Læsetid: 2 min.

Krigen skal ha’ en anledning

Om at fabrikere en rygende pistol – tidligere CIA-mand undrer sig over uran-anklager mod Irak
14. marts 2003

11. time
Den rygende pistol er vigtig for at starte en krig. Så vigtig at den, der ønsker at begynde, gerne selv leverer den smoking gun, der skal legitimere et angreb.
Det er der masser af eksempler på. Blandt nyere opfundne krigsbegrundelser er den såkaldte Hesteskoplan fra Kosovo-krigen. Og fra George Bush I’s Irak-krig kendes den rystende historie om børn, der af vilde Saddam-soldater blev flået ud af deres kuvøser og lagt på kolde hospitalsgulve. For endnu længere siden brugte Lyndon B. Johnson en opdigtet Tonkinbugt-affære til at iværksætte planlagte angreb på Vietnam. Og...
Den lurende krig mod Irak skal også nok få sin rygende pistol. Der arbejdes ihærdigt på sagen.
For nylig dukkede nogle papirer op, som skulle dokumentere, at der var indgået aftaler mellem Irak og Nigeria om uranleverancer. Dokumenterne skulle være blevet stillet til rådighed for FN-våbeninspektørerne af en række stater.
Papirerne var blevet overdraget det internationale atomenergiagentur, IAEA, men chefen Mohamed Elbaradei, der er den inspektør, der leder efter tegn på Iraks atomare evner, sagde til Sikkerhedsrådet i sidste uge, at der var tale om forfalskninger. Dette var man nået frem til efter at have rådført sig med udenforstående eksperter. Elbaradei sagde desuden, at der ikke var tegn på, at Irak var i stand til at reorganisere sit atomprogram.
Den tidligere CIA-analytiker, Ray Close, undrer sig på CounterPunch.org den 10. marts såre over dokumenterne. For hvor kommer de fra? De skal være leveret af den britiske regering til våbeninspektørerne og samtidig være grundigt gennemset af amerikanske efterretningsfolk. Derefter blev de sendt fra den amerikanske regering til IAEA, hvilket viser, at Washington vurderede, der var tale om pålidelig information.
Det var i hvert fald det indtryk atomenergi-agenturet skulle få. Men det sig altså at være svindel.

Kriminel handling
Ray Close må som en, der kender til dirty tricks, stille nogle spørgsmål. For det er en omfattende opgave at forfalske officiel korrespondance mellem kontorer i to forskellige regeringer. Hvis det ikke er udført på et meget højt professionelt niveau, skulle de hurtigt være blevet afsløret af de engelske og amerikanske efterretningstjenester. Ifølge Washington Post indeholdt dokumenterne faktisk fejl, der burde afsløre dem som forfalskninger.
Derfor konkluderer Close, at både det engelske MI6 og CIA er inkompetente. Hvis de selv fabrikerede dem, kludrede de i det. Hvis de vurderede dokumenterne for at se, om de var brugbare for deres regeringers politik, viste de også mangel på professionalisme.
Den eneste anden forklaring Close kan se, er den, at efterretningstjenesterne havde gennemskuet, at der var tale om forfalskninger, men at de for at støtte deres regeringers påstande om at Irak havde gang i illegale forsøg på at skaffe sig atomart materiale, sendte papirerne videre.
Uanset hvem, der har fremstillet de falske dokumenter, så er der tale om en kriminel handling, et forsøg på at vildlede en international organisation i et spørgsmål om krig eller fred.
Hvem stod bag dette forfalskningsforsøg? Close mener ikke forfalskerne kan være fra en neutral organisation eller en NGO. Men hvem var det så? Måske ligger svaret på Closes spørgsmål i et andet, gammelt, spørgsmål:
Hvem gavner det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu