Kronik

Tanker om offerfesten

For muslimer i dag er det vigtigere end nogen sinde at spørge sig selv: »Ville du ofre dit liv for Guds, troens eller dine idealers skyld?«
20. februar 2003

Kronikken
Den forgangne uge fejrede muslimer verden over den anden af islams to årlige officielle religiøse festdage – Eid al-Adha (offerfesten). Den anden religiøse højtidsdag, Eid al-Fitr markerede Ramadanens afslutning (den muslimske fastemåned) i december. Eid al-Adha består af tre dages fest fyldt med alt, hvad hjertet og sjælen begærer, lige fra fællesbøn over gavegivning til festlig påklædning.
Det er essentielt at belyse Eid al-Adha i forbindelse med de netop overståede hadj-dage, som kulminerer med Eid-dagene, da de to begivenheder spirituelt og rituelt set er forbundet.
Hadj er det arabiske ord for den muslimske pilgrimsfærd til Mekka i Saudi Arabien, som finder sted en gang årligt. Påbuddet om pilgrimsfærden er den sidste af de fem obligatoriske søjler, islam er baseret på. Det er en pligt for enhver muslim, som har muligheden for at udføre rejsen, at valfarte til Mekka mindst én gang i sit liv. Til gengæld er den muslim, som drager på hadj, guddommelig garanteret en komplet udviskning af alle synder begået gennem hele pilgrimmens livstid – den troende får så at sige en mulighed for at starte helt forfra som en nyfødt med en ren tavle via valfartens rituelle og spirituelle renselsesproces.
Under valfarten påbydes muslimer at give afkald på verdslige længsler og begær. For eksempel er seksuelt samkvem med ægtefællen forbudt i disse hellige dage, hvor den troende ofrer al sin energi og stræben på tilbedelse af Allah.
I løbet af hadj-dagene udføres en række fastlagte ritualer, som afsluttes med et slagtoffer på Eid al-Adha-dagen. Pilgrimsfærden indeholder en lang række symbolske riter, hvoraf det vigtigste er påmindelsen om, at hele livet i grunden er en spirituel udviklingsrejse, hvis mål er at opnå en fuldkommen tilstand af underkastelse og nærhed til Allah. Samt en afstandtagen fra verdslig tilfredsstillelse som et mål i sig selv. Rejsens endemål er (gen)forening med oprindelsens kilde: Kort sagt er den troendes liv en metafor for rejsen imod Allah. Den muslimske valfart til Mekka er kort opsummeret rejsen til verdens center – til Allahs hus.
Hadj kan betegnes som den største spirituelle konference uden sidestykke på jorden. På intet andet tidspunkt finder man millioner af muslimer samlet på ét sted på én gang side om side i en fælles higen efter at tilbede og nærme sig den eneste Ene Gud. Hadj har desuden til formål at påminde om vigtigheden i islam
af broderskabets universelle enhedsbånd, som eksisterer – eller
ideelt set burde eksistere – blandt alle muslimer. Den universelle broderskabs- og lighedsfilosofi illustreres på smukkeste symbolske vis med det hvide pilgrims-klæde (ihram), som alle muslimske mænd på lige fod påbydes
at iklæde sig under deres hadj. I Allahs øjne er alle muslimer lige – det er udelukkende i henseende til spirituel udvikling og gudfrygtighed, at muslimer rangopdeles.

Mekka er den helligste by i islam og ka’baen, den firkantede stenbygning, som er at finde i Mekkas centrum er den helligste helligdom. Mekka betragtes som verdens center og hjerte i islamisk forståelse. I dagligdagen kommer den muslimske enhed til udtryk ved, at muslimer på tværs af geografiske grænser og nationale skel unisont mindst fem gange om dagen vender sig mod ka’baen, som er muslimernes bederetning. Ka’baen er, ifølge Koranen, menneskehedens første (monoteistiske) tilbedelsessted. Den blev bygget af den første profet Adam, siden hen destrueret, og atter genopbygget af profeten Abraham, fred være med dem begge – der ofte er blevet betegnet monoteismens fader – og dennes søn Ismail, fred være med ham, for at befæste monoteismens budskab om tilbedelsen af den ene sande Gud og forkastelse af falske guder.
I denne forbindelse er det bydende nødvendigt at gøre opmærksom på det genealogiske og spirituelle bindeled mellem Abraham og islams sidste profet Muhammad, fred være med ham. Muhammad nedstammede i lige linje fra Abrahams slægt gennem Ismail.
Endnu vigtigere er det dog, at Muhammads mission først og fremmest bestod i at genoplive monoteismen i samtidens hedenske samfund i Mekka og omegn. Og at rense ka’baen for de afguder, den var blevet hjemsted for i et lukrativt polyteistisk valfartscenter. Han fik til opgave at genetablere og fuldende den monoteistiske lære, Abraham havde prædiket,
og kalde folket i Mekka og menneskeheden generelt tilbage til tilbedelsen af én Gud. Således sluttes den monoteistiske cirkel med profeten Muhammad; og islam føres tilbage til sit oprindelige monoteistiske udgangspunkt i Mekka.

Eid al-Adha er, som navnet indikerer, en ihukommelse af offervilje generelt og mere specifikt af Abrahams villighed til at yde det ultimative offer, sin egen søn. Samt sønnen, profeten Ismails villighed til således at lade sig ofre. Meningen med Eid al-Adha er, at muslimer disse hellige og festlige dage bør ihukomme troens essens og største prøvelse – selvopofrelsen: »Sig: Min bøn og mit offer og mit liv og min død er helliget Allah, verdnernes Herre« (Koranen 6:162).
En muslim (bogstaveligt en som underkaster sig Allah) påbydes gennem et helt livs gerninger at give afkald på egoistiske lyster og begær til fordel for underkastelsen under Allahs vilje. Muslimer påbydes at tilbede og tjene Allah med hvert et atom, de besidder: At ofre deres tid, intellekt, velstand, ja alle åndelige og fysiske færdigheder – ultimativt deres hele væsen og liv i bestræbelsen på at kæmpe for Allahs sag.
Derfor ofrer muslimer i alle verdenshjørner geder, får, lam og køer på Eid al-Adha – for på symbolsk vis at ære Abraham og Ismails villighed til at ofre sig for troen: For at udvise taknemmelighed over for Allahs velsignelser og daglige underhold, og for at dele kødet med fattige og trængende og på denne måde overholde den centrale sociale forpligtelse i islam såvel som enhedens broderskabsbånd.
Det rituelle slagtoffer i islam skal ikke forveksles med blodsoning. Det er intentionen bag det personlige offer og villigheden til at dele sine velsignelser med andre, som er meningsbærende for ritualet og ikke kødet eller blodet som sådan. »Deres kød når ikke Allah, ej heller deres blod, men jeres retfærdighed og gudsfrygt når Ham.«(Koranen 22:37). Abrahams og Ismails ofre er universelle eksempler på selvopofrelse og troens offervilje, som man i en individualiseret og egoistisk tid som vor stadig kan drage en spirituel og social lære af: Vi må være villige til at ofre os i vore bestræbelser på at opnå de idealer, vi drømmer om - for os selv og for andre. Hvis ikke vi ønsker at de skal forblive hult klingende mantraer og indholdsløse ritualer. En ofte overset kontekstuel pointe er at et slagtoffer for 1400 år siden af et lam var et langt mere dyrebart personligt offer dengang, da den som ofrede det var dybt afhængig af sine kvæg som indtægts- og ernæringskilde, som næppe kan sammenlignes med et slagtoffer i dag.
Det er altså værdien af det personlige offer som er betydningsfuldt, hvorfor det netop er så meget desto vigtigere for muslimer i dag at reflektere dybsindigt over, hvad det i virkeligheden vil sige at ofre sig og lide afsavn for troens og andre medmenneskers skyld.

Man må håbe, at muslimer tilbragte disse festdage ikke blot i berusende festivitas, men i refleksion over meningen bag ritualerne og betydningen af Abrahams og Ismails ofre og bestræbelser. Et selvransagende tematisk spørgsmål til muslimer og andre troende – ja til menneskeheden generelt – kunne lyde således: Efterlever vi i sandhed budskaberne om universelt broderskab, enhed, lighed og opofrelse, som vor respektive religiøse og ikke-religiøse ritualer og moralske principper fordrer?
Et umiddelbart blik blandt muslimske og ikke-muslimske rækker er et sørgeligt vidnesbyrd om, at virkelighedens situation desværre er langt fra idealet. Rituelle gerninger reduceres som oftest til blotte ritualer, der praktiseres uden refleksion over deres indre betydning og visdom. Og uden en opofrende bestræbelse på at implementere de ophøjede principper og idealer, man holder i hævd.
I jagten på den individuelle lykke, selvrealisering og tilfredsstillelse af egoistiske lyster har vi bevæget os langt væk fra ritualers og idealers oprindelige budskab. Man gruer næsten for at stille spørgsmålet i dag: »Ville du ofre dit eget liv for Guds, troens eller dine idealers skyld?« af frygt for den rungende tavshed som ville møde en.
Selv i dag kan en universelt brugbar lære drages af årtusinder gamle profeters budskab om selvopofrelse: Vejen til succes – det være sig spirituelt eller materielt, dennesidigt eller hinsidigt – er fyldt med udfordringer og prøvelser.
I sidste ende beviser mennesket sig alene oprigtigt tro og principfast mod sin Gud og sine idealer ved at udvise udholdenhed og villighed til ultimativt at ofre alt for den sag man tror på.

Noura Akhiat
er stud. mag. i arabisk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu