Kronik

Det bedste for børnene

Vi har så travlt med børnenes tarv. Men der findes ikke en ’naturlig’ barndom med pænt tøj og normale forældre. Vi voksne må tage ansvaret for at skabe en barndom, vi vil være bekendt
Debat
27. marts 2003

Kronikken
For tiden tales meget om børns tarv, blandt andet om homoseksuelles ret til at adoptere et barn, om børns brug af medier, tøj, it og meget mere.
Mange mener, at de har det rigtige svar på, hvad barnets tarv er: Barnet bliver mobbet, hvis det har forældre af samme køn, det kommer på B-holdet, hvis man ikke sørger for, at det har en computer, det mister sin barndom ved at gå i tøj, der viser mere, end det skjuler, for bare at nævne nogle af de mest almindelige emner.
Men hvad er barnets tarv? Hvorfor så megen uenighed om dette begreb? Hvilke mekanismer er på spil? Historikeren Ariés er den første, som studerer forestillingerne om barndommen og fremkommer med påstanden om, at barndommen opstår som led i en ændring af samfundsforholdene socialt, politisk og kulturelt i slutningen af Middelalderen.
Samfundet er ét stort fællesskab, hvor der ikke er plads til privatliv og individualitet. Barndoms-, familie- og klassefølelse eksisterer ikke. Barndommen er ikke tillagt særlig bevågenhed eller særlige følelser, der er ingen bevidsthed om det særegne ved barndommen. Dette betyder ikke, at man ikke nærer omsorg for børn, ikke elsker dem, men at man ikke regner med dem som egentlige mennesker, før de bliver voksne.
I dag er samfundet et individualistisk orienteret kernefamilie- og klassedelt samfund, og vi opfatter barndommen som en periode i et menneskets liv, hvor det er ufærdigt – a human becoming. Teorier om børn og barndom igennem de sidste 3-400 år tager udgangspunkt i, at barnet er upåvirket af den sociale kontekst, det lever i: Det onde barn er født som dæmonisk beholder af mørke kræfter, som skal uddrives ved den rette gudsfrygtige tugtelse.
Denne diskurs, som er et ekko af den kristne syndefaldsmyte, giver genlyd i nutidens kriminologi, offentlig moralisering og debat, hvor barnet er kendetegnet ved at være ondt, fordærvet og vil mobbe de svagere, og barndommen er den tid, hvor disse egenskaber skal betvinges ved hjælp af opdragelse, der bygger på disciplin og straf. De mørke kræfter mobiliseres, hvis voksenverdenen, enten ved forsømmelighed eller uopmærksomhed, tillader barnet at fravige den kulturelt fastlagte vej.
Derfor skal de voksne sørge for, at barnet undgår farlige steder såsom store indkøbscentre, dårlige kammerater og vilde fester. Det uskyldige barn er rent af hjertet, engleligt og ufordærvet.
Tanken stammer fra Rousseau, som forfremmede barnet til en person, et slags menneske med behov, rettigheder og ønsker. Et subjekt, hvis udvikling vi i dag støtter gennem opmuntring og hjælp. Her ligger fundamentet for nutidens individualistisk orienterede undervisning og for pædagogikken i børnehaver, f.eks. selvforvaltningstanken, og diskussionen om barnets tarv begynder også her.
Det immanente barn er en tabula rasa ladet med potentiale som fornuftsvæsen, så det kan blive en rettænkende fremtidig borger. Denne iboende fornuft skal udvikles ved, at man taler fornuft med barnet, som gennem opdragelsen bliver en rationel, dydig og selvkontrolleret voksen. I denne forståelse er barnet udstyret med kimen til en fornuft, som vil udvikle sig under de rette omstændigheder og i de rette omgivelser.

Vores skoler i dag er stadig præget af denne tankegang, som John Locke formulerede, med én lærer i ét lokale om ét fag, som – også i dag – menes at kunne udgøre den undervisningsarena, hvor børn lærer, hvad de har brug for for at blive rettænkende voksne.
Også megen opdragelse i hjemmene er prægede af denne ’talen til rette’. Sangen om Spørge-Jørgen er således en karikatur af det rationelle barn, som vil have fyldt på, vil vide alt – lige indtil de voksne har fået nok. Vor tids forhandlerbørn er en udløber heraf – i dag er der bare ingen sanktion.
Det naturligt udviklede barn, som begrunder sig i udviklingspsykologien, og som baserer sig på to hverdagsantagelser: Børn er naturlige snarere end sociale fænomener, og denne naturlighed omfatter en uundgåelig modningsproces.
I denne tankegang er Jean Piaget den mest indflydelsesrige enkeltperson, og hans udforskning af barnets stadievise udvikling har indpodet en dybtliggende positivisme og rigid empirisme i vor tids forståelse af barnet.
For de børn, der ikke lever op til ’den normale udvikling’, er sank-tionerne betydelige og medfører udskillelse fra fællesskabet med andre børn til særlige foranstaltninger: specialundervisning og specialinstitutioner samt i hele fosterdiagnostikken.
De voksne har magten til at bestemme, at nogle børn ikke er værdige til at leve – ikke er naturlige nok, men misfostre, som kan aflives.
Så når vi spørger, hvad barnets tarv er, så spørger vi ud fra en underliggende diskurs. Når man ikke vil tillade homoseksuelle at adoptere eller lade sig kunstigt befrugte, så taler man ud fra ’det onde barns’ diskurs: Det er de andre børn, der er potentielt onde og farlige for barnet. De vil mobbe det, og det vil blive fordærvet og få et ilde liv.
Når vi taler om computere og medier, så er det tanken om det uskyldige barn, der popper op. Det uskyldige barn bliver ødelagt af at høre og se på vold og sex. Derfor er børns nutidige påklædning også en provokation for de voksne, mænd som kvinder, for især pigernes manglende påklædning udsender seksuelle signaler, som lokker og drager. Jo, barnet skal fastholdes i den englelige uskyldighed, hvor der leges med dukker og bygges med Lego.
I de senere år er der opstået diskurser om det sociologiske barn, som både er et produkt af, men også medskaber af det samfund, det lever i. Barnet opfattes efterhånden som en human being og ikke som en human becoming. Barndommen defineres som en livsperiode med særlige kulturelle, sociale og økonomiske behov.

Alt dette afslører, at man næppe entydigt kan sige, hvad barnets tarv som helhed er. Man må betragte og analysere det konkrete samfunds virkeliggørelse af børns liv – for et barns tarv er væsensforskelligt, om det lever i Afrika eller i Danmark.
I vores del af verden er den traditionelle kernefamilie under opbrud, og det er blevet normalt at leve i andre familiekonstellationer end far, mor og børn. Børn er ligeledes i Danmark i høj grad institutionaliserede, hvilket giver børn stor mulighed for at etablere deres egne subkulturer.
Jeg ser nemlig ikke de små piger klæde sig ud for de unge mænd, men for hinanden. Det er i pigesubkulturen, at mode- og tøjstilen opfindes og udleves, og idealet er de større pigers og voksne kvinders udseende og påklædning.
Nok er børnene spejle af samfundet, men de skaber også deres egen stammekultur, som i dette tilfælde har behov for bart maveskind og nedringede bluser. Nutidens barndom er ikke den samme som fortidens. Der eksisterer flere barndomme side og side både lokalt, globalt, kulturelt og strukturelt.
Hvad skal vi så spørge efter, når vi vil tale barnets sag? Skal vi begynde med at spørge det selv, vel vidende at der ikke findes noget mere konservativt end et barn?
Hvis vi bliver ved de homoseksuelle, så kunne man spørge om, hvilke forskelle der er på en ho-moseksuel families måde at være familie på i forhold til en heteroseksuels? Man kan også spørge om forskellene på en homoseksuel velfungerende familie og en heteroseksuel dysfunktionel familie?
Hvis vi vil tænke børns tarv endnu bredere, bliver vi nødt til at stille mange flere spørgsmål – og måske det vigtigste af alle: Hvordan synes vi, at barndommen skal være?
Vi kunne spørge børnene, som vil svare, at de ønsker mere samvær med de voksne og mere tid i familien. Børn har ikke brug for voksnes moralisering om deres påklædning – voksne må tage ansvar for deres egen seksualitet og ikke overlade det til 10-15-årige piger. De har heller ikke brug for de voksnes moralske kvababbelser om andres seksuelle orientering – som om det er vigtigt i forhold til omsorgen for et barn. De har heller ikke brug for moralisering i forhold til brugen af medier – så tv og pc ud af børneværelset og ind med forældrene.
Et barns tarv skal ses i lyset af den sociale, økonomiske og psykologiske kontekst, barnet er i. Og så må vi voksne tage ansvaret for at skabe en barndom, vi vil være bekendt at servere for de mindste borgere – uden at vores fordomme og uvidenhed bliver til begrundelser for vore handlinger og meninger.

Lene Rugård Jensen
er skoleinspektør på Skårup Skole i Svendborg, cand. pæd.-studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her