Kronik

Køn ung kvinde i skudsikker vest

I krig græder kvinder i ruinerne, mens mænd myndigt rapporterer fra brændpunkterne...
Debat
8. marts 2003

Kronikken
I krigstid øges typisk mandsdominansen i medierne: Statsledere, militærpersoner, kommentatorer interviewes, og størstedelen af udlandsreporterne er også mænd. Nyhederne i søndags på begge de danske nationale kanaler afveg ikke fra dette mønster.
Men formentlig fordi den muligvis forestående krig forekommer så tvivlsom, tegnede der sig også et andet billede: Begge kanaler fokuserede efter interviewene med de militære eksperter også på den danske befolknings mening og denne vinkel var samme søndag aften repræsenteret af et meget bredt spektrum af kvinder: Fra en tidligere udlandskorrespondent og et par gymnasiepiger til en moder med barn på skødet.
Dette kan også skyldes hvad der betegnes som ’feminisering’ af medierne, dvs. en mere personorienteret formidling og mere såkaldt ’sexet’ præsentation, altså mere visuel og spændende billedside.
Den finske presseforsker Irma Halonen opregner fem typer af pressefotos med kvinder fra krigen. Når kvinder optræder som motiv er det i stærkt mytologiserede positioner:
nDen grædende kvinde. Mænd må ikke græde, så kvinder græder for dem. Hvor mænds tårer er et svaghedstegn, så udgør kvinders tårer ny grøde.
nKvinden i ruinhoben. Her repræsenterer kvindeskikkelsen moder jord, dvs. frugtbarhed, og altså også nyt håb.
nKvinder der græder sammen – i søsterskab. De græder over den fraværende eller dræbte mand.
nMadonna med barnet. Den sårbare kvinde med barnet som krigens ofre.
nKvinder der reddes af mænd – helte.
Halonen spørger, hvilke fotos, der overskrider dette mønster og peger selv på ophævelsen af anonymiseringen: Når kvindens navn nævnes, medvirker dette til at give hende en subjektposition.
Men tv-journalistikken har oplevet et markant opbrud i kønsrollerne. Indenfor de sidste ti-femten år er andelen af kvindelige nyhedsværter og reportere øget betydeligt. Specielt rapporterede mange kvindelige journalister fra Golf-krigen.
Den fransk-engelske mediesociolog Margaret Gallagher peger på to grunde til at kvinder vinder frem som krigsreportere:
nFaren ved krig bliver dramatiseret yderligere, når reporteren er en kvinde.
nEn kvinde på skærmen udgør en behagelig adspredelse i kontrast til de forfærdelige begivenheder.
London Times har kritiseret, at mange unge kvinder fra mindre networks er villige til at risikere deres liv for en god historie, fordi de ved at de store networks er ude efter frontrapporter fra en – helst køn – kvinde i skudsikker vest.
Et amerikansk eksempel på en sådan køn ung kvinde i skudsikker vest er den amerikanske tv-vært og journalist Ashleigh Banfield, der har rapporteret fra verdens brændpunkter siden 11. september 2001.
Banfield vandt amerikansk berømmelse den 11. september 2001, da hun tårevædet rapporterede fra World Trade-tårnenes kollaps for kabelstationen MSNBC. I beretningerne om den forfærdelige dag beretter hun, hvordan hun blev reddet af sin forlovede, der hev hende indenfor i en bygning, lige inden de blev kvalt af støvskyen fra tårnene.
Selv om hun altså i modsætning til Halonens klassiske kvinder i pressefotos er blevet aktiv deltager på krigsskuepladsen – one of the boys – opfylder Banfield alligevel kvindelighedsmyterne: Hun græder, i modsætning til de mandlige værter, der gennem hele dagen bevarede fatningen, og hun reddes af sin forlovede, åbenbart selv for emotionel og opslugt til at bringe sig i sikkerhed.
Siden har Ashleigh Banfields karriere blomstret: Hun har nu en prominent position på MSNBC, der er nummer tre i kapløbet mellem kanel-nyhedsstationer efter CNN og Fox News. Hun havde i en periode sit eget program: Ashleigh Banfield on location.
Mens hun altså den 11. september 2001 var stationens blonde følelsesfulde ikon, måtte hun skifte det blonde look ud med en mørk frisure, da hun efterfølgende tog til Pakistan for at følge op på historien og dække Afghanistan-krigen. En nødvendig foranstaltning for ikke at se alt for amerikansk ud, og i det hele taget for at falde bedre ind i en kultur, hvor kvinder forventes at være tildækkede.
Kvinders udseende er i det hele taget centralt og betydningsfuldt i offentligheden, og nye krav kommer til, når man skal færdes i den islamiske kultur.
Overskriften i US Weekly »Heading to War« får således en dobbelt betydning, når det gælder den kvindelige krigsreporter. Det betyder ikke blot at hun er på vej i krig, men også at hun har fået en ny passende frisure.
Banfield positioneres således tydeligt som kvinde i sin nye position som krigsreporter, og dette bebrejdes hun da også i det amerikanske netmagasin Salon: Hun kritiseres for at bære dyre modebriller og bliver i det hele taget utroligt nedladende beskrevet.

Bl.a. sammenlignes hun med den overambitiøse Suzanne Stone Maretto fra Gus van Sants film To die for, som begår mord for at fremme sin karriere som tv-stjerne. Salon har ikke høje tanker om MSNBC’s reportere, men finder Banfield »særligt irriterende«. I en anden artikel, også i Salon, identificeres Banfield med tabloid-tv: »War is hell. All right, it helps if we don’t forget that, especially at this time of pseudo-war, when the distant, ambiguous conflicts playing out in Whateveristan or Televisionistan seem more like video games, or breathless ’reality’ specials hosted by Ashleigh Banfield, than the real thing.«
Det er nemt nok at lægge afstand til Ashleigh Banfields figur: MSNBC præsenterer hende bl.a ved en serie fotos som viser hende – ja, netop, som køn ung kvinde i skudsikker vest, hertil en hjelm påmalet TV med store hvide bogstaver. Så er hun til træning med det amerikanske luftvåben i Fort Bragg, så i Gaza-striben og så på inspektion ved en palæstinensisk massegrav på Vestbredden. Et andet foto i serien viser hende med sort tørklæde til en anti-amerikansk demonstration i Teheran.
Serien minder om en modeserie i et dameblad, men dette siger jo ligeså meget om modens og reklamens indoptagelse af aktuelle pressefotodiskurser (som startede med Benetton).

Det er ikke min hensigt at blande mig i Times’ og Salons kritiske kor over denne specielle kvindelige krigskorrespondent, men derimod at pege på den kvindelige journalists dilemma: Kombinationen af vært og reporter betyder ikke øget troværdighed for hende, som den har gjort for mandlige værter som Dan Rather, der har skabt sig et image som troværdig tv-vært ved lejlighedsvis at forlægge sin virksomhed til verdens brændpunkter. Som den amerikanske litteratur og medieforsker Tania Modleski har formuleret det: Kvinder anbringes ofte i et velkendt dilemma: De får tildelt en begrænset plads i patriarkatet, og derefter fordømmes de for at indtage denne plads.
Dog skal det retfærdigvis siges, at CNN’s chefkorrespondent Christiane Amanpour har høj status. Selvom det stadig er et mandligt amerikansk mediekoryfæ, Dan Rather, der får invitationen til at interviewe Sadam Hussein.
Men der er altså ved at ske et opbrud i krigsjournalistikkens klassiske mønster, hvor udenrigskorrespondenter er mænd, mens kvinder græder i ruinerne: På dansk tv har vi to erfarne kvindelige udenrigskorrespondenter, Ulla Terkelsen og Mette Fugl, der gæsterapporterede fra Bagdad i februar måned.
Et andet brud på det klassiske mønster er pressebilleder af kvinder som pacifister. Et eksempel på dette er pressefotoet af nøgne kvinder liggende i formation på en grønsvær, hvor de danner ordene NO WAR, der har gået verden rundt og var på forsiden af Information mandag. Der er også blevet plads til et par tilslørede kvinder. De nøgne kroppe viser sårbarhed, det modsatte af den uniformerede krop, men også protest: En offentlig, nøgen kvindekrop er det værste, muslimer ved. Nøgenheden associerer videre til den aktuelle kampagne baseret på Lysistrate-skuespillet, hvor kvinder skal nægte deres mænd sex, indtil der bliver fred. Billedet viser en udstillet og aktivt protesterende offerposition. Et iscenesat pressebillede i modsætning til alverdens naturalistiske snapshots.

*Irma Halonen: Mama, mama. My hand is gone! Images of Women in War News Reporting. Nordicom Review 2/1999
*Margaret Gallagher: An unfinished Story: Gender Patterns in Media Employment. Unesco 1995.

*Vibeke Pedersen
Mag.art. i filmvidenskab, ekstern lektor i medier ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her