Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

31. marts 2003


Borgerlig militærlogik
Det danske forsvar skal spare. Bl.a. bliver det nødvendigt at skrotte to ubåde for at få budgettet til at hænge sammen de kommende år – og pludselig ser man logikken i de beslutninger, som den borgerlige regering og Dansk Folkeparti træffer.
Ved at sende en dansk ubåd til Golfen for at deltage i krigen mod Irak, har de krigsdeltagende partier nemlig slået to fluer med et smæk: Hvis den danske ubåd bliver skudt i sænk i Den persiske Golf, vil det bidrage positivt til det danske forsvarsbudget – og så skal der kun skrottes én ekstra ubåd.
Måske kunne Fogh ligefrem få et par ekstra point hos Bush og Blair, hvis han sendte endnu en ubåd til Irak – og samtidig kunne han komme sit sparemål på det hjemlige forsvarsbudget et afgørende skridt nærmere.

Martin Günter
Vesterbrogade 56, 1620 V.

Diskrimination af indvandrerkvinder?
Hvis nogen før den 27. marts havde sagt, at det var i Information, man ville kunne læse det bedste argument for at stemme Dansk Folkeparti næste gang, havde jeg næppe troet dem.
Ikke desto mindre står der i artiklen: »VK: Ingen kontanthjælp til ægtefælle«, at indvandrerkvinder (ifølge socialrådgiver i SiD Gunvor Auken) ikke er reelt arbejdsmarkedsparate, og at dette bl.a. er kulturelt bestemt.
Hvis ordene kom fra Pia
Kjærsgaard og var et argument imod ’indvandrerstrømmen’, ville jeg kunne forstå det; og hvis det var rigtigt, ville det sandelig også være et både godt og rimeligt argument. For i en velfærdsstat, der bygger på at man nyder efter behov og yder efter evne, er der ikke plads til folk, der ikke er kulturelt indforstået med at yde efter evne. Det er diskriminerende at acceptere en sådan tilstand – ikke at ændre den!
Information skal passe på at den ikke, i misforstået humanitet, går så langt mod venstre, at den ender i det yderste højre.

Marie Nielsen
Halfdansgade 7, Kbh. S

Far beyond
Hvad er nu det for noget nonsens, at Danmark står i nød for en sprogpolitik i disse dage? Dansk sprognævn med den notoriske Erik Hansen i spidsen har gentaget fortalt os, at dansk har været under pres før, og derfor også vil overkomme nu. No problem altså.
Nej, dette land bør droppe al dansk undervisning til fordel for amerikansk så vi kan sige ja på de rigtige steder og kan klare os i den internationale konkurrence.
Husk: Det er bøgens spejlingsevne og ikke sproget og holdningen der sikrer Danmarks beståen.

Kim Vilstrup
Vejgård Bymidte 61
9000 Ålborg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu