerikanere. Ufattelige lidelser for de overlevende. Selv Bent Jensen siger klart og uden forbehold, at det var Den Røde Hær, der knækkede Hitlers militære styrke.
Trads’ historieskrivning er mere tendentiøs end selv de koldeste koldkrigeres.

III
Selv om Gert Petersen i sit indlæg klart understregede undertrykkelsen og manglen på demokratiske rettigheder i de såkaldt kommunistiske lande og endda pointerede, at det aldrig kan retfærdiggøres ved indsatsen mod materiel nød, så finder Trads, at han skal spankes for overhovedet at nævne det sidste.
Man må nok spørge: Hvorfor tror Trads, at den ene opinionsundersøgelse efter den anden viser, at en meget stor del af befolkningen i disse lande, ofte langt over halvdelen, siger, at de økonomisk-socialt havde det bedre under kommunismen? Hvorfor siger 70 procent af russerne, at de beklager Sovjetunionens opløsning? Hvordan forklarer Trads, at de gamle kommunister i mange af disse lande klarer sig så forbløffende godt ved valgene? Det er næppe undertrykkelsen, man vil have tilbage. Skulle det mon ikke være den relative sociale sikkerhed? Og hvorfor må Gert Petersen så ikke konstatere det uden at blive mistænkeliggjort?
Trads kan heller ikke dy sig for at notere, at Gert Petersen »helt frem til to år efter Sovjets invasion i 1956 i Ungarn (var) medlem af DKP.«
Det viser, at Trads er i stand til at slå et par årstal op, men i øvrigt ikke aner, hvad han taler om. Gert Petersen var allerede før Ungarn i 1956 og frem til bruddet i DKP to år senere en af de ledende kræfter i opgøret med stalinismen, for DKP’s løsrivelse fra Moskva-kommunismen og for dannelsen af et uafhængigt dansk socialistisk parti.
Tidsskriftet Dialog, som Gert Petersen redigerede sammen med historikeren Andreas Jørgensen, var ganske enkelt arnestedet for dette opgør. I Danmark førte opgøret efter to års kamp til et brud og til dannelsen af SF; andre steder, f.eks. i Sverige, lykkedes det at reformere kommunistpartiet med samme resultat. Men at fremstille det som en belastning for Gert Petersen, at han først forlod DKP to år efter Ungarn, er helt ude i hampen og viser som sagt kun, at Trads ikke har blot nødtørftigt kendskab til det, han skriver om.

IV
Ingen undgår i større eller mindre omfang at optræde som ’nyttig
idiot’ for den ene eller anden part. Næppe nogen gør det bevidst, men der er forskel på, hvor meget man bestræber sig på at undgå det. For mit eget vedkommende kan jeg
sige, at jeg lykkeligvis har afholdt mig fra nogen sinde at hylde regimet i Sovjet, DDR, Kina, Albanien eller Cuba.
Men hvis Trads har ret i sine påstande om sandinisterne i Nicaragua, så må jeg blankt indrømme, at jeg har optrådt som nyttig idiot i den sammenhæng. Ikke at jeg har glorificeret noget eller nogen; men jeg har udtrykt respekt for sandinisternes retsopgør efter Somozas fald og for deres efter omstændighederne bemærkelsesværdige
respekt for menneskerettigheder og pluralisme.
Det byggede jeg på to rejser i landet, dels som fredsvagt i foråret 1984, dels som valgobservatør i foråret 1990 (Min rapport over disse besøg er trykt i Fredsvagt, Modtryk 1984. Opgaven som valgobservatør er udførligt rapporteret til Det danske Center for Menneskerettigheder, som formidlede samarbejdet med de amerikanske advokater.)
I 1984 bestemte jeg selv programmet, og det omfattede med en enkelt undtagelse ingen sandinister, men udelukkende deres modstandere, herunder: Flere oppositionspartier (flest til højre, men også ét til venstre); oppositionens medier (dagbladet La Prensa og landets største radiostation); direktøren for en af de største, private industrivirksomheder; begge menneskerettighedskommissioner (den ene stærkt regeringsfjendtlig); en politisk fange; de tvangsforflyttede miskitoindianere på østkysten og deres mest fremtrædende talsmand i Managua. Undtagelsen var chefen for pressecensuren – netop med det formål at kritisere censuren.
Som yderligere illustration: Jeg ville ved fængselsbesøget undgå at få udpeget en udvalgt fange i et mønsterfængsel. Vi bad derfor den danske konsul om at udpege en politisk fange. Han valgte en med danske bedsteforældre, som afventede resultatet af sin appelsag i Zona Franca fængslet en times kørsel fra Managua. Ham fik vi adgang til uden mindste vanskelighed.
Som valgobservatør i 1990 blev jeg tilknyttet en delegation bestående af seks-otte advokater fra et af USA’s største advokatfirmaer (ca. 600 advokater) med speciale i selskabsret og med adskillige regeringer som kunder. De var alt andet end røde, men anstændige borgerlige med interesse for menneskerettigheder. Firmaet havde stor erfaring med at udsende valgobservatører, hvilket de nærmest opfattede som en forpligtelse. De var ikke kun (som de fleste observatører) til stede umiddelbart før og under selve valghandlingen, men havde i månederne op til valget aflagt to besøg af en uges varighed for at vurdere, om valgkampen var fair. De var, som gode amerikanske advokater, nogle skrappe og vedholdende udspørgere. Med dem besøgte jeg i de sidste dage op til valget samtlige 11 oppositionspartier og begge menneskerettighedskommissioner, som alle fik lejlighed til at sige deres mening og fremsætte eventuelle klager.
Og nu er det så, at jeg undrer mig: Trods disse ret omfattende bestræbelser både i 1984 og i 1990 på at blive bekendt med oppositionens synspunkter, var der ingen af alle disse organisationer og institutioner, som fremkom med oplysninger eller bare påstande om »vilkårlige anholdelser, tortur og omfattende henrettelser«, som Trads hævder var dagens orden. Der var enkeltstående tilfælde, specielt i de første kaotiske dage
efter Somozas fald i sommeren 1979, men de ansvarlige herfor var søgt retsforfulgt.
Hvis der er fundet massegrave efter valget i 1990, hvor sandinisterne tabte og afgav magten, har man selvsagt ikke kunnet oplyse os om før valget, kan Trads’ oplysninger herom være korrekte; men det må noteres, at Amnesty Internationals hovedkontor i London ikke har kendskab til dokumentation for sådanne massegrave.

V
Trads’ oplysninger om Nicaragua bygger tilsyneladende hovedsagelig på Kommunismens sorte bog. I modsætning til de fleste andre bidragydere til dette værk har forfatteren til afsnittet om Nicaragua ingen lang publikationsliste eller meriterende ansættelser. Der står faktisk kun, at forfatteren er journalist og specialist i Latinamerika, intet om hvor eller hvad han har skrevet.
Allerede i afsnittets første linje bliver i hvert fald jeg betænkelig. Nicaragua placeres mellem Costa Rica og El Salvador. Det ligger som bekendt mellem Costa Rica og Honduras og har ikke så meget som en meter grænse fælles med El Salvador. Nuvel, hvem som helst ellers, så skidt da. Men en specialist i Latinamerika?!
Hele afsnittet om Nicaragua er én lang opremsning af meget alvorlige anklager mod sandinisterne, desværre helt uden konkrete referencer, men også med indiskutable faktuelle urigtigheder og tendentiøse udeladelser. Den amerikanske embargo optræder først i 1985, selv om det ligger fast, at præsident Reagan proklamerede den med øjeblikkelig virkning i december 1981 samtidig med omfattende økonomisk støtte til contra’erne.
Ved at bytte om på rækkefølgen af alle væsentlige begivenheder efterlades det indtryk, at det er sandinisterne, der fremprovokerer contra’erne, som er de sande forkæmpere for frihed og demokrati (hos Amnesty International svarer contra’ernes synderegister ret godt til det, Trads beskylder sandinisterne for). Alene det, at man kan skrive hele afsnittet om Nicaragua uden med ét ord at nævne USA’s folkeretsstridige
minering af de nicaraguanske havne, som havde til formål at ødelægge landets økonomi ved at hindre udskibningen af kaffe- og bomuldshøsten (hvilket lykkedes), og at USA ved den internationale domstol i Haag blev dømt herfor, taler for sig selv.
Sortbogen nævner »den forfærdelige pressecensur«. Nuvel, jeg er imod censur, også i den krigssituation Nicaragua befandt sig i, og jeg kritiserede den som nævnt på rette sted i 1984. Men det skal dog med i billedet, at den ikke greb ind overfor selv de groveste angreb på regeringen, og at enhver frit kunne abonnere på de bortcensurerede artikler, som også uantastet blev opsat i avisens udhængsskab på gaden, hvilket jeg fik bekræftet ved selvsyn.
Jeg venter spændt på at se Trads’ dokumentation for massegrave m.v., som han på debatmødet den 16. januar lovede Knud Vilby snarest ville blive bragt i Information. Ingen undgår at blive taget ved næsen, selv om man prøver at gardere sig. Men indtil jeg ser Trads’ dokumentation, vil jeg tillade mig at spørge: Hvem af os er den største nyttige idiot?

VI
I følge David Trads har de sidste små 100 års historie helt enkelt været det godes kamp mod det onde. Med USA’s engagement som den afgørende grund til, at de kritiske styrkeprøver, de to verdenskrige og den kolde krig, ikke faldt ud til den forkerte side. Uden dette var vores vestlige demokrati blevet løbet over ende og erstattet enten af fascistisk eller kommunistisk diktatur.
Med dén opfattelse forekommer det helt uforsvarligt ikke at insistere på et opgør med den venstrefløj, som aldrig forstod, at der ikke er plads til nuancer, når det er demokratiets og det godes eksistens, der er på spil.
Det mindste, man må kunne forlange af Trads og de folk, der har samme enkle analyse af situationen, er dog, at de fremhæver og hylder de personligheder, som før nogen andre indså, hvad det gjaldt, og kom til at betale prisen for deres klarsyn.
Hvorfor fremhæver Trads kun Churchill for hans indsats imod nazismen? Langt mere enestående, dristig og overensstemmende med Trads analyse var det dog, da han i krigens sidste måneder arbejdede for, at de allierede skulle skåne resterne af den tyske værnemagt for at indrullere den i egne styrker og umiddelbart vende dem mod Sovjetunionen!
For ikke at glemme en pionér, som blev underkendt af samtiden, foragtet af eftertiden, men i dag bør betragtes som martyr i det godes kamp mod det onde. Det følger logisk af Trads’ analyse, som han i alt væsentlig deler med bl.a. Bertel Haarder, Bendt Bendtsen, Anders Fogh Rasmussen, Bent Jensen, Mikkel Plum, Bent Blüdnikov, Ole Hyltoft og Søren Krarup, at disse folk anstændigvis burde tage initiativ til rehabilitering af afdøde senator Joseph McCarthy.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu