Kronik

To prikker over ï’et

Den 21. februar ville den verdensberømte forfatter Anaïs Nin være fyldt 100 år. Det er der grund til at fejre. Hun har påvirket utallige, også mænd, med hovedværket Dagbogen, fra 1931-76 og hendes erotiske noveller, hvor hun kredser om det intime og det vidunderlige i tilværelsen
21. februar 2003

Kronikken
Nogle forfattere får priser, andre får en café opkaldt efter sig. Anaïs Nin fik en parfume, duften Anaïs Anaïs, og det passer til den sanselige person, hun var, opfyldt af flygtige drømme om eventyr.
Hun skrev: »Det jeg forestiller mig er lige så sandt, som det, der eksisterer«, og denne kobling af fantasi og realiteter kendetegner hende som menneske og forfatter. Hun skrev også: »Det almindelige liv interesserer mig ikke. Jeg søger kun højdepunkterne. Jeg er i overensstemmelse med surrealisterne i deres søgen efter det vidunderlige. Jeg vil være en forfatter, der minder andre om, at disse øjeblikke findes; jeg vil bevise, at der findes uendeligt rum, uendelig mening, uendelig dimension.«
Intet mindre! Det er da en storslået vision at have, og hendes store selvterapeutiske værk, dagbogen, der løber fra 1931-76, gav os et nyt sprog for følelser. Kan sanser og følelser, samtaler og indtryk fylde så meget i et menneskes liv? Det var slående, og det var som at få sine sanser tilbage at begynde at læse det.
Hun skrev dog: »Men jeg befinder mig ikke altid i, hvad jeg kalder nådens tilstand. Jeg har dage med lys og feber. Jeg har dage hvor musikken i mit hoved holder op. Så stopper jeg sokker, beskærer træer, sylter frugt, polerer møbler. Men mens jeg gør det, føler jeg, at jeg ikke lever.« Dagligdagens gøremål trænger sig på. Fantasi- og drømmelivet kan ikke bære det hele. Desværre. Hendes dagbøger taler til os på tværs af tiden, og den taler til begge køn. Man kommer op i det her luftlag, nærmest en helt anden tilstand, hvor det indre liv har magten.

Jeg sad ved Seinen på en bænk og læste Nin, i Paris med en ven. Hvornår skulle vi ud og se noget? Hvornår skulle vi have det sjovt? Øjeblik, jeg skal lige være færdig med dette kapitel. Der er mange andre, der har fordybet sig i en bog i en storby, og sikkert også på en bænk, men lige ved Seinen og lige med dén bog var det som om, jeg var havnet inde i den bog, jeg læste. Nin havde en husbåd på Seinen fra 1936-39. Linjerne i bogen skar som dynamit, måske fordi jeg selv var ved at afskære alt, hvad der hed følelser, hvorfor skulle følelser stå i vejen for min succes? Skulle man bekende sig til at være et følsomt menneske? Var det en form for omvending, en indvielse?
I så fald kunne Anaïs Nins dagbøger være styrkeprøven. Jeg var overvældet af alle disse drømme, sansninger, ønsker og tanker. Hendes sensitive poesi, de nøje menneskeskildringer og fantastiske refleksioner. Som f.eks. i den første (1931-34):
»Symptomerne på, at man ligger i hi, er lette at opdage. Det første er rastløshed. Det andet symptom (...) mangel på glæde. Det er alt. Det ser ud som en uskyldig sygdom. Ensformighed, kedsomhed, død. Millioner lever sådan (eller dør sådan) uden at vide det. De arbejder på kontor. De kører bil. De tager på skovtur med familien. De opfostrer børn. Og så kommer de ud for en chokbehandling, et menneske, en bog, en sang, og det vækker dem og redder dem fra døden.«
Folk skal vækkes for at opleve, at de lever. Det var godt, der kom én og vækkede mig og hev mig med på bar. Men hjemme igen, senere, fortsatte opslugtheden, og jeg levede i en skøn osteklokke, udelukkende med Nins linjer i nogle uger.

Hendes spanske far var pianist, og hun selv spillede sjælens musik med ord. Han levede i luksus, men ligesom Karen Blixen blev forladt af sin far, forlod Nins far også hende tidligt, og Nins dagbog starter som et brev til sin far. Hun brugte, ifølge professor Hans Hertel, sin kunst til »at overvinde sit tab og sin neurose« og gjorde den smuk som et kunstværk.
Henry Miller, som hun mødte i Paris i 1931, hånede hende for at lukke sig for meget inde og afskæ-re sig fra den virkelige verden. Han mente, at dagbogen var en hule for hende, og hun skulle hellere prøve kræfter med den virkelige verden. Hans Hertel kalder den »fadererstatning, ven, opium og spejl. Hendes hemmelige verden, hvor hun kunne skabe orden og kontrol.« (Anaïs Nin på skrift, Politiken 17. februar 1994)
Så meget orden og kontrol, at hun hemmeligholdt sandheden om sit liv. Hun havde to mænd, én i Los Angeles og én i New York. Rupert Pole, der var hendes elsker, og Hugh Guiler, bankmanden, der, ifølge Hans Hertel havde »betalt gildet i 40 år«. Trods afsløringer og et liv for åben mikrofon eller rettere med kameraet helt ned i badekarret, lykkedes det hende altså at hemmeligholde det allermest intime. Hun fik ingen børn, for som hun sagde, »jeg elsker manden som elsker og skaber. Manden som far har jeg ingen tillid til«, men det var tæt på engang, med Henry Miller i starten af 30’erne. Hun hjalp ham med at blive forfatter og var tiltrukket af hans mere direkte væremåde. Han var en barbarisk vildmand, hvor hun var en sart blomst. Han fokuserede på det ydre og skrev en »beskidt realisme«, hun fokuserede på det indre, på det intime og på fantasi og drømme. Sammen dyrkede de den engelske forfatter D.H. Lawrence, som Henry Miller i mange år prøvede at skrive om, men forfatteren, der lægger vægt på menneskets irrationelle instinkter og intuition før noget andet, kom for tæt på Millers eget projekt. Der var et opbrud mod tanken og fornuften, undervejs, og disse forfattere kom til at stå for følelsernes og kroppens sprog. Det handlede ofte om sex, men også om en udvidelse af sindet.
Det er alt dette, der giver hendes digtning atmosfære og hendes liv indhold – drømmeliv eller ej. Man ser tydeligt, at det blev dyrket i digtningen mere end i livet. Måske havde Miller ret i, at hun lukkede sig inde i sin lille hule og foretog sig, hemmeligt, i poesien, hvad der ikke var muligt i hendes tilværelse. Hun parfumerede sit liv med ord. I trekanten, Miller, Nin og Millers kone, danseren June i 30’rnes Paris, var June den mest skeptiske over for Nins eksotiske drømmetilværelse, over for hendes dukkehus og hendes lilje-rede og alt det med, at hun ville prøve alt, men som en teenager kun nippe. For den mere dæmoniske June er Nin meget forstillet og kunstig. »Hun ville gerne, at jeg var perverteret og giftig. Hun har foreslået mig at ryge opium! Jeg var ved at dø af grin! Opium! Den orientalske drøm! Tunge vægdraperier! Røgelseskar! Negerslaver!
Hynder på gulvet mellem hvide liljer! Forfatterrus! (...) Jeg foretrækker kokain.«
Sådan lyder det i en romanbiografi, hvor Junes beretning skrives (Maskeret men nøgen, romanbiografi af Elisabeth Barillé). June var mindre intellektuel og dermed også mindre udspekuleret. Nin var overdrevet analytisk og en følelsernes bogholder. Hun havde brug for ekstremer, der kunne gøre hendes liv med bankmanden interessant og skabe eventyr omkring hende, som hun kunne videreudvikle til litteratur. Og sådan er det også at læse hende: At beruse sig i andres oplevelser! At kigge på andres oplevelser, mens man overvejer, hvor langt man selv vil gå. Nin rejser tilbage til New York, da krigen bryder ud, men synes, det går for hurtigt. Hvor er langsomheden? Hvor er følelsen med tingene? Den følelse, der skaber atmosfære? Hvis den forsvinder, må vi skabe den i bøgerne.

Eventyrlysten I novellesamlingen Venusdeltaet (1968, da. 1976), med noveller fra 1940’erne, skildrer hun nogle søgende individers vage og poetiske drømme. Deres kroppe er dramatisk følsomme, hudceller-e er åbne som munde, og de er eventyrlystne alle sammen. De hungrer af lyst og er opfyldte af at ville opleve deres egen og andres kroppe, det erotiske spil, lege, nydelser af enhver art. Det vidunderlige, som Nin taler om som det vigtigste for hende selv, opfylder også hendes fiktions-
figurer. F.eks. hovedpersonen Elena i novellen af samme navn, en ung rejsende, der læser D.H. Lawrence’s Lady Chatterley’s
elsker i toget: »Hendes ønsker var vage og poetiske. Hvis hun var blevet spurgt lige ud, hvad det var, hun ønskede, ville hun have svaret: Le merveilleux. Det var en sult, der ikke stammede fra nogen bestemt del af hendes krop. Ganske vist havde en eller anden sagt om hende, da hun havde kritiseret en forfatter, du kan ikke se ham, som han virkelig er, du kan ikke se nogen, som de virkelig er. Alle mennesker vil skuffe dig, fordi du venter på en bestemt.« Nins personer i disse noveller bliver ofte skuffede, over tilværelsen og andre menneskers utilstrækkelighed, over den kløft der er imellem virkeligheden og det, som de drømmer om, men de bliver ved med at drømme og leve og forfalder aldrig til en kynisk realisme, hvilket ellers ligger lige for. De
bliver ved og ved med at jagte det eventyrlige, og det er livsbekræftende at læse om de mange nuancer i tingene, som Nin illustrerer.
Intet er indlysende og ensidigt, alting har flere farver og antager forskellige former alt efter hvilke sammenhænge, de bliver sat i. Alt er med andre ord levende. Især fordi det bliver mødt med så store forventninger, fantasier og ønsker. Det er derfor hendes skrift bliver vidunderlig og fuld af sjæl og atmosfære.

Hendes syn på, hvad erotik er, kan stå som et ideal i en på mange måder mekanisk pornotid som i dag. Hun skrev som Miller erotiske noveller for penge til en samler, men en dag besluttede hun sig for at skrive til ham, for han stillede krav, mange krav. For meget poesi, for lidt handling, sagde han, og hun skrev:
»Hvis de berigede Deres sexliv med al den spænding og ophid-selse kærligheden tilfører erotikken, ville De være verdens mest potente mand. Uden nysgerrighed og lidenskab kan erotikken ikke leve. Lige nu ser de dens beskedne flamme dø hen af iltmangel. Erotik kan ikke trives i ensformighed. Uden følelser, opfindsomhed og skiftende sindsstemninger oplever man ikke noget, når man går i seng sammen. Erotik skal blandes med tårer, latter, ord, løfter, scener, jalousi, misundelse, med alt det krydderi, som er i angst, med rejser til udlandet, nye ansigter, romaner, historier, drømme, fantasier, musik, dans, opium og vin. Tænk på alt det, De går glip af, når De ser alt gennem et erotisk periskop, i stedet for at opleve et kaleidoskop af vidunderlige og uforlignelige nydelser? Ikke to mennesker har det samme hår, men De vil ikke tillade os at spilde tiden med beskrivelser af hår. Ikke to kroppe dufter ens, men hvis vi skriver om det, udbryder De: Udelad de poetiske beskrivelser. Ikke to slags hud føles ens, og aldrig er lyset, temperaturen og skyggerne de samme. Aldrig foretager en elsker den samme bevægelse, for når han er optændt af sand kærlighed, gennemsyres hans elskov af århundreders erfaring.«
Bemærkede du lyset, temperaturen og skyggerne sidste gang, du havde sex? Læs selv kærlighedsdigteren her 100 år efter hendes fødsel og bliv klogere på mennesker og lidenskab, på livet og digtningen, på kærlighed og erotik.

FAKTA
Michael Halskov Christensen:
er litteraturjournalist og cand.phil. i dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu