Læsetid: 4 min.

In God we trust – Gott mit uns

Holder Gud med Bush eller paven, med Blair eller Tarek Aziz – eller måske med dem, der slet ikke påberåber sig Ham?
11. marts 2003

Det kan ikke være undgået nogens opmærksomhed, at George W. Bush er en meget from, troende kristen. Vi hører, at han dagligt rådfører sig med Gud og indføjer bønner i den politiske beslutningsproces.
I Frankrig har det skaffet ham et image som ’bigot’, og det er ikke fordi man i dette land ser ned på religion, men Bush har ligesom givet fromheden et dårligt navn ved at profilere sig som en kristen korsfarer mod ’ondskabens akse’ – med andre ord at optræde som fundamentalist i en situation, hvor netop fundamentalismen fremtræder som et odiøst og farligt aspekt af islamismen, i værste fald som en kilde til undertrykkelse og terrorisme.
Påberåbelsen af Gud er gængs i USA’s politiske liv. Vi kender billedet af den nyvalgte præsident, der tages i ed med hånden på Bibelen, vi kender mottoet »In God we trust«. At der holdes »prayer breakfast« i Det hvide Hus er næsten en selvfølge under Bush-regimet.
Men under en optrækkende krig kan man godt få dårlig smag i munden af det. Jeg indrømmer, at det er højst upassende at minde om det i den aktuelle sammenhæng, men Hitlers soldater bar på deres bæltespænder mottoet »Gott mit uns« (jeg kan endnu se ordene for mig, for som barn i Danmark under besættelsen havde jeg øjnene i højde med disse bæltespænder). Det var de soldater, som USA indlagde sig uvisnelig fortjeneste ved at kæmpe imod.

Gudløse Saddam
Også under den nuværende krise øjner man en vis tendens til, at Gud tages til indtægt for modstridende holdninger. Tony Blair er så tæt på Bush, at han kunne være USA’s vicepræsident, han støtter hans krigspolitik næsten uden nuancer – og også Blair er kendt som troende kristen. Katolik ligesom Paven, men tilfældet vil, at denne er erklæret krigsmodstander.
Bush kan have et horn i siden på Saddam Hussein, fordi tyrannen i Bagdad står i spidsen for en verdslig, konfessionsløs, irreligiøs stat, hvilket nok er lige så slemt, som hvis han var islamist. Men hans souschef og chef-diplomat, Tarek Aziz, er kristen, og vi har lige set ham i tv på besøg i Rom, modtaget af Paven, knælende i bøn i Vatikanet.
I mellemtiden meldes det fra Kuala Lumpur, Malaysia, at den Islamiske Konferences Organisation (eller i det mindste 50 af dens 57 medlemslande) støtter den franske politik i Irak-krisen. Frankrig er som bekendt den førende krigsmodstander – d.v.s. mod Bush og Blair, men på linje med Paven – og i øvrigt en verdslig stat ligesom Irak...
Man kommer altså let til at løbe sur i det, hvis man blander religionen ind, og naive mennesker må nødvendigvis komme i tvivl om, på hvis side Gud er. Men det er altså ikke første gang.

Evocatio Dei
Nogle mener måske, at spørgsmålet er anakronistisk, men Gud er faktisk på den aktuelle politiske dagsorden i en anden sammenhæng, nemlig på Konventet, der udarbejder EU’s kommende forfatning under forsæde af den tidligere franske præsident, Valéry Giscard d’Estaing.
Spørgsmålet på dagsordenen hedder på latin »evocatio Dei« og drejer sig om, hvorvidt der skal være en henvisning til Gud, til ’kristne værdier’ eller ’den kristne arv’ i forfatningens indledning. Giscard har som god franskmand og tilhænger af den konfessionsløse stat ønsket at undgå enhver sådan hentydning og nøjes med at definere de fælles værdier som »respekt for menneskets værdighed, frihed, demokrati, retssamfund og respekt for menneskerettighederne.«
Der er uden tvivl stort flertal for denne verdslige holdning, som er forankret i EU’s tradition, men en meget aktiv kristelig lobby har foranlediget stribevis af ændringsforslag – bl. a. fra tyske, danske og italienske medlemmer af det Europæiske Folkeparti – om henvisning til kristelige værdier. Et forslag går ud på at kopiere den polske forfatnings henvisning til Gud. Disse ændringsforslag har ingen chance, og det har ikke hjulpet, at Vatikanet er draget i felten og har stemplet det foreliggende forfatningsudkast som »fuldstændig utilfredsstillende«, eller at Paven offentligt har krævet en henvisning til fællesskabets »kristne rødder«.
Kristendommen vil altså blive holdt uden for EU-forfatningen, og det er en god ting. Påberåbelsen af et kristent grundlag ville virke diskriminerende over for ikke-kristne – f. eks. jøder og muslimer, men i lige så høj grad over for ateister, og det bør ikke glemmes, at også ateismen eksisterer som en gammel europæisk tradition.
Hvis der er nogle ’kristne værdier’, som alle tilslutter sig, er de ikke specifikt kristne, og de værdier, der f.eks. nævnes i forfatningsudkastet, er nok i pagt med nutidige kristelige principper, men de står mere i gæld til renæssancens og oplysningstidens sekulære tradition end til kristendommen. De kristne værdier, der hyldes i dag, havde næppe nogen plads i den muskuløse version af kristendommen, vi kender fra kirkens storhedstid som magtfaktor.
Og sporene skræmmer – det ’gamle Europa’ har lært af fortiden. I dag er det Amerika, den ’nye verden’ – eller i det mindste USA’s establishment med Bush i spidsen – der er parat til felttog med Bibelen i oppakningen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu