Læsetid: 2 min.

Lyver Fogh?

Statsministeren mangler at svare på, hvordan en dansk søofficer kunne være udstationeret i Qatar allerede 2. marts
27. marts 2003

Krig
Hvornår besluttede Anders Fogh, at Danmark skulle i krig?
Det spørgsmål må alle stille sig efter at flotilleadmiral Per Tidemand for første gang tonede frem på skærmen lørdag i selskab med overbefalende Tommy Franks på et pressemøde om udviklingen i Irak-krigen.
Ifølge Ritzau den 25. marts fremgår det, at Per Tidemand siden 2. marts har været udstationeret i det amerikanske hovedkvarter i Qatar. Per Tidemand udtaler; »Jeg finder det naturligt at stå sammen med den engelske og australske repræsentant efter også at have deltaget i forberedelsesarbejdet«
Det interessante her er ikke Per Tidemand, men om Anders Fogh Rasmussen ikke har fortalt den danske befolkning hele sandheden, eller han direkte lyver? At forestille sig at Forsvarsministeriet sender forbindelsesofficerer til Qatar uden forsvarsministerens og statsministerens vidne er usandsynligt.

Besluttet i februar
Derfor må det betyde, at den danske regering allerede senest i februar måned har besluttet sig for, at Danmark skal med i en amerikansk ledet krig mod Irak i samarbejde med Storbritannien, Australien.
Siden det berømte læserbrev fra otte statsledere, heriblandt Danmarks statsminister, har det været klart, at regeringen med Anders Fogh Rasmussen i spidsen ville støtte en krig mod Irak. FN-mandat eller ej. Anders Fogh har bare ikke villet sige det klart til den danske offentlighed før mandag 17. marts.
At USA’s præsident, George W. Bush, allerede fredag den 14. marts fik at vide, hvad danske Fogh Rasmussen reelt ville ved vi også nu. Men ifølge Ritzau udtaler statsministeren »jeg kunne ikke sige noget om, hvad vores bidrag ville være, og jeg kunne heller ikke sige, om jeg kunne levere det«.
Danmark går officielt med i krigen mod Irak, efter at Folketinget fredag den 21. marts vedtog et beslutningsforslag, der stiller ubåden Sælen og korvetten Olfert Fischer til rådighed for den amerikansk anførte krig mod Irak.
Som konsekvens af denne beslutning oplyser Statsministeren, at de to danske flådefartøjer nu overgår til amerikansk kommando. Ud over søfolkene består den danske krigsindsats af et lægehold samt stabs- og forbindelsesofficerer. I alt indsætter Danmark mellem 150 og 160 mand i krigen mod Irak.
Tilbage står stadig, at statsministeren mangler at svare på, hvordan den danske søofficer kan være udstationeret i Qatar siden 2. marts. At regeringen har ret og pligt til at føre udenrigspolitik er hævet over enhver tvivl. Men at regeringen tilsyneladende ikke oplyser, hvad man har besluttet, og hvornår det er besluttet, sår tvivl om regeringens troværdighed og stiller spørgsmålet om, hvorvidt statsministeren lyver.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu