For og imod globalisering

INTERNATIONAL
De seneste år er ’globalisering’ blevet et modeord inden for medieverdenen. På nuværende tidspunkt kender vi højst sandsynligt alle ordets betydning. Desværre – for ordet er så tvetydigt, at det ikke har noget som helst klar mening.
Nyhedskanaler har rapporteret, at USA i 1990’erne bakkede op om vigtige internationale aftaler såsom NAFTA og WTO, fordi hovedparten af Washingtons politikere går ind for ’globalisering’. Hvis man skal tro mediernes gængse visdom, ønsker disse globaliseringstilhængere at fremme den frie kommunikation og fælles bestræbelser over landegrænser.
Men det er ikke hele sandheden. I disse dage i Det Hvide Hus og på Capitol Hill er de samme boostere af globaliseringen oprørte over visse former for global aktion – såsom de nuværende græsrodsbevægelser mod krigen i Irak.
For hovedpartens vedkommende er det de selvsamme folkevalgte politikere og mediekommentatorer, der bifaldt den pengedrevne globalisering, som nu er forfærdede over antikrigsglobaliseringen. Synet af millioner af mennesker rundt om i verden, som for nylig på samme dag demonstrerede mod krigen, var nok til, at flere i det Hvide Hus var tæt på at få et slagtilfælde.
Det er en del af et mønster, som gentager sig: ’Pro-globaliseringskræfterne’ er ikke glade for at se solidariteten blive global, når det drejer sig om arbejderbeskyttelse, økonomisk lighed, miljø og alternativer til krig.

Nike og Burger King
En lignende selvmodsigelse præger mediernes billede af anti-globaliseringsaktivisterne som modstandere af internationalismen, der ønsker at afstive de nationale grænser, at konsolidere isolation og forhindre verdensomspændende interaktion. Tværtimod har menneskerettighedsforkæmpere, miljøaktivister og fredsaktivister – som i overvejende grad er imod globale overbygninger som NAFTA og WTO – haft travlt med at opbygge et samarbejde med ligesindede over hele kloden.
Den form for ’globalisering’, som medierne finder værdig til navnet, er virksomhedsglobalisering, som giver kapitalen endnu mere styrke til at demolere grænser og trampe hensynsløst på nationale love. Det skulle forestille at være tegn på fremskridt at oversvømme alle lande med Nike, Burger King og ATM til trods for elendige arbejdsforhold, usunde produkter og uretfærdige økonomiske konsekvenser. Imens påstår globaliseringens fans vanemæssigt, at arbejderbeskyttelse og miljøbeskyttelse svarer til handelsbarrierer, retrograd protektionisme og antikveret modstand mod ’reformer’.
I sig selv er ’globalisering’ et alt for ’overforenklet’ ord til at give nogen mening. Termen er så uigennemskuelig, at det kan blive nødvendigt at skrotte den eller i det mindste at udvikle nye udtryk for at kunne beskrive kendsgerningerne.

Krigsgale Bush
I dag er den krigsgale Bush-regering og et to-parti-flertal i kongressen glødende fortalere for, hvad man kan kalde ’isolationist intervention’. Selvfølgelig proklamerer nutidens amerikanske ledere deres globale visioner og bedyrer deres engagement i verden, men på egne betingelser – med USA’s regering, som forbeholder sig retten til at fastligge dens politik isoleret fra ethvert land, som ikke giver underdanig støtte.
Med store virksomheder i ryggen insisterer de på, at USA har ret til at intervenere militært i udlandet. Hvorfor? Fordi de siger det. Kernen i denne tilgangsvinkel til ’globalisering’ er meget rammende beskrevet af den letkøbte ekspert Thomas Friedman, hvis bog fra 1999, The Lexus and the Olive Tree, lovpriser virksomhedskapitalismen og amerikansk militarismes tandemroller.

Hånd-og-knytnæve
»Markedets skjulte hånd vil aldrig lykkedes uden en skjult knytnæve,« skriver han. »McDonald kan ikke få succes uden McDonnell Douglas, designeren af det amerikanske luftvåbens F-15. Og den skjulte knytnæve, som gør verden til et sikkert sted at trives for Silicon Valleys teknologier, er den amerikanske hær, luftvåben, flåde og marinekorps.«
Denne underforståede hånd-og-knytnæve-attitude forkastes af millioner af mennesker, som går i protestmarch rundt om i verden. Og ledere fra adskillige lande er talerør for denne forkastelse. I en tale i FN’s Sikkerhedsråd den 18. februar forbandt Malaysias premierminister Mahathir Mohamed – nyvalgt formand for den alliancefri bevægelse – realisme og idealisme.
»Vi har ingen militær eller økonomisk styrke, men vi kan slutte os til verdensbevægelsen og opponere mod krigen på et moralsk grundlag,« sagde han.
Globaliseringen af denne bevægelse er værd at holde fast i og give næring.

*Oversat af Runa Trosborg