Kronik

EU’s stille krig mod Den Tredje Verden

I dag betaler en EU-familie på fire 8.300 kr. om året for at skade Den Tredje Verden. Synderen hedder landbrugsstøtte. – Op til dagens forespørgselsdebat om WTO
26. marts 2003

I dag betaler en EU-familie på fire 8.300 kr. om året for at skade Den Tredje Verden. Synderen hedder landbrugsstøtte. – Op til dagens forespørgselsdebat
om WTO

Kronikken
Mens verdens øjne er rettet mod Irak udkæmpes der i Genève en anden krig; en krig der kan koste langt flere menneskeliv end USA’s krig i Irak, og som uanset udfaldet vil få vidtrækkende konsekvenser for globaliseringens fremtid. Det er en stille krig, hvor Den Tredje Verdens hovedfjende hedder EU.
Genève er hjemby for Verdenshandelsorganisationen (WTO). WTO er i gang med en ny frihandelsrunde, som de rige lande har lovet også skal være en udviklingsrunde. En vigtig skæringsdato er 1. april, hvor der gerne skulle ligge et grundlag for forhandlingerne på det centrale landbrugsområde. WTO’s chefforhandler Stuart Harbinson har fremlagt et ganske fornuftigt udspil – men EU hat sat hælene hårdt i og står næsten helt isoleret i verden med sine stærkt protektionistiske synspunkter. Udviklingslandene står for det modsatte synspunkt.
Med særdeles god grund. Gigantiske toldmure forhindrer udviklingslandene i at sælge deres landbrugsvarer til os. Tag f.eks. Nordafrika. EU tillader kun import af kartofler fra Algeriet på bestemte årstider. Friske citroner må ikke sælges til EU til konkurrencedygtige, lave priser. Tunesien har højtideligt lovet kun at sælge 100 tons blandet frugtkonserves til EU. Tomater fra Marokko må kun sælges i små mængder og i enkelte vintermåneder. Osv. De skibe, der burde sejle fødevarer over Middelhavet sejler i stedet for med illegale indvandrere. EU’s importbegrænsninger har deres andel af skylden for, at hundredetusinder af unge mænd går rundt i Nordafrika uden arbejde, uden fremtid, uden muligheder. At de er bitre på os rige – det er nemt at forstå.
Det er langtfra hele historien. For udover at bremse de fattiges eksport af landbrugsprodukter sørger EU også for at smadre deres hjemmemarked. Lad os tage til Vestafrika. Her har man haft en blomstrende tomatproduktion med tilhørende dåsetomat-industri. Selv om de kun fik lov at sælge nogle få dåser til EU. Men så førte EU’s tomatstøtte på 2,4 mia. kr. til overproduktion af tomater i EU. Den blev nådeløst dumpet i Vestafrika, hvor den lokale tomatproduktion blev smadret. Fabrikker lukkede og tomat-bønder sultede. I Senegal faldt produktionen med hele 70 procent.

Bedre er det ikke i det sydlige Afrika. På et frit marked ville EU importere masser af sukker fra Den Tredje Verden. Som det er nu uddeler EU nådsensbrød i form af en smule sukkerimport fra f.eks. Swaziland, hvor sukker er den vigtigste afgrøde. Til gengæld dumper EU store mængder sukker i Sydafrika, som ellers er Swazilands store eksportmarked for sukker. Det rammer også Swazilands store sukkervareindustri (chokolade, slik etc.), som nu er i krise på grund af EU’s absurde sukkerordning. Det har kostet over 36.000 hårdt tiltrængte job – i et land der ikke har råd til et ordentligt socialt sikkerhedsnet.
Tager man til Caribien er det gået ud over det lokale kvægbrug, som Danmark ellers har støttet; i Den Dominikanske Republik med
udviklingsbistand til moderne mejerier. Samtidig dumper blandt andet Arla skummetmælkspulver – med store tilskud fra EU – til ubodelig skade for bønder, som troede, at de kunne opnå en rimelig pris for deres mælk.
EU dumper dog ikke kaffe. Man ville sikkert gerne, men Europas klima er altså ikke til kaffe. Kaffe er et af de alt for få produkter, som Den Tredje Verden får lov at sælge til os. Derfor er der rigtig mange, der dyrker kaffe. Det har fået prisen til at styrtdykke. Så meget, at det på kort sigt ville være en god ide, hvis verdenssamfundet betalte for at destruere en vis mængde kaffe.
På langt sigt er den rigtige løsning liberalisering: Jo flere produkter udviklingslandene frit kan sælge til os, jo mindre trængsel bliver der på f.eks. kaffemarkedet.

Det forslag, som Harbinson fra WTO nu har fremlagt, tager godt fat på disse problemer: Toldmurene skal være mindre, og dumpingtilskuddene
(i teknokratlingo: eksportrestitutionerne) skal udfases over højst ni år. Også andre former for støtte, som forvrider produktionen skal begrænses – men der vil fortsat være mulighed for at give andre former for støtte. Udviklingslandene får lempelige regler, og de fattigste lande (LDC) får særdeles lempelige regler.
Det kunne og burde selvfølgelig være endnu bedre set med Den Tredje Verdens øjne. Men vores vurdering er, at Harbinson har forsøgt at leve op til løfterne fra WTO-topmødet i Doha for halvandet år siden, hvor de rige lande hårdt presset lovede en handelsrunde til gavn for de fattige. En udviklingsrunde. Baggrunden var en enorm bitterhed i Den Tredje Verden, der med fuld ret følte sig snydt og bedraget af de rige lande i den forrige frihandelsrunde (Uruguay-runden).
Harbinsons forslag er blevet gennemregnet af fødevareøkonomer i et verdensomspændende samarbejde, som det danske Fødevareøkonomisk Institut er med i: U-landene vil få en gevinst, der i størrelsesorden kan sammenlignes med den samlede udviklingsbistand. 1) Beløbet er så stort, at det (i teorien) vil kunne fordoble indkomsten for over 100 millioner af verdens fattigste mennesker.
Her er der virkelig tale om udvikling gennem handel. At en række u-lande forlanger endnu mere liberalisering er både forståeligt og fornuftigt. Men at EU kalder forslaget for vidtgående er dybt, dybt pinligt. Herhjemme ved man, hvor man har Venstre: I hylekor med de mest forbenede anti-liberalister. Fødevareminister Mariann Fischer Boel har kaldt Harbinsons i virkeligheden moderate forslag for skrapt, voldsomt og lemlæstende.
Forkert! Det er EU’s nuværende landbrugspolitik, der er ikke alene lemlæstende, men direkte dødbringende for millioner af mennesker i Den Tredje Verden, der dør, fordi de ikke har råd til nok mad, til rent vand, til bare elementære sundhedsydelser – fordi de holdes nede i fattigdom af den rige verdens bonde-protektionister.

Nu er det nok! Som anstændige mennesker må vi sige stop. Og det er endda i vores egen interesse som forbrugere og skatteydere. I dag betaler en EU-familie på fire 8.300 kr. om året for at opretholde en stærkt skadelig landbrugspolitik. Harbinsons forslag vil betyde kæmpegevinster også i de rige lande. Danmark vil få en gevinst på ca. fem mia. kr. om året. Og det siger det store regeringsparti nej til, fordi en række bønder sidder tungt på partiapparatet. De unge liberalistiske løver i Venstre har vist sig at være landmandsstyrede lam.
USA har valgt en linje, der ligger meget tættere på u-landenes position. Næppe af altruisme, men fordi USA modsat f.eks. Frankrig og Danmark har indset, at det også er i de rige landes interesse at gøre noget ved alvorligt ved landbrugspolitiken. Fødevareøkonomisk Institut kan konkludere: »Store dele af EU tror, at de er mere venner med udviklingslandene end resten af verden [men] disse [EU-]lande er isoleret og i stærk opposition til udviklingslandene i WTO«. 2)
Dette forkerte indtryk nurses bevidst af EU’s landbrugskommissær Fischler, der netop afviste Harbinsons udspil med, at »der ikke er tale om et instrument til differentieret adgang til gavn for DenTredje Verden«. Det har intet med den reelle grund at gøre. Fischlers figenblad er, at Harbinsons forslag, som ganske vist er til gavn for millioner af fattige, faktisk rammer de allerfattigste lande (LDC). Disse påføres samlet et tab på 200-250 mio. dollars. Årsagen er, at disse lande i dag har en fortrinsadgang til blandt andet EU’s markeder, og at værdien af denne fortrinsadgang bliver relativt mindre, når også de næstfattigste lande får friere adgang.

Men figenbladet understreger kun hykleriet. Hvis EU afsatte bare én procent af EU’s gevinst ved Harbinsons forslag kunne man kompensere de fattigste lande fuldt ud. Ja, alene de penge, EU’s skatteborgere i dag betaler for, at de fattige lande kan få fortrinsadgang til EU’s sukkermarked kunne kompensere de fattige lande tre gange for tabet ved Harbinson.
Så EU holder reelt de fattigste lande som gidsel for sine egne snævre landbrugsinteresser. Bekvemt nok udgør de fattigste lande alligevel ikke nogen ’trussel’ mod EU’s landbrugsordninger! F.eks. udgør deres sukkereksport kun ca. en procent af EU’s egen sukkerproduktion.
Det, disse fattige lande har brug for, er primært udviklingsbistand. Ikke mindst til at udbygge deres infrastruktur, så deres landbrugsprodukter rent fysisk får adgang til verdensmarkedet. Så de kan begynde at få mere glæde af et liberaliseret verdensmarked.
Mens WTO’s udspil kunne være endnu bedre for u-landene, må vi konkludere, at EU fører en stille, men brutal, krig mod den tredje verden. I EU tilbyder vi frihandel til de fattigste, der først har brug for bistand – og protektionisme og dumping til de næstfattigste, der har brug for frihandel. Det er for ringe.

*Mere på www.liberalt-landbrug. dk

1) Godt 17 mia. dollar går med sikkerhed til u-lande. Desuden går knap 40 mia. dollar til »andre lande«; en gruppe der udover u-lande også omfatter rige lande som Australien, New Zealand og Canada. Til sammenligning ydes ca. 50 mia. dollar i u-landsbistand. Jf. »Note om the Harbinson Draft.....« af 11. marts 2003, som kan downloades fra www.foi.dk

2) »Where Doß Developing Countries Go After Doha« som også kan downloades fra www.foi.dk. Analysen er ganske vist udarbejdet i 2002 før Harbinson kom med sit udspil, men beskrivelsen er uden tvivl stadig gyldig, jf. kilden i note 1.

*Nis Graulund er økonom i SF
*Jørn Jespersen MF og landbrugsstøtte- afviklingsordfører for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu