Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

29. marts 2003


Dekonstruktivisme
*Hvis nogen ligesom jeg har haft lidt svært ved at forstå den franske filosof Derridas tanke om dekonstruktivisme – er et godt billede måske den nuværende destruktion af Irak, hvor de krigsførende, USA samt Voices of America, har erklæret, at de vil bygge landet op bagefter.

Thomas Schausen, Ry

Børnene og krigen
*Vi, der er for freden, tager børnene med til demonstration, og sammen gør vi noget mod krigen. Du, der er for krigen, fortæller du dit barn, at den er så vigtig for dig, at der må dø børn i Irak? Siger du, at den dag kan komme, hvor der er en sag så vigtig for dig, at dit eget barn godt må dø for den? Du siger ingenting. Men dit barn ved det.

Torben Jacobsen, Fredericia

Umage
Det er naturligvis smigrende, når Kristian Hvidtfeldt Nielsen i en artikel om seksuel selektion på videnskabssiden den 17. marts skriver, at udtrykket ’umage giver mage’ er »et mundheld«. Især når man betænker, at det ikke engang er et halv år siden jeg lancerede udtrykket i min bog Det generøse menneske, der udkom i november med undertitlen ’En naturhistorie om at umage, giver mage’, er det utroligt at dette udtryk allerede er så almindeligt anvendt, at Information ikke engang behøver angive kilden.

Tor Nørretranders
forfatter

Boykot
I et debatindlæg den 25. marts skriver Steen Folke (SF) at der er noget, man kan gøre som almindelig fodtusse i den folkelige bevægelse mod krig. Man kan fortsætte med at demonstrere, og så kan man iværksætte en boykot af amerikanske varer.
Udmærket idé.
SF spørger hvem, der kan organisere sådan noget. SF (Steen Folke) ved om nogen, at det, der kan sætte sådan noget i værk, er ens eget personlige engagement. Jeg vil derfor opfordre SF til at henvende sig til initiativet ’Nej til krig i Irak’ og påtage sig at organisere den del af den fortsatte bevægelse mod krigen.
Det er ikke så svært. Man kan bruge erfaringerne fra for snart 30 år siden, hvor SF ( Steen Folke) sidst var del af et tilsvarende initiativ. Bare giv bolden op, der er mange, der vil være med til at gribe den. Jeg er sikker på, at »det vil være noget for SF (Steen Folke)« – som der spørges sidst i debatindlæget – og jeg er sikker på at der er mange enhedslistefolk, der vil være med til at føre det ud i livet.

Jette Gottlieb
Medlem af Enhedslisten

En tåbelig provokation
Det er et paradoks ved mange politiske provokationer, at de skal skabe opmærksomhed om et bestemt emne, men ofte gør det modsatte. I mange tilfælde stjæler disse aktioners stil og metoder en del af opmærksomheden fra det væsentlige. Nogle provokationer er åbenlyst udemokratiske, mens andre er alt for ekshibitionistiske og afslører aktørernes overdrevne trang til ’at være på’ og ’gøre en forskel’.
I stedet for at lægge afstand til de to fyre, der kastede rød maling på stats- og udenrigsministeren, spadserede Pernille Rosenkrantz-Theil en tur ude i Rasmus Modsat-positionen og støttede rødderne.
René Karpantschof udstedte i et interview i Information den 24. marts et »robust mandat« til græsrødder, der måtte overveje lignende aktioner. Karpantschof påstod, at maleraktionen har »bidraget til den globale bevidsthed« og formentlig vil »mobilisere« flere til at protestere mod Irak-krigen.
Karpantschofs påstand er absurd. Det svarer nogenlunde til at påstå, at Moses Hansen med det rullende kors skaber sympati for kristendommen. Maleraktionen var udemokratisk, overskyggede delvist kritikken af VKO-flertallets støtte til Irak-krigen og forsynede Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller med gratis sympati.

Lars Sørensen
Støden 28, Roskilde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu