Fredsbevægelsen efter Irak

INTERNATIONAL
Protesterne mod krigen i Irak er af historisk betydning, for de er uden fortilfælde, hvad angår størrelse, omfang eller målestok. Det er den første virkelige globale reaktion på en politisk handling. Millioner af mennesker er gået på gaden i Vesteuropa, Nord- og Sydamerika, Fjernøsten,
Australien og New Zealand, og i sidste uge eksploderede de arabiske gader med den største spontane demonstration nogensinde set i Cairo siden Nassers begravelse.
Hvilken indflydelse vil den krig, som nu hærger i Irak, få på fredsbevægelsen?
De falske venner (som optræder som ven i gode tider, men svigter hvis man kommer ud i vanskeligheder, som i Storbritannien symboliseres af den patetiske og vattede leder for de liberale, Charles Kennedy) vil naturligvis falde fra, men alligevel vil fredsbevægelsen vokse i styrke og målrettethed.
USA’s besættelse af Irak vil gøre det nødvendigt at ændre taktik, men fredsbesættelsens grundlæggende målsætning vil ikke ændre sig. Langt størstedelen af verdens befolkning er blevet klar over, at den virkelige trussel mod fred og stabilitet ikke kommer fra diktaturernes udtømte våbenlagre men fra det amerikanske imperiums rådne hjerte eller dets regionale medløbere (Israel og Storbritannien). Det er denne nye bevidsthed om verdens virkelighed, som har radikaliseret en hel generation over hele kloden. De, som accepterer de officielle forklaringer på krigen, kan simpelthen ikke forstå modstanden mod krigen. Det handler ikke om at støtte Saddam, men afspejler at man nægter at tro på de usandheder, som kommer fra Bush, Rumsfeld og Blair og deres forsvarere i medierne. Bortset fra i USA tror få borgere andre steder på, at Iraks yderst sekulære Ba’ath parti har nogen forbindelse med Osamas bande. Og hvad angår masseødelæggelsesvåben, så befinder det eneste kernevåbenlager i området sig i Israel. Og selv hvis Saddam havde kapacitet til at erhverve sig disse våben, så har en imperialistisk prinsesse allerede påpeget, at det ville være en formålsløs handling.
I januar/februar nummeret af Foreign Affairs skrev USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice blandt andet: »Den første forsvarshandling bør være en klar og klassisk udtalelse til skræk og advarsel: Såfremt de skaffer sig masseødelæggelsesvåben, vil disse våben være nytteløse, fordi ethvert forsøg på at bruge dem vil betyde en udslettelse af deres land«.
I år 2000 hed det ’nytteløse’, men nu skal Saddam Hussein fjernes ved en invasion af Irak og et bombardement af irakiske byer, førend han end anskaffer sig disse våben. Som mange andre påskud for denne krig giver det ingen mening og giver derfor næring til en bredspektret opposition. Det, som tilsyneladende er sket, er, at en Christian-Jacobi-faktion fra republikanernes yderste højrefløj (støttet af en hård kerne af zionister) har udnyttet 9. september til at erobre Det Hvide Hus, Pentagon og justitsministeriet. Målet er at forfølge en dristig imperialistisk dagsorden, hvori besættelsen af Irak betragtes som det første skridt på vejen. De næste i sigtekornet er Iran og den koreanske halvø. Faktionens talsmænd er, sammenlignet med den opblæste tomme retorik fra deres New Labour spytslikkere, forfriskende ligefremme: for at sikre USA’s hegemoni vil de bruge væbnet magt, hvor og hvornår det måtte være nødvendigt. At europæerne vrider hænder rører dem ikke det fjerneste.

Hvis FN ikke kan bruges som et værktøj for USA’s magt, så bør FN droppes indenfor en overskuelig fremtid. Og på den anden side kan man argumentere, at hvis FN er genetisk ude af stand til at forhindre forebyggende angreb fra imperialistiske slyngelstater, som åbenlyst overtræder FN-bestemmelser (eller simpelthen ratificerer besættelsen af Irak og bliver en form for salgsservice for imperiet), så er det på tide at overveje mere virkningsfulde arrangementer. Oprettelsen eller styrkelsen af eksisterende regionale organisationer ville være et logisk næste skridt. . Det var første gang, at manglende enighed mellem kernen i EU og USA udviklede sig til en offentlig splittelse og medvirkede til at polarisere den offentlige mening både i Europa og i Nordamerika. Dertil kommer, at det tyrkiske parlament forstyrrede krigsindsatsen, og den canadiske premierminister tog afstand fra krigen i skarpe vendinger. Oppositionen i disse lande er begrænset (kun Belgien nægter at give tilladelse til overflyvning i luftrummet over Belgien), men at den overhovedet eksisterer markerer et vendepunkt i forholdet mellem Europa og USA. Angrebet på Irak vil få globale konsekvenser, og en modstand mod imperiet er uundgåeligt. Det er kun timingen, der er uenighed om. Hvilken betydning vil det få for fredsbevægelsen?
En model for, hvad dagens systemkritikere bør gøre, blev påvist i det 19. århundredes sidste år. Mark Twain, som var oprørt over den chauvinistiske reaktion på studenteropstanden i Kina samt USA’s besættelse af Philippinerne, mente, at imperialismen var hele problemet. Den måtte bekæmpes. Hans opfordring førte til et gigantisk stormøde i Chicago i 1889, hvor den amerikanske anti-imperialistiske liga blev dannet. På to år fik den over en halv million medlemmer, deriblandt nogen af de mest talentfulde forfattere og filosoffer i USA (Henry James, Charles Elliot Norton, W.E.B. Dubois, William Dean Howells, Frederic Douglass. JR., etc.)
I dag er USA den eneste imperialistiske magt, så vigtigheden af en global anti-imperialistisk liga kan ikke understreges nok, men det er den amerikanske deltagelse i en sådan organisation som vil være afgørende. Modstanden kan kun blive politisk.
Historiens gang med imperiers fremkomst og undergang har lært os, at det først er når imperiets egne borgere mister troen på virkningen af uendelige krige og permanente besættelser, at bæstet imploderer. World Social Forum (som hvert år er vært for bevægelsen over alle bevægelser) har indtil nu været koncentreret om de multinationale selskabers og de neo-liberale institutioners magt. Men Friedrich von Hayek, inspirator til Washington Consensus troede fuldt og fast på, at krige understøttede det nye system. World Social Forum bør overveje at organisere em kampagne mod USA’s tilstedeværelse i 120 lande. Når det kommer til stykket, er økonomi blot en koncentreret form for politik, og krig er en videreførelse af begge dele blot med andre midler.

*Oversat af Runa Trosborg