Læsetid: 4 min.

Grove generaliseringer

Amerikanere er fra Mars, europæere er fra Venus, siger analytikeren Robert Kagan og har dermed sat ord på en af de største modsætninger i det transatlantiske forhold
Debat
26. marts 2003

INTERNATIONAL
Den store pressesal midt i Wien er fyldt op. Det er forår 2002. I vindueskarmene sveder journalister i solen, mens en historikerkommission opruller rædslerne: Lidt over 200.000 mennesker blev efter Østrigs ’Anschluss’ til Tyskland i marts 1938 forfulgt, fordrevet og slået ihjel, fordi de var af jødisk afstamning. Deres formuer blev beslaglagt, deres lejligheder overtaget, deres virksom-
heder opløst. I efterkrigs-tiden blev der vedtaget restitutionslove, men for eksempel ingen, der gav er-statning for tabte lejerettigheder eller ophavsrettigheder. Den erstatning, der blev givet, var lav og svær at få, viser de nye forskningsresultater.
Den polske by Jedwabne har de seneste år været et stridspunkt, efter at en forsker i bogen Naboer beskrev, hvordan indbyggerne den 10. juli 1941 torterede og myrdede 1.600 af deres jødiske naboer, og siden tørrede ansvaret af på tyskerne.
Østrig er en del af det ’gamle’ Europa, der i disse dage lægger afstand til USA. Polen skulle forestille at være det ’nye’, der følger amerikanerne på krigsstien. Antisemitisme i sin mest blodige form har de to lande til fælles.
Kontinentets historie og den krigsmodstand, amerikanerne ser som europæisk støtte til araberne, er i øjeblikket med til at bekræfte en af de amerikanske stereotyper om europæere. De er dekadente, småracistiske antisemitter.
Denne fordom modsvares af en europæisk; nemlig at jødiske lobbyer styrer USA’s politik i Mellemøsten, og at krigen mod Irak er blevet trumfet igennem af blandt andre jødiske neokonservative amerikanere.

Europa er sygt
Tidsskriftet Foreign Affairs behandler i det seneste nummer de misforståelser, der optræder i forholdet Europa-USA. Her citeres Mortimer Zuckerman i U.S. News and World Report: »Europa er sygt igen.. På en eller anden måde har antisemitisme i Europa slået enhver anden ideologi og fordom i styrke og udholdenhed. Fascismen kom og gik; kommunismen kom og gik; antisemitismen kom og blev. Og nu er den blevet genoplivet,« skriver Zuckerman.
Europæerne stiller sig på deres side uforstående overfor, hvad de ser som amerikanernes ensidige støtte til Israel og manglende vilje til at skubbe en fredsløsning igennem, der én gang for alle kunne bilægge striden mellem israelere og palæstinensere. Selv USA’s mest loyale allierede, Tony Blair, har gang på gang understreget, at løsningen af det palæstinensiske problem er afgørende i krigen mod terror.
Derfra er skridtet ikke langt til at antyde, at medarbejdere i Bush-administrationen som Paul Wolfowitz og Richard Perle, der har jødisk baggrund, i virkeligheden er bugtalere for Israels interesser i Mellemøsten. Shirley Williams, en fremtrædende britisk intellektuel, beskrev foran House of Lords den amerikanske regerings handlinger som fremskyndet af et fundamentalistisk kristent og et fundamentalistisk jødisk pres. Kommentatoren John Lloyd skriver i Financial Times, at nogle prominente europæere ytrer sig så voldsomt mod israelske aktioner, at det ville være næsten umuligt at forestille sig noget lignende i den brede amerikanske debat. Lloyd mener dog også, at den gamle antisemitisme virkelig er gammel. Og at den nye kun skaber afsky og afstandtagen fra de europæiske eliter, og ingen tiltrækningskraft synes at have på masserne.

Kølig reaktion
Har han ret? Eller har antisemitismen blot været gravet ned i Centraleuropa i 50 år for nu at springe ud og forpeste europæernes demokratiske strukturer endnu engang?
Den israelske stats koordinationsforum for at modvirke antisemitisme beskriver en øget voldsomhed i angreb på jøder og jødiske bygninger i Europa i 2002. Angrebene bølger op med intifadaen, først og fremmest i Frankrig, hvor gerningsmændene er nordafrikanske indvandrere. The Economist beskriver den samme tendens, men konkluderer, at antisemitisme langt fra er et samfundsmæssigt udbredt fænomen. Tværtimod er det omtrent lige så socialt acceptabelt for den gennemsnitlige europæiske diplomat eller journalist at udtrykke antisemitisme, som det er at spytte på chefens gulvtæppe, skriver tidsskriftet.
EU’s overvågningscenter for racisme og fremmedhad anser åbenbart heller ikke antisemitismen for at være et større problem, end at centret endnu ikke råder over dokumentation på området. En rapport skulle dog være på vej i løbet af foråret.
I det hele taget synes den europæiske reaktion at være temmelig kølig over for amerikanske beskyldninger om antisemitisme. I mange europæiske lande er den jødiske gruppe så lille og så velintegreret, at de fleste ikke-jøder kun har en ringe ide om jødiske medborgeres eksistens og vilkår. Affæren med FDP-politikeren Jürgen Möllemanns kritik af Israel ved efterårets valgkamp i Tyskland viste, at nogle ønsker at benytte antisemitisme politisk. Men Möllemann er nu færdig i tysk politik.
I Wien er den store pressesal nu kun halvfuld. Forårssolen skinner stadig. Denne gang på den allerede solbrune østrigske højrepolitiker Jörg Haider. Han præsenterer sin bog Gæst hos Saddam om tre Irak-besøg i 2002. Nøje timet til den anden Golfkrigs begyndelse ville Haiders stunt for blot et par år siden have trukket mediemasser. Efter valgnederlag sidste år må han, ligesom Möllemann, erkende, at man ikke vinder valg med antisemitisme i Europa.
Alle andre bør indse, at man ikke vinder fremgang i forholdet USA-Europa gennem gensidige beskyldninger om antisemitisme og jødisk fundamentalisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her