Kronik

Man køber da kvinder

Handel med kvinder, prostitution og asyl: Det hænger sammen, og vi har brug for en fælles europæisk asylpolitik!
Debat
5. marts 2003

Kronikken
Diskussionen om handel med kvinder og diskussionen om prostitution kan ikke skilles ad. Det siger ligestillingseksperterne, senest Karen Sjørup
i kronik i Information 8. februar. Dem tror jeg, modsat regeringen, temmelig meget på. De baserer deres viden på forskning. Det bør vi støtte i langt højere grad i Danmark såvel som i EU.
Prostitution er selvfølgelig ikke et reelt erhverv, men en patriarkalsk iværksat tvangsforanstaltning. Med flosklen om at prostitution er kvindens ældste erhverv, har vi legitimeret prostitution som en nærmest oprindelig – og dermed uforanderlig del – af arbejdsmarkedet. Men uden at lade arbejdsmarkedets rettigheder følge med. Det er dybt hyklerisk. Som Peter Thielst har skrevet (Politiken, 26. december 2002) så er en kultur, som ikke vil tage en reel og muligvis besværlig kulturkamp på sig, en kultur uden egenskaber - en kultur uden utopi: uden idé om og vilje til det ’gode liv’, uden håb og tro på at noget nytter. Derfor må vi videre i Danmark. Karen Sjørup anbefaler den svenske model, hvor kunden kriminaliseres. En anden model er den hollandske, hvor prostitution er legaliseret og liberaliseret. Ingen af modellerne er geniale. Men lad os få taget debatten offentligt i Danmark. Vi kan ikke fortsat stikke hovedet i busken og placere os mellem to stole. Det gavner ingen.
Diskussionen om handel med kvinder kan ikke adskilles fra diskussionen om prostitution, men den kan heller ikke adskilles fra diskussionen om en fælles europæisk asylpolitik.
Salg af mennesker er et problem, som er steget gennem de sidste mange år. Det er oftest unge kvinder, der er ofre, fordi formålet med salget er seksuel udnyttelse. Nogle af de unge kvinder bliver lokket med falske løfter om arbejde som servitricer eller dansere, og løfter om derigennem at tjene mange penge. Andre ved, at der er tale om sexarbejde og prostitution. Men i de fleste tilfælde ender kvinderne i en helt anden og meget værre situation, end de havde forestillet sig. Mange ender i netværk, som tjener uhyrlige summer på salg og udnyttelse af kvinderne. Kvinderne er oftest i en helt urimelig gæld til menneskesmuglerne, som derfor indkasserer størstedelen af deres løn. De bliver truet og isoleret – og oftest udsat for både fysisk og psykisk vold. Samtidig har de sjældent lovlige papirer, hvilket gør det svært for kvinderne at søge hjælp hos myndighederne. Dette gør alt sammen kvinderne ekstremt sårbare. De har i praksis stort set ingen mulighed for at komme ud af deres si-
tuation.

Antallet af kvinder som er
ofre for menneskehandel er blevet bedømt til 500.000 alene i EU. I Danmark vurderes antallet af udenlandske prostituerede til at være omkring 2.500, hvilket svarer til omkring en tredjedel af den samlede prostitution
i Danmark. De fleste af dem kommer fra Thailand og Central- og Østeuropa.
Man behøver næppe spørge sig selv, hvad der får disse kvinder til at rejse af sted for at søge en uvis lykke i de vesteuropæiske lande. Det skyldes fattigdom, arbejdsløshed, dårlige muligheder for uddannelse og manglende adgang til ressourcer. Disse ting rammer også mænd, men de rammer kvinderne hårdest. I de fleste lande er sandsynligheden for fattigdom større blandt kvinder end blandt mænd. Det er også generelt sværere for kvinder at finde arbejde. I mange af de central- og østeuropæiske lande er dette endnu tydeligere end i de vesteuropæiske lande. Under de kommunistiske styrer var der ingen arbejdsløshed og mange offentlige børneinstitutioner. Nu har mange kvinder mistet deres arbejde – og derved deres mulighed for at skaffe en indkomst til dem selv og deres familier. Samtidig er der blevet færre muligheder for børnepasning. Da kvinderne stadig har ansvaret for børnene, går det ud over deres muligheder for at få arbejde. Det er simpelthen den håbløse økonomiske situation, der er baggrunden for, at så mange kvinder havner i prostitution og menneskehandel. De har ikke andre muligheder, hvis de skal overleve – og hjælpe med at forsørge deres familier.
For folkene bag er det en god forretning – det er faktisk en af de mest givtige former for organiseret kriminalitet. Da der desværre er en forholdsvis lav risiko – sammenlignet med våben- og narkotikahandel – er den også hurtigt voksende. Straffen for at handle med kvinder er generelt lavere end for at handle med narkotika. Det er også sværere at bevise – blandt andet fordi en kvinde kan nægte at udtale sig.

Men kvinderne bliver ikke behandlet som de ofre for kriminalitet, de i mange tilfælde er. De bliver udvist på grund af manglende opholdstilladelse – dvs. man prioriterer bekæmpelsen af den illegale indvandring frem for bekæmpelse af menneskesmuglingen. Derfor skal cirklen af fattigdom og udnyttelse brydes ved at sørge for, at kvinderne modtager hjælp. Handel med kvinder er nemlig først og fremmest et spørgsmål om grov overtrædelse af menneskerettighederne og herunder også af kvinders ret til ligestilling.
I de seneste år har problemet fået meget opmærksomhed fra såvel medier, politikere og diverse organisationer. Der er bred enighed om, at det skal fordømmes. Men det er sværere at finde ud af, hvordan problemet skal løses. En af måderne er, at asyl kan gives til ofre for menneskehandel.
En svensk folkeretsekspert har fremlagt et forslag, der diskuteres i Kommissionen i disse dage, om at flygtninge skal have mulighed for at søge asyl direkte på alle EU-landes ambassader og konsulater i hele verden. I dag er det nærmest umuligt at komme ind i EU ad anden end en illegal vej – også for dem, der er i virkelig nød og har reelt behov for beskyttelse.
Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor tonen er blevet skærpet endnu en oktav i flere europæiske lande. I Storbritannien har dele af pressen nærmest kørt hetz mod asylansøgere og illegale immigranter. Ligeledes er det kommet frem, at den britiske regering overvejer at indføre en regel om, at flygtninge som kommer til Storbritannien, i stedet for at få asyl skal sendes tilbage til hjemlandet i såkaldte ’beskyttede’ områder. Flygtninge fra Irak skulle således placeres i ’beskyttede’ lejre i de kurdiske dele af Irak, Iran eller Tyrkiet.
Men en tidligere højtplaceret iraker, som flygter fra den irakiske sikkerhedstjeneste vil nok ikke
føle sig særligt sikker i en lejr i Nordirak, kurdisk område eller ej.

Det er godt, at man i både Sverige og Kommissionen har overblik nok til at finansiere noget reel forskning på området og ikke lader sig rive med af mediehetz. Og det svenske forslag lyder som et rigtig godt forslag. Nogle EU-lande har allerede den mulighed. Danmark havde den, før den siddende regering strammede asyllovgivningen.
Blandt andet vil en sådan procedure med ’asylvisum’ kunne tørre en stor del af markedet for menneskesmugling ud. En meget stor del af den menneskesmugling der foregår i dag, er netop handel med kvinder og piger til prostitution. Hvis chancen for asyl er lig nul på forhånd, kunne det være smuglerne blev mindre ivrige, og færre kvinder og piger ville i al fald selv gå til smuglere for at komme ind i EU. Handel med kvinder er et område den siddende regering, i parentes bemærket, har afsat 30 mill. kr. til at bekæmpe. Det er jo et godt initiativ, men det er svært at spore en langsigtet logik. Hvis man vil bekæmpe handel med kvinder, nytter det jo ikke at smide disse kvinder ud af landet, så de blot igen kan blive handlet med, ydmyget og undertrykt. Dem må vi give asyl. Og så må vi bruge pengene på at bekæmpe årsagen til handlen – tage kulturkampen mod prostitution. Og hvis der er flere penge til overs skal vi bruge dem til at komme smuglerne til livs.
Forslaget om asylvisum er også godt, fordi det giver alle parter bedre vilkår. Flygtninge og mennesker med behov for beskyttelse får en sikker mulighed for at søge asyl, og de der i dag satser alle sparepengene, for senere at blive sendt hjem, undgår dette, fordi
alle kan få ordentlig information om vilkårene, inden de står i Heathrow eller Københavns lufthavn. Vi har hårdt brug for en fælles europæisk asylpolitik. Og vi har pligt til at give asyl på baggrund af kønsbaseret forfølgelse, og til alle der er ofre for handel med mennesker.

*Lone Dybkjær er europaparlamentariker, Det Radikale Venstre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her