Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

28. marts 2003


Så er det nok
*Enough is enough er den meget smalle koalitions valgsprog, og efter at have set Bagdad i flammer på CNN må vi også gøre det til vores: Enough is enough. Bombning af civile mål er en krigsforbrydelse. Dette vil næppe afficere USA, som har demonstreret sin despekt for folkeretten. Men for de partier i Folketinget, som gør fælles sag med USA, må det få konsekvenser. Hvis denne regering har nogen anstændighed, går den af. I modsat fald må befolkningen vise disse politikere den dybeste afsky.

Erwin Neutzsky-Wulff, Havndal

Nyrup og Echelon
*Ups. Der får han da et problem dernede i Bryssel. Der tager de jo Echelon alvorligt og har iværksat en undersøgelse. Og for ham har lytteriet jo ikke eksisteret hidtil.
En lille trøst er det dog, at hans afløser på statsministerposten er lige så uvidende som ham selv.

Hans Thomassen, Korsør

Pinagtigt redaktionelt valg
Klokken er 8.54 søndag morgen. TV 2-Nyhederne har i snart en
time fortalt nyt fra Irakkrigen. Men ikke med ét ord eller så meget som ét billede fortæller TV 2-seerne om de tab, der må være blandt civile og soldater. Men der er plads til et længere indslag om en forsvunden engelsk journalist, og om en US-soldat, der har smidt at par håndgranater mod sine egne.
At fravælge en konkret dækning af de menneskelige følger af krigen kan kun være et bevidst redaktionelt valg hos TV 2. Pinagtigt.

Simon Hansen
Journalist
Gl. Mejerivej 14 a, Humlebæk

Krig mod Irak
For nogen tid siden skabte Informations nye chefredaktør megen furore med sine artikler om Den onde Kommunisme og Det gode USA. Hvor er det gamle
Information? spurgte mange.
På den baggrund er det yderst glædeligt at følge samme chefredaktørs krystalklare afstandtagen fra den nye Bush-doktrin, fra det vanvittige krigseventyr i Irak og fra Anders Fogh Rasmussens totale opbakning til dette eventyr.
Det er godt at se, at ’Det gamle Information’ stadig lever og har det godt. Tak for det, David Trads!

John Saietz
Lyngbakkevej 4, Holte

Partiforbud er foragt for vælgerne
Der Land des Dichter und Dencher har ikke demokratisk underskud sammenlignet med Danmark, udover på et punkt – at en høj spærregrænse holder et stort indvandringskritisk parti ude af parlamentet.
Desperation over det enorme antal indvandrere kan betyde, at NPD kommer over spærregrænsen – så nu overvejes partiforbud. Godt at den tyske højesteret ikke mener som Informations leder 21. marts. Partiforbud er foragt for vælgerne, og bør kun komme på tale vedrørende partier, der har et program om, at jøder skal dræbes, dvs. fundamentalistiske muslimorganisationer.

Bo Warming
Bjelkes Alle 46, Kbh. N

’Rigsretssag’
Så venter vi blot på rigsretssagen mod statsminister Anders Fog Rasmussen. Statsministeren har ført Danmark ud i en folkeretlig ulovlig angrebskrig mod et fjerntliggende land, som uanset stærkt kritisable interne forhold på ingen måde overhovedet har fortrædiget Danmark.
Derudover har statsministeren vedvarende ført folket og Folketinget bag lyset ( altså løjet!) ved at svigte løftet, at en sådan krig ikke kunne føres uden forankring i FN.
Når man ser på, hvad der tidligere har udløst rigsretsager mod ministre, så har det jo været for rene bagateller at regne i forhold til den nuværende statsministers misgerninger.

Hans Rude
Linnerupgård, Linnerup, Tørring

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu