Læsetid: 4 min.

Ortega og Pinochet

Af alle de mange emner, der har hidset så mange så meget op så længe, var der næppe noget værre end min sammenligning mellem Ortegas og Pinochets autoritære styrer i Nicaragua og Chile
15. februar 2003

Min hovedpointe i lederen ’Kommunistisk ondskab’ den 28. december 2002 var, at der reelt ingen forskel er på de enkelte diktaturer for det enkelte menneske, der er så uheldig at vokse op i et diktatur. Regimernes undertrykkelse og forbrydelser mod egne borgere ligner hinanden – uanset hvilket ideologisk mærkat despoten måtte klistre på sig selv. I mit univers er det en såre enkel konstatering.
Man kan roligt sige – efter snart to måneders voldsomme protester mod min leder og efterfølgende to kronikker, protester i form af blandt andet et trecifret antal læserindlæg og et usædvanligt tilløbsstykke af et debatmøde – at andre er blevet voldsomt irriteret over mine meninger og min person. I dette indlæg skal jeg se bort fra de mange, der hverken mener, at jeg er i stand til at argumentere, formulere mig eller udtale mig kvalificeret om noget som helst. Lad mig hellere forsøge at uddybe den sammenligning af nogle af 1970’ernes og 1980’ernes ikoner.
Allerførst Chile:
I september 1970 vandt marxisten Salvador Allende på demokratisk vis præsidentposten. Han fik 36,3 procent af stemmerne – eller knap 30.000 flere end den konservative kandidat, der blev nummer to. En smal sejr og uden at være i nærheden af et flertal, men helt efter reglerne.
Allende overtog et splittet samfund, hvor en alliance af militæret, den katolske kirke, den magtfulde landbrug- og mineindustri og ikke mindst USA under Nixon var rædselsslagne over udsigten til en stærkt venstreorienteret leder.
Den chilenske ligeledes folkevalgte kongres havde konservativt flertal – og en række væsentlige lokalvalg viste dødt løb mellem Allende og de konservative.
Krisen spidsede til i 1973, da kongressen i august med stort flertal vedtog en resolution mod Allende med alvorlige anklager om krænkelser af forfatningen – blandt andet tvangsnationaliseringer og brud på ytringsfrihed, på indblanding i den frie undervisning og på kongressens lovgivende rettigheder.
Midt i denne proces på vej mod en rigsretssag gennemførte en militærjunta, anført af general Augusto Pinochet, et forkasteligt og helt igennem uforsvarligt militærkup den 11. september 1973. Under indtagelsen af præsidentpaladset mistede Allende livet. Oprindeligt antog man, at han blev dræbt. I dag er den almindelige holdning – blandt andet hos hans privatsekretær, elskerinde, engelske tolk og såmænd Castro – at han tog sit eget liv.

Pinochet regerede som diktator fra 1973 til 1989. I månederne efter kuppet myrdedes eller forsvandt mange. Antagelsen i 1970’erne var, at mellem 20.000 og 30.000 mistede livet. De rapporter, som er lavet af de folkevalgte henholdsvis borgerlige og venstreorienterede regeringer i 1990’erne anslår tallet til omkring 3.200 døde og 1.800 forsvundne.
Så til Nicaragua:
Det mellemamerikanske land led i mere end fire årtier under skiftende, men konsekvent brutale Somoza-regimer. Familien Somozas diktatur blev i lange perioder støttet af USA, indtil sandinisterne (opkaldt efter den historiske frihedshelt, Sandino, i kampen mod USA) den 17. juli 1979 med opbakning hos folket fældede regimet.
Under ledelse af Daniel Ortega overtog sandinisterne regeringsmagten samme år. I de følgende fem år styrede Ortega sit urohærgede land uden et folkeligt mandat – blandt andet i en blodig borgerkrig mod de USA-støttede contraer. I 1984 valgtes han ved et demokratisk valg, inden han i 1990 tabte magten.
I de 11 år, da Ortega styrede sit land – halvdelen uden folkeligt mandat – mistede mellem 50.000 og 100.000 livet, en halv million flygtede, sult og elendighed blev virkelighed, og tortur, fængslinger, henrettelser og massegrave terroriserede landet. De delvist USA-finansierede contraer bærer stor skyld, men det friholder ikke sandinisterne for omfattende krænkelser.
Sandinisterne samarbejdede tæt med Sovjetunionen, der bidrog med en kolossal militær hjælp. Inspireret af andre totalitære venstreorienterede styrer indførtes ’Det Sandinistiske Nationale Politi’ og ’Den Sandinistiske Folkehær’, ligesom børnene i skolen skulle love ’kærlighed, loyalitet og selvopofrelse’ til partiet.

En hel mængde af rapporter og vidneudsagn, der er gennemført både under og efter Sandinist-styret, dokumenterer omfattende krænkelser af menneskerettigheder. Daværende indenrigsminister Tomas Borge anklages af tidligere topsandinister for usædvanlig voldsom styring af sikkerhedspolitiet. Rapporter fra Department of Law på American University anklagede i 1983 og 1986 Nicaragua for at foranstalte forsvindinger. Organisationen International League for Human Rights og det katolske Puebla Institute beretter på baggrund af interview med flygtninge i FN-lejre i 1986 0g 1987 om tilfældige anholdelser, tortur og bombninger.
Den faste menneskerettighedskomite i Organisation of American States (OAS) har de seneste år støttet adskillige undersøgelser – især fra den nicaraguanske jurist, Marta Baltodano, som i det seneste tiår har fundet adskillige massegrave i især det nordlige Nicaragua. De fleste skeletter er blevet identificeret og er forsvundne i de første år af sandinisternes styre. Kvalificerede gæt på, hvor mange, der blev henrettet, anslår omkring et tusinde.

Fælles for Nicaragua og Chile under henholdsvis Ortega og Pinochet er tilsyneladende massive krænkelser af menneskerettighederne – værst i Chile. Fælles er også, at mange af påstandene om, hvad der rent faktisk skete, kan og bliver diskuteret – og at det næppe hverken i det ene eller det andet tilfælde er muligt at komme helt tæt på sandheden så mange år efter.
Der er også meget store forskelle på de to styrer dengang. Pinochet kom til magten ved et brutalt kup mod en demokratisk valgt regering. Ortega ledte en folkelig opstand mod en forhadt diktator. Pinochet styrede sit regime i 16 år uden nogensinde at blive valgt. Ortega bestred magten i 11 år, heraf de sidste seks år som folkevalgt.
Hvis det giver mening at rangordne diktaturer, er det åbenlyst, at de to lande placerer sig i den forholdsvis milde ende – langt fra Sovjet eller Kina. Især Ortegas Nicaragua må betragtes som et efter datidens latinamerikanske forhold nærmest normalt land.
For de enkelte borgere, der var politiske modstandere af Ortega eller Pinochet, var hver eneste dag under deres regimer imidlertid præget af reel frygt for livet. Det gør de to lande sammenlignelige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu