Læsetid: 2 min.

Missilaksen

Ondskabens akse er ved første øjekast et tankespind, tre tilfældige diktaturer på et stykke papir i Washington – én ting forener deres skæbner: missiler
5. marts 2003

Krig
Missiler er tidens varme emne. Hans Blix kræver, at Irak destruerer sine af slagsen, den primitive al-Samoud type. Samtidigt skaber Nordkorea røre med sidste mandags missilaffyring over det Japanske Hav. Det eneste medlem af aksen, der holder sine missiler ude af rampelyset, er Iran. Men Irans missilprogram er måske det mest faretruende på længere sigt.
Missilet, som blev affyret af Nordkorea sidste mandag, havde en stor politisk effekt. Og ikke uden grund. Missil-affyring indledte på det nærmeste indsættelsen af Sydkoreas nye præsident Roh Moo-hyun, og kunne opfattes som et klart politisk signal. Som den amerikanske regerings talsmand Ari Fleischer bemærkede: »De fleste lande plejer at sende blomster til en indsættelsesceremoni«.
Hvad der ikke nåede klart igennem nyhedsstrømmen, var at missilet, der blev affyret, højst sandsynligt var af typen ’Silkworm’. Det er et forældet anti-skibsmissil med en rækkevidde på 80-150 kilometer, der er udbredt over hele verden. Noget tyder på, at affyringen bare var led i den nordkoreanske hærs årlige vinterøvelse, og at Japan var blevet varskoet på forhånd. Men de fleste lande valgte at opfatte affyringen som en fortsættelse af Nordkoreas konfrontationspolitik.

Det glemte medlem
Et andet medlem af ’Aksen’, Iran, har også ’Silkworm’- missilet i sine arsenaler, og i det forholdsvis snævre Hormuzstræde i den Persiske Golf kan missilet få endnu større betydning end i det Japanske Hav.
Iran har købt adskillige af de kinesisk producerede missiler og har i modsætning til Nordkorea også brugt dem i kamp. Under krigen med Irak fra 1980 til 1988 blev adskillige olietankere ramt af ’Silkworm’-missiler affyret fra den iranske kyst. Iran er i mellemtiden selv blevet i stand til at bygge missilerne, og med nye opgraderede versioner kan man ramme mål i hele den Persiske Bugt. Dermed har iranerne mulighed for at true olietransporten ind og ud af området. Og den mulighed vil uden tvivl blive udnyttet, hvis USA vender blikket mod det glemte medlem af ’Ondskabens Akse’. I 1997, hvor forholdet til USA var anspændt på grund af bombningerne af amerikanske ambassader i Afrika, slog den iranske vice-udenrigsminister Abbas Maleki fast, at Iran støttede den frie transport af olie gennem Hormuzstrædet, men ville forbeholde sig ret til at lukke skibsruterne, hvis landet blev truet. Til det formål havde han med sikkerhed ’Silkworm’- missilerne i tankerne.
Siden Iran fik den tvivlsomme ære af at blive optaget i ’Ondskabens Akse’, har landet intensiveret sin udvikling af missiler. Meget af våbenteknologien stammer fra Nordkorea, der ligeledes bygger missiler på livet løs. Set i det lys er ’Aksen’ en helt reel betegnelse. Men mens to af medlemmerne stiller missiler op, går det sidste medlem af ’Aksen’ bagom dansen. Hvis Irak destruerer al-Sa-moud-missilerne, så har Saddam Hussein efterhånden kun en håndfuld ’Silkworm’- missiler tilbage, men han har ikke affyret et siden 1985 – og det er tvivlsomt, om han når at få chancen, hvis USA’s hi-tech-krigsmaskine først begynder at rulle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu