International
Til sommer mindes Hamburg sine døde. Natten mellem den 27. og 28. juli er det 60 år siden, at britiske bombefly kastede mange tusind ton bomber over hansestaden. Først blev kæmpestore bomber, såkaldte blockbusters smidt over beboelseskvartererne. Deres trykbølger rev tage af, blæste vinduer ud og fik mure til at falde sammen. Derefter regnede brandbomber ned over de ødelagte huse, hvor trækvinden gav skorstenseffekt og fik alt brændbart til at brænde. Til sidst blev der smidt sprængbomber, der ødelagde vandrør og veje og gjorde det umuligt at slukke brandene. Teknikken var gennemtænkt og testet af allierede eksperter. Effekten var en gigantisk varmesøjle, der udvirkede orkanagtige brandstorme og sugede tonsvis af ilt til sig. Omkring 40.000 mennesker døde af forbrænding, hedeslag, overtryk eller kulilteforgiftning. Strategien blev kaldt moralsk bombning. Den erklærede hensigt var at nedbryde tyskernes støtte til Hitler og dermed medvirke til et indre oprør mod naziregimet. Det folkelige oprør kom aldrig. Men mere end 600.000 civile tyskere døde under bomberne, herunder omkring 75.000 børn. De blev, som i Hamburg, brændt ihjel, kvast, kvalt af røg eller giftgasser eller druknede i vandet fra sprængte vandrør. Deres død beskrives udførligt i en ny bog, Der Brand, af historikeren Jörg Friedrich. Bogen har fået debatten om bybombningerne i gang i både Tyskland og Storbritannien.
Friedrich har nemlig bevæget sin ind på det, undskyld udtrykket, minerede område, der er omtalen af tyske ofre i Anden Verdenskrig. Han siger selv, at han ikke vil overlade det emne til højrefløjen, og har sine papirer i orden som Holocaustforsker og gammel 68er. Nynazist er han i hvert fald ikke. Alligevel har hans bog vakt furore. Tyske kritikere mener, at offerrollen ligger lige for, og vil være alt for bekvem for mange af deres medborgere.
Antityske følelser
I Storbritannien er antityske følelser den sidste bredt accepterede fordom, skriver den liberale avis, The Guardian. De mere fordomsfulde aviser, der forud for fodboldkampe mellem England og Tyskland ikke skyr overskrifter som Lets Blitz Fritz, har heller ikke været sene til at fordømme den tyske debat. »Nederdrægtigt og farligt«, skriver en britisk historiker i Daily Mail. Jörg Friedrich har siden bogens udgivelse skullet svare utallige britiske medier på, hvorfor premierminister Winston Churchill var en krigsforbryder. En anklage, han ikke kommer med i bogen, men som er blevet udledt af hans konklusion, der lyder, at det ikke tjente noget krigsmæssigt formål, at briterne brandbombede civile. Det tyske magasin Der Spiegel har beskæftiget sig intensivt med emnet, siden Der Brand udkom sidst i 2002, og skriver blandt andet, at englænderne virker nærmest besatte af Anden Verdenskrig, måske fordi de vandt denne krig, men tabte freden. Tyskland overhalede allerede Storbritannien i økonomisk henseende 14 år efter krigen og er siden blot blevet større og stærkere end den tidligere imperiemagt. Churchill udtrykte selv gentagne gang tvivl om bombardementernes nyttighed, mens luftmarskal Arthur Harris, også kaldet »Bomber Harris«, pressede på for at fortsætte bombningerne af i alt 161 tyske byer. Tyskerne benyttede selvfølgelig de samme strategier og først. Mod Coventry og London i England, mod Rotterdam og Warszawa. De var blot på denne front langt mindre succesrige. Omkring 60.000 briter omkom i blitzen mod Storbritannien. Debatten rejser selvfølgelig spørgsmålet: »Kan der sammenlignes?«. Nej, siger mange, både tyskere og briter. Nazityskland var ubetinget forbryderstaten, der skulle tvinges til at opgive.
Forsoning
Det er ikke sammenligning, der er interessant, siger fortalerne for Friedrichs bog. Det er forsoning, det handler om. Og den kan ikke ske, med mindre vi kender historien.
Vejen for Friedrichs bog er til en vis grad banet af den tyske forfatter og nobelprismodtager Günther Grass, som ingen kan anklage for revisionisme. Hans seneste bog, I krebsegang, handler om den anden store tyske tragedie under Anden Verdenskrig, nemlig fordrivelsen af omkring 12 millioner tyskere fra Østeuropa. Suppleret med en dokumentarserie af tv-manden og historikeren Guido Knopp, hvor øjenvidneberetninger dokumenterer flygtningenes rædsler, har Grass bog været med til at gøre det legitimt at tale om fordrivelserne, også udenfor de højreorienterede sudetertyske hjemstavnsforeninger og Bayern. I Tyskland har debatten om bombningerne af de tyske byer længe været overladt til randgrupperne. Nynazister har marcheret i Dresden på årsdagen for den fuldstændige ødelæggelse af byen den 13. februar 1945. Venstreorienterede på den yderste fløj har til gengæld holdt Bomber Harris-fester og fejret bombningerne af Hamburg og Dresden som politisk opdragelse.
På 50-års dagen for Dresdens bombning, sagde den daværende tyske præsident Roman Herzog, at historie, skrevet af de enkelte nationer, hvor hver vælger, hvad han har gjort godt, ikke kan fortsætte. Hvis vi virkelig ønsker at forene Europa, så må historien også forenes, sagde Herzog. Og det er måske læren af Hamburg og Dresden og debatten om Der Brand. Det er nødvendigt at bringe den fælles historie frem og se alle ofrene for krig. Kun sådan undlader man at skabe martyrmyter, overlade offerrollen til ekstremister, og endnu værre, igen at tro, at krig er noget, der relativt smertefrit kan vindes ved at bombe folk fra luften.
