’Faber est suae quisque fortunae’

KOMMENTAR
Udtrykket ’enhver er sin egen lykkes smed’ bliver ofte hevet frem som et samlebegreb for al forråelse og mangel på næstekærlighed. Det værst tænkelige er et samfund, hvor enhver er sin egen lykkes smed – og underforstået: ligeglad med alle andre. Der sættes altså lighedstegn mellem dét at tage ansvar for sit eget liv og dét ikke at ville tage ansvar for fællesskabet.
Denne kobling er udtryk for en utrolig intellektuel slaphed. Ingen erfaringer fra hverdagen underbygger den. Tværtimod. De mennesker, som får noget ud af deres eget liv, er typisk dem, der også har overskuddet til at være noget for andre. For eksempel viser børneforskningen, at de gladeste børn ikke dem, hvis forældre tilbringer mest tid sammen med dem. De gladeste børn er dem, hvis forældre er glade. Og set ud fra et økonomisk perspektiv, er det de mennesker, der
tjener mest til sig selv, som også afleverer mest til fællesskabet – ikke kun via skatten men også gennem deres forbrug og – i bedste fald – de arbejdspladser, de skaber.
Forholdet mellem individ og fællesskab er ikke et enten-eller men et både-og. Jo større krav fællesskabet stiller til individets eget ansvar, jo større krav kan individet tillade sig at stille til fællesskabet.
Vi gør ikke nogen som helst en tjeneste ved at fratage dem ansvaret for egen lykke. For hvem skal smede min lykke, hvis ikke jeg selv? Lykken skabes ikke af de ydre forhold, såsom materiel tryghed og lige muligheder for alle. Det har – om noget – udviklingen af velfærdsstaten vist os. Ja, vi er inde ved selve kernen af velfærdsstatens problem. Det kollektivistiske lykkebegreb er utroligt materialistisk – måske som følge af arven fra Karl Marx. Velfærdsprojektet har fejlet, fordi lykke ikke kommer udefra. Samfundet kan ikke gøre dig lykkelig. Fællesskabet kan ikke gøre dig lykkelig. Ikke engang børn kan gøre dig lykkelig. Hvis du tror noget andet, så se dig omkring. Er alle forældre lykkelige? Nej, mange er ulykkelige – selvfølgelig ikke på grund af deres børn, men på trods af dem. Ulykkelige forældre er beviset på, at ingen ydre ting kan sikre dig lykke. Enhver er sin egen lykkes smed.

Alle utopierne bygger på en formodning om, at der er en vej til lykken. Men i virkeligheden er det lykken, der er vejen – for at citere Wayne Dyer. Lykke er noget, der kommer indefra. Det er troen på fremtiden og optimismen, der skaber fremdriften og lykken. Og ikke det omvendte. Hvis jeg ikke tør vælge livet, kan ingen socialdemokratisk velfærdsstat redde mig. Og på den måde er vi hver især vores egen lykkes smed.
Denne erkendelse har intet med manglende ansvarsfølelse overfor andre at gøre. Hvis du lider nød, så skal fællesskabet selvfølgelig træde til. Der er næppe én ud af 10.000 danskere, som ikke ville skrive under på dette. Uenigheden opstår, når langt hovedparten af velfærdspengene går til mennesker, der netop ikke er i nød. Fællesskabet bruger en stigende andel af sine ressourcer på at hjælpe mennesker, der ikke har brug for hjælp. Pointen er, at de (og vi) ikke bliver lykkeligere af den grund. Tværtimod. Lykke er ikke en tilstand men en proces. Lykke er noget, man stræber efter – ikke noget man opnår. .