Hr. og fru Danmark – her er dit liv

Kronikken
I aften løber Danish Music Awards 2003 af stabelen i Forum. Nominerede som Saybia, Raveonettes, Junior Senior, Jupiter Day m.fl. har skabt begejstring i udlandet, og dansk rytmisk musik vejrer morgenluft efter flere år i tørke.
Men de nye navne er også krystalklare eksempler på en hæsblæsende jagt efter at få del i det globale engelsksprogede marked. En tendens, der i stigende grad har domineret musikmiljøet, siden Gnags og generationens andre vilde kaniner tabte pusten i slut-80’erne.
Rock-popnavne på dansk burde igen træde frem og skabe en modvægt til tidens fjerne MTV-udtryk. For længe har den dansksprogede genre været en niche for retrodyrkende nostalgikere eller intellektuelle med hang til sprogets krinkelkroge.
I de neonfarvede 80’ere kreerede navne som Kim Larsen, Anne Linnet, TV-2, Tøsedrengene, Shu-bi-dua, Søs Fenger osv. en sprudlende bølge af sange om Hr & Fru Danmark, barndommens gade og slingreture på Vestergade.
De folkekære navne byggede videre på en dansk sangtradition, kredsede om det nære i tilværelsen og understregede samtidigt stolt, at vort modersmål er dejligt. Selvom mange af teksterne kun handlede om at elske kæresten for evigt eller om hjerter i tusinde stykker, så nåede det danske »jeg elsker dig« direkte ud til Vestergaderne i både Århus, København og i sovebyerne – og altid med en helt igennem oprigtig tone.

I 90’erne var musik på dansk et leverpostejsfarvet indslag, man kun dyrkede i det udvandede Melodi Grand Prix eller en gang om året rundt om juletræet. Via MTV-værter med Londonlook vendte teenagerne hungrende blikket ud mod den flimrende postmoderne verden og dens storforbrug af navne inden for Brit-pop, Grunge, Trip-Hop, Techno, R’n’B osv. Mulighederne var uendelige og Danmark totalt kikset. Hovedsproget på den danske rytmiske scene skiftede til engelsk, og ved at hugge ord og sætninger fra de udenlandske idoler fik man en stor del af deres kultur med i købet. Via sølvflammer som Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir, Inside the Whale m.fl. blomstrede en ny global identitet op med »Jamie Fame Flame« og »Keith, the Hamster« i stedet for »Nana« og »Hvalen Valborg«.
I dag fortsætter de fleste musiknavne 90’ernes linje. Årsagen er vel, at deres inspirationskilder har det engelske sprog som en karakteristisk lyd og engelsk og amerikansk kultur som teksternes rum. Det spinkle håb om at slå hul igennem til et kæmpepublikum uden for blege Skandinavien er også et særdeles afgørende motiv.
Sørgeligt er det dog, at danskernes engelske tekster ofte ender som ubehjælpsomme størrelser: »Please tell me why do birds sing when you’re near me, sing when you’re close to me«. (Saybia, »The Day after Tomorrow«). På dansk vil Saybias sødmefyldte tekst passe bedre ind i et kært lille dansktopnummer end i den melankolske rock, deres musik ellers slægter på.
Hovedparten af de danske sangskrivere formår nemlig aldrig at indføre det vid og bid, der eksempelvis gør britiske Suedes hudløse skildringer af unge storbyskæbner fængende: »High on diesel and gasolin, psycho for drum machine, shaking their bits
to the hits,«. Ligegyldighederne står i kø, når sprogkompetencerne mangler, og helstøbte numre, hvor musik og tekst smelter sammen til en højere enhed, bliver en sjælden delikatesse – desværre accepteret af både anmeldere og lyttere. Trods den åbenlyse mangel på erfaring og rød tråd forklæder sangene sig som voksne; og al nærvær og originalitet forsvinder bag betonmure af kejtede udtryk og letkøbte kærlighedsklicheer.
De sprængfarlige toner træder først ud af kopieringens skygge, når sangskriverens udenlandske inspiration blendes sammen med en personlige bagage. Ved at mikse de potente rytmer fra sorte amerikanske ghettoer med dansk har rapnavne som Clemens og Malk de Koijn, som nogle af de få i mange år, forsøgt den svære blandingskunst. I 1967 havde Steppeulvene lyttet godt efter den amerikanske rock n’ roll.
At deres eneste plade, »HIP«, stadig i dag skiller sig ud som et unikt tidsbillede, skyldes at bandet, gennem Eik Skaløes skæve tekster om Nashet og snabeltyrkersko, via sproget formåede at formulere rockkilderne om og kaste rejsen og rusen lige i kødet på dansken. Rock’n’rolltraditionen var ligeledes hørebar hos Gasolin i 70’erne.
Men midt i buldrende trommer og dynamiske guitarer hørte vi socialrealistiske anekdoter om Langebro, Soya og Karen Blixen på kommoden, og om Lille Pilli Villi, der var evighedsstudent. Værsgo!
I den tunge udenlandske lyd fremstod de hjemlige ord pludseligt som dugfriske åbenbaringer.
I Sverige er musikken ofte tappet fra egne kilder. Hos svensksproget navne som Bo Kaspers Orkester, Kent, Lisa Ekdahl og Bob Hund finder man harmoni- og melodielementer lånt fra den svenske folkevisetradition.

Kun få danske kunstnere minder os om, at den lørdag aften, hvor man bitterligt græder på sengen – forgæves afventende sin kæreste – kunne være en lige så sønderrivende nedtur på Grundtvigs tid som i dag. I samme virksomme, men ikke jævne ånd som Sebastian, Kim Larsen og de nyere Sorten Muld og Under Byen burde flere lade sig inspirere af de danske sange og viser.
Folkeskolen har på dette område blundet i timen og tabt en stor formidlingsopgave på gulvet. Siden 60’ernes opgør med traditioner og autoriteter har få elever kvædet de danske toner i klasse-lokalet. Derfor falmer en kæmpe sangskat hen til en stille tilværelse i nodepapirets glemsel i stedet for aktivt at være med til at stimulere børns sprogfantasi samt det generelle musikalske niveau – som halter langt bag Sverige.
Store dele af dansk musikliv i dag fungerer som en marionetdukke styret af globale markedskræfter og kulturstrømninger. For at kunne tilføre det internationale musiksamfund nye toner og ny energi er det måske mere væsentligt end nogensinde at grave ind og suge kræfter fra den national-identitet, som især det danske sprog, men også den danske folkemusik repræsenterer; begge unikke udtryk, som kun ånder og lever, når det danske folk udøver dem.
I slut80’erne stod man trygt bag duggede ruder og kiggede ud på globaliseringens lygter. De fikserede en og syntes efterhånden at blinke langt mere indbydende end en forudsigelig dansk stuetemperatur og Anne Linnets daværende samarbejde med Johannes Møllehave.
I dag ved de fleste, at lyset ikke altid bliver smukkere på den anden side. Danskhedens stue burde igen virke udfordrende at udforske gennem musik – også som en nøgle til at forstå sin egen plads i en international sammenhæng. Jo bedre man kender sig selv og sine rødder, jo mere solidt står man i mødet med andre kulturer; og jo nemmere bliver det at tage ved lære af dem i stedet for at blive bange og støde dem fra sig.

Der er masser af dansksprogede opkomlinge, der står og banker på for at supplere ældre kræfter som TV-2, Love Shop og C.V. Jørgensen med nye bud på livet i 2003. Oftest præges stærke navne som Nikolaj Nørlund, Mikael Simpson, SuperJeg m.fl. dog af en intellektuel indadvendthed, som ikke når ud over scenekanten og frem til den landsdækkende succes.
Oven i hatten har pladeselskaberne kun smidt penge i visionsløse »Greatest Hits« og ligegyldige fjernsynsreklamer i stedet for at opdyrke undergrunden.
P3 har skabt fine initiativer med ’Karrierekanonen’ og ’Spil Dansk Dagen’ den 31. oktober. Den landsdækkende Public Service-kanal er dog præget af mange år med internationale samlebåndshit, og trods de nye takter mangler den gode sendetid stadig at sende flere danske navne ud til den almene lytter. Støttemulighederne til den rytmiske musik sammenlignet med dansk film er også horrible. Alt i alt mangler vækstgrundlaget altså en ordentlig vitaminindsprøjtning.
Musikerne selv skal dog også opdage, at det danske sprog stadig er en ung blond pige. Et ’Saybia på dansk’ vil kunne bane vejen for en ny bølge som i 80’erne og få investorer, medier og måske endda en umusikalsk regering til at investere og dermed ikke kun overlade det til dansk film at tage temperaturen på de danske hverdagsdramaer.
Den nye generation i dansk rytmisk musik blomstrer som en rosengård. Men. Hvis det unge skib sejler fra de dansksprogede navne, risikerer vi, at genren forbliver for de få. Derved vil vi stille og roligt afrunde et kapitel i Danmarks store identitetskrønike og lade cirkusprinsessen danse forladt og alene rundt til lyset slukkes helt. Derefter bliver det svært at se, hvornår en ny »Kong Kristian« eller »Kvinde Min« vil samle os alle til fællessang.

*Mikkel Lumbye Andersen er musiker og stud. mag.