Læsetid: 2 min.

Sovjet og 2. Verdenskrig

Hvad var det, der reddede det vestlige demokrati? Det gjorde den forkætrede aftale fra august 1939: Molotov-Ribbentrop-pagten!
10. februar 2003

Opgør om fortid
Jeg er såmænd ikke uenig med Thomas Guldberg Køhler, når han 6. februar mener, at den relative sociale sikkerhed også havde været til stede, hvis Tsar-riget ikke var blevet afløst af kommunisme, men af demokrati. Ja, hvis og hvis og hvis...
Nu forholdt det sig ikke sådan, så betragtningen kan forekomme en kende akademisk og ahistorisk. Mit ærinde var ikke at legitimere kommunismen, og da slet ikke stalinismen – blot at anholde David Trads’ helt urimelige mistænkeliggørelse af Gert Petersen og påpege den himmelråbende proportionsforvrængning i hans fremstilling af 2. Verdenskrig.
Til klarhed
Det havde nok stået klarere, men ikke mindre provokerende, hvis ikke jeg af pladshensyn hade været nødt til at fjerne følgende afsnit fra den oprindelige kronik:
Hvad var det, der reddede det vestlige demokrati? Det gjorde Molotov-Ribbentrop-pagten! Denne forkætrede aftale fra august 1939, som endnu i eftertiden uden skygge af tænksomhed betragtes som en skændsel og som i den verserende heksejagt tages som bevis på forbrødringen mellem nazismen og kommunismen.
Hitler havde klart tilkendegivet, at bolshevismen var hovedfjenden (det fremgår allerede af Mein Kampf og blev gentaget igen og igen helt frem til august 1939). Han havde demonstreret det ved først af alle at arrestere kommunister. Sovjet var, motiverne ufortalt, tidligere end vestmagterne foruroliget over fascismen. I årene 1935-38 forsøgte man gang på gang at få en aftale med vestmagterne om en fælles front mod fascismen, men blev afvist. Da det spanske demokrati i 1936 blev angrebet af Francos fascistiske styrker (hjulpet med udstyr af Hitler og Mussolini) og efter tre års borgerkrig løbet over ende, forholdt vestmagterne sig fuldstændig passivt; Sovjetunionen var ene om at støtte den demokratisk valgte folkefrontsregering.
Efter knæfaldet for Hitler i München i 1938 begyndte lederne i Kreml at tænke i alternativer, hvilket altså i august 1939 chokerede omverdenen, inklusive dens kommuni-ster, med den tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt.
Vestmagterne havde efter München garanteret Polens selvstændighed. Derfor fangede bordet ved okkupationen af Polen, og i begyndelsen af september erklærede England og Frankrig Hitler krig. Knap to år senere brød Hitler ikke-angrebspagten og invaderede Sovjetunionen.
Hvad var der sket uden Molotov-Ribbentrop-pagten? Det mest sandsynlige – og i hvert fald ikke usandsynlige – er følgende: Hitler var startet med hovedfjenden, bolchevismen. Sovjetunionen var formentlig blevet rendt over ende. Allerede inden ikke-angrebspagten var Sovjet, hvilket ofte glemmes, i væbnet konflikt med Japan i den anden ende af landet. Vestmagterne ville se passivt på i håb om, at de to uhyrer sled hinanden op.
Med Sovjets sammenbrud ville de fascistiske aksemagter have fuldstændig kontrol fra øriget i Stillehavet, gennem hele Asien og Europa til den franske grænse. Endda med brohoveder i Italien og Spanien. Den sovjetiske befolkning var uden demokratisk tradition og kunne måske endda vindes for fascismen. Ellers ville kontrollen blive opretholdt ved undertrykkelse. Under alle omstændigheder ville fascismen have en sådan befolkningsmæssig og industriel kapacitet, at det forekommer utænkeligt, at vestmagterne derefter ville kunne hindre Hitler i at underlægge sig resten af Europa – selv ikke hvis USA på det tidspunkt skulle søge at komme England og Frankrig til undsætning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu