Læsetid: 2 min.

EU for lukket

Men ikke mere lukket end møderne i Folketingets Europaudvalg
Debat
28. marts 2003

EU
Danskerne diskuterer form fremfor indhold, udtaler Søren Winther Lundby til en artikel i Information om Det Europæiske Konvent (24. marts). Det er fuldstændig rigtigt – og et enormt problem. Det er derfor, vi gang på gang ender i en mudderkastningssituation, hvor de populistiske og nemme argumenter har alt for frit spil. Men der gøres nu heller ikke meget for, at det skal blive anderledes. Åbenheden mangler desværre stadig fundamentalt! Der tales om det, og der arrangeres møder og konferencer og debatter. Men der gøres ikke noget, der hvor det virkelig betyder noget. I Folketinget – dér, hvor beslutningerne tages, hvor magten ligger.

Dobbeltmoral
Hvor længe skal vi blive ved med at pege fingre ad EU’s lukkede Ministerrådsmøder og samtidig holde møderne i Folketingets Europaudvalg lukkede og ’hemmelige’ – omsværmet af mystik? Det er dobbeltmoral så det klodser! Undskyldningen er, at Danmarks mandat ikke skal afsløres forud for det pågældende Ministerråd. Det er klart, at der må herske en vis hemmelighed, når f.eks. Danmarks interesser er på spil – i hvert fald indtil Ministerrådsmødet har fundet sted. Men hvad med diskussionerne og debatterne? Åbne debatter ville også øge mediernes bevågenhed, for medierne følger jo magten. Og dermed vil befolkningen få adgang til viden om, hvad deres politikere rent faktisk mener. På mange områder, f.eks. miljø, er der jo en klar fordel i at åbne debatterne. Det vil nemlig give NGO’er og andre mulighed for at komme på banen med deres kommentarer til debatten. Dramaet ligger i detajlen, som man siger, altså forskellene mellem partierne, og den går tabt, når vi ikke hører politikernes debatter og diskussioner. Et godt eksempel på lukketheden er afrapporteringerne fra Konventet. Konventets møder er åbne, men afrapporteringerne herfra i Folketinget er ikke. Hvad er det, der er så hemmeligt? I stedet arrangeres høringer, men det giver altså ikke samme effekt!

Tid til fornyelse
Europaudvalget afløste i starten af 1990’erne Markedsudvalget der går tilbage til tiden før Danmarks tiltrædelse til EF. Altså da man skulle tage stilling til om Danmark skulle med i EF eller ej – og på hvilke betingelser. Det var naturligvis en god ide at gøre det på den måde – dengang. Men verden har udviklet sig siden da og i særdeleshed har EU. Det er yderst naturligt, at Folketingets fagudvalg (for miljø, arbejdsmarked osv.) inddrages mere direkte i processen. Det er jo netop derfor, man har fagudvalg, for at udnytte specialiseringen og erfaringen på de enkelte fagområder.
EU’s institutioner står over for en grundig renovation – billedligt forstået – i forbindelse med arbejdet i Konventet og den efterfølgende forfatning for Europa. Det er der ingen tvivl om. Blandt andet skal netop de nationale parlamenter inddrages mere i selve EU-beslutningsprocessen. Måske det også var på tide, at Folketinget fornyede sig?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her