Læsetid 9 min.

Den farefulde færd ind i klienten

Socialarbejdere vil gerne ’nå ind til’ deres klienter. Men den megen følsomhed fokuserer på problemer snarere end løsninger. – En morderisk kritik af socialsystemet lige nu
21. marts 2003

Kronikken
Socialt arbejde handler om at forandre klienter og deres livssituation, så de kan bringes væk fra den afhængighed, de har af det offentlige system.
I forhold til at hjælpe en klient med at blive selvforsørgende (som meget socialt arbejde handler om), kunne man godt ledes til at tro, at arbejdet først og fremmest ville dreje sig om f.eks. at rette blikket mod arbejdsmarkedet – ikke klienten – så det var helt klart for socialarbejderen, hvilke job, der rent faktisk var mulige i den enkelte klients særlige situation.
Måske fordi den første øvelse ikke fremstår helt let, flyttes fokus i mange sammenhæng over på klienten og dennes forestillede problemer. Forandringsarbejdet kommer derfor ofte til at dreje sig om, at ændre på klientens psykosociale situation. Klienten antages nemlig at være i en art krisetilstand, der skal bearbejdes.
Det er klart, at det ikke i alle situationer er forkert at fokusere på klientens (problematiske) sociale situation, men når det lige præcis i alle situationer bliver det oplagte fokuspunkt for socialarbejderen, bliver denne praksis meget problematisk.
For klienter er jo hverken værre eller bedre mennesker end andre og har derfor, som alle, andre også en række 'lig i lasten’, der byder sig til som ’naturlige’ emner for socialarbejderen.
Dette mere psykosociale forandringsarbejde indebærer, at socialarbejderen lærer klienten ordentligt at kende – udtrykt med socialarbejdernes egne ord, skal de ’nå ind til’ klienten.
Hvis en klient er svær at ’nå ind til’ er klienten automatisk også en af de ’fastlåste’, en af dem med ’modstand på’, som de siger.
Modstanden ses dog samtidig også som udtryk for at klienten reagerer helt naturligt på sin svære situation. Hvis klienten derimod er åben over for socialarbejderen og ærlig om sig selv – og endda vælger at tale om problematiske områder – er klienten ’flytbar’, og forandringsarbejdet får lettere kår.
I disse tilfælde har klienten ’indset’ sin situation, og der er dermed banet mulighed for socialarbejderens færden ’ind i klienten’. ’Det indre’, socialarbejderen søger, bliver dermed reduceret til problematiske forhold af psykologisk karakter.
En socialarbejder fortalte mig i et interview, at arbejdet i den revalideringsinstitution, hvor jeg mødte hende, kort fortalt drejede sig om at spørge ind til:
»Man kan have ondt i knæet uden at der er nogen årsag til, at man har ondt i knæet. Men samtidig er man måske blevet skilt, eller nogen i familien er død. Hvis jeg så ligesom mener, at der er nogle andre ting, så må jeg så spørge ind til uden at sige, jeg synes sådan og sådan. For det kan jeg aldrig nogensinde gøre. Men det er noget med at spørge ind til.«
Klientens indre (der skal bearbejdes) kan imidlertid godt resultere i modstand fra klienterne, der som resultat får mærkatet ’fastlåst’ eller slet og ret ’klient med modstand på’.
Dette er klienter der måske ikke mener at socialarbejderen har ret i at ’det er nogle andre ting’ end f.eks. smerten i knæet, der er galt.
I forhold til denne gruppe klienter løses modstanden ved at gøre den helt naturlig. Det er nemlig klart at en klient vil vise vrede og anden modstand, hvis klienten lige har været igennem en skilsmisse, oplevet et dødsfald eller andre svære situationer.
Antagelsen er at derinde – måske langt inde i klienten – er der en ’indre positiv kerne’, som lige nu er bremset af en masse dårligdom.
Betegnelsen ’indre positiv kerne’ stammer fra Per Revsteds populærvidenskabelige bog Ingen er håbløs fra 1995 (oprindelig udgivet i 1986), genoptrykt i 2001.
I følge Revstedt har alle klienter en ’indre positiv kerne’, som socialarbejderen skal hjælpe med at befri. Socialarbejderen skal ’give næring udefra til klientens positive kerne’, der ofte (naturligt) vil forsøge at modvirke en forandring. Ifølge Revstedt vil den modvillige klient

»forsøge på enhver måde at undgå en forandring, samtidig med at han af hele sit hjerte ønsker den. Klienten beskytter sig mod pinefulde følelser og smertelig indsigt, samtidig med at han gerne vil have hjælp (…) Den latent motiverede har jo som tidligere nævnt fastlåste meninger om verden og sig selv. Klienten vil beskytte sig mod at ændre sine forestillinger, samtid med at han beder om hjælp.« (Revsted 1995, s. 60+63 - min fremhævning).«

Et iboende egenskab ved den modvillige klient er altså at han forsøger at ’undgå en forandring, samtidig med at han af hele sit hjerte ønsker den’.
Mange forskere har problematiseret en naturalisering af klientens modstand – f.eks. med begreberne ’ond cirkel’ eller ’Catch 22’ – der, som betegnelserne signalerer, bevirker, at klienterne fanges i en situation, de ikke kan bryde ud af.
Den forventelige (og vel nærmest positive) modstand socialarbejderen kan se frem til, skyldes som sagt at klienten i virkeligheden – her er ’virkeligheden’ altså defineret af socialarbejderen – vil beskytte sig mod at ændre sine forestillinger.
Arbejdet antages imidlertid ikke kun at være smertefuldt for klienten. Også socialarbejderen må regne med at skulle involvere sit følelsesliv i sin færden ind i klienten. Socialarbejderen skal nemlig ifølge Revstedt (s. 54+55) både »blive vred, bedrøvet og skuffet over, hvordan klienten behandler sig selv. Man står ikke neutral overfor klientens situation (…) Han kan blive ked af det, fortvivlet eller vred over klientens måde at løse sine problemer på, eftersom det ikke er ligegyldigt for ham, hvordan det går med klienten.«
Det er meget vigtigt, som Revstedt slår fast, at socialarbejderen reagerer følelsesmæssigt ærligt på klienten – ’hjertet skal være med’.
Under mine feltophold blev jeg ofte forundret over den følelsesbetonede retorik, mange socialarbejdere anvender, når de beskrev deres arbejde til mig. F.eks. giver en socialarbejder følgende beskrivelse af en klient, der var utilfreds over den beskrivelse, institutionen havde udarbejdet om ham og sendt til hans kommune:
»Jeg skrev ikke, at han havde drukket…(griner)… fordi det ville jeg have svært ved at skrive, ikke. Men han lugtede af alkohol. Det ville jeg godt stå inde for, at det gjorde han. Og det havde vi snakket om… Vi havde skændtes om det på personalemøderne. Andre klienter kom og klagede, og det måtte jeg jo sige til ham. Så skrev han et smædebrev. ’Hvordan jeg kunne tillade mig at skrive sådan’. Og altså klagede over mig, ikke. Jeg snakkede så med rådgiveren. (…) Vi snakkede så om, hvad gør vi. Altså gik beskrivelsen igennem. Altså er der noget, jeg synes skal være anderledes. Og det var meget centralt, om han drak, fordi… Altså ok, jeg behøver ikke at pege fingre, men han sagde, at han fik sådan nogle besvimelsesanfald. Og han skulle til psykolog, fordi han sagde også, at han kunne ikke huske. Og han havde været trykker – eller trykkeriarbejder eller hvad sådan noget hedder, ikk’. Og han mente jo nok, at det var derfor. Og jeg syntes nemlig godt, at han kunne huske. Eller jeg havde ikke fundet noget påfaldende. Ja, der var nogle dage, han var lidt sløret i det. Det var jeg sgu da nødt til at beskrive lidt om det. Så vi valgte at gå det igennem og så blev der ikke rettet i det. Så skrev vi tilbage, at han måtte skrive sin vurdering – altså han måtte svine mig til, hvis han havde brug for det.«
Denne socialarbejder har gjort præcis, som Revstedt ønsker. Hun har engageret sig følelsesmæssigt i sit arbejde; hun har sammen med sine kolleger ’skændtes’ ved de ugentlige personalemøder, modtaget et ’smædebrev’, næsten ’peget fingre’ af klienten og opfordret ham til at gå videre med sin sag og ’svine hende til’, hvis han (også?) havde brug for det.

En anden socialarbejder, jeg har interviewet, fortæller om en klient, som efter sigende ’sender alt ud’ (og som derved også reagerer normalt og rigtigt). I det konkrete tilfælde skyldtes det – ifølge socialarbejderen – at klienten ikke ville deltage i et evalueringsritual, hvor en gruppe klienter skulle tale om deres privatliv, ’om hvem de tænkte på, og hvad der optog dem lige nu, og hvad de snakkede med deres ægtefæller eller venner om derhjemme’, som hun fortalte umiddelbart inden denne beskrivelse af den besværlige klient:
»Hun (klienten) er jo meget, meget, meget udadvendt. Altså hun sender alt ud. Og det gjorde hun lige med det vuns. (…) Og der skal vi jo stille op som de professionelle og lade være med at sige: ’Ved du hvad. Tag og luk røven, moster. Jeg gider fandeme ikke at høre på dit bræk. Det kan du gå hjem og smide i hovedet på din mand’. Så kunne jeg jo godt sige, hvis jeg skulle reagere med ’mig selv’ – sådan hvis du pludselig sagde sådan til mig, ikk’. Altså, men det gør jeg jo ikke. Jeg siger: ’Ved du hvad, jeg spørger sådan set bare af nysgerrighed. Og der er mange andre her i rummet, som ikke har hørt det, du har fortalt mig. Så derfor spørger jeg dig’. Altså jeg prøver virkelig på en ordentlig måde at… Men det efterlader jo inde i mig en aggression i virkeligheden – eller en sårethed.«
Denne socialarbejder styrer sine følelser (er hun dermed trods sin egen beskrivelse ved at miste sin professionalisme?), så hun ikke siger det, hun egentlig har lyst til, nemlig, at den kvindelige klient skal ’lukke røven’ og gemme ’brækket’ til manden der hjemme.
Også denne socialarbejder lever (næsten) op til de fagidealer, Revstedt skitserer:
Hun lader sig efterlade i en ’sårethed’ med aggressioner, men reagerer dog ikke følelsesmæssigt ærligt i situationen, som Revstedt gerne havde set.
Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at hun følelsesmæssigt er engageret i arbejdet, men vælger i dette tilfælde dog at gemme sine følelsesudbrud til kolleger og til mig i interviewet.

En tredje socialarbejder fortæller hvor vigtigt det er at klienterne har det ’rigtigt, rigtigt skægt’ og ’jorder’ og ’håner’ hende, hvis det er det de har behov for. Men siger dog afslutningsvis i interviewet at arbejdet kræver langt mere supervision end den, de bliver tilbudt.
Det kan tilsyneladende være ganske opslidende at arbejde med ’fastlåste’ klienter med ’modstand på’. Klienter, der måske bare ønsker at fokusere på f.eks. de smerter, de oplever dagligt.

Færden ’ind i klienten’ er således både smertefuld for klienten og socialarbejderen.
Begge parter vil føle modstand, og det er naturligt. Modstanden er nemlig ifølge Revstedt et tegn på at arbejdet bevæger sig den rigtige vej. Når arbejdet relaterer sig til et privat og intimt rum, hvor alle parter optimalt set bør ’smide masken’, og hvor alle følelser både er velkomne og påkrævede, afstedkommer det undren (læses som modstand af socialarbejderne) fra nogle klienter.
Følelsesorienteringen – privatisering af den offentlige sfære – bevirker nemlig at arbejdet (og dialogen mellem klient og socialarbejder) kommer til at dreje sig om mange andre områder, end de områder, som klienterne og andre udenforstående måtte opfatte som oplagte.

Spørgsmålet er derfor, om det gavner det sociale arbejde og i særdeleshed klienternes situation, når (og hvis) socialarbejderne engagerer sig så totalt i arbejdet, som Revstedt anbefaler.
Det er tænkeligt, at et så hedt og totalt engagement kan resultere i at både socialarbejdere og klienter nedbrydes, så de i fællesskab skal bygges op i andre projekter, hvor nye socialarbejdere som resultat slides op osv. osv.
Der er en anden alvorlig konsekvens af denne krævende interaktionsform: At den asymmetri, der karakteriserer relationen mellem klient og system, bliver tilsløret. I bogen Det magtfulde møde mellem system og klient fra 2002 viser en række forskere, hvor galt det kan gå, når myndighedsfunktionen i deres arbejde nedtones (hvilket altid vil være en konsekvens at det totale engagement, Revstedt anbefaler) til fordel for den hjælp, der naturligvis også er og bør være en vigtig del af deres arbejde.
I sådanne situationer skjuler den magt, socialarbejderen som myndighedsperson har over klienten, sig i den følelsesorienterede ’ærlige’ kontaktform og bliver dermed usynlig for både socialarbejder og klient.
Hermed er der skabt det værst tænkelige udgangspunkt for samtalen mellem en klient og en socialarbejder.

*Nanna Mik-Meyer
Ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut og SFI. Hun har bidraget til antologien ’Det magtfulde møde mellem system og klient’, der udkom på Aarhus Universitetsforlag i september 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu