Kronik

Når fjenden får krop og stemme

»Hvis man siger: ’Jeg gider ikke diskutere med dig, for vi er uenige’«, kommer man aldrig videre... – I disse uger bruger herboende palæstinensere og jøder deres personlige erfaringer i et skuespil om Mellemøstkonflikten
Debat
19. marts 2003

Kronikken
I går var der premiere på min forestilling De andre om Israel/Palæstina-konflikten. Her spiller virkelige mennesker sig selv. Det har jeg prøvet før, men det er særligt vigtigt i en forestilling som denne, fordi den handler om en konflikt, der, ud over at den synes at være styrende for den globale stormagtspolitik, også for resten af verden i stadig højere grad fremstår som en virtuel konflikt, der udelukkende udspiller sig i medierne.
Her er der grund til at lytte til de mennesker, som selv lever med og under konflikten. Her taler to af dem, Cherie og Nadja, begge unge danske kvinder med henholdsvis jødisk og palæstinensisk baggrund:
»Jeg er opvokset i Danmark og alle mine venner er arabere. Men det er svært, når man kommer op i gymnasiet – man bliver mere bevidst om tingene. Det skaber nogle konflikter – og derfor var en af de ting, jeg havde håbet på, at forestillingen kunne lære mig – jeg kunne godt tænke mig at lære at kunne snakke om det her, for jeg tror, det er vigtigt, at man snakker. For hvis man siger: ’Jeg gider ikke diskutere det her med dig, for vi er uenige, og vi kommer aldrig til enighed’, så kommer man aldrig videre.«
»Vi stod her den anden dag og diskuterede hvorfor de unge israelere bliver radikale. Og så kommer Benjamin ind, som er med i stykket, og jeg oversætter for Ahmed – og siger: han spiller en, der lige har mistet sin bror i en selvmords-
aktion. Så kan du være nok så
radikal palæstinensisk, men du kan ikke gøre andet end at sige: ’Det er jeg virkelig, virkelig ked
af’. Så det er vigtigt, at vi ser på nogle rigtige hændelser i stedet for alt det der holdningssnak frem og tilbage, og at vi gør op med de stereotype forestillinger, vi har med os fra fortiden.«

Det er første gang, danske jøder og palæstinensere spiller sammen på en profes-
sionel scene – og arbejdet har indtil nu været spæn-dende, men heller ikke uproblematisk. Det siger sig selv, når to så forskellige opfattelser af konflikten skal mødes. For eksempel føler begge parter sig så marginaliserede, at selv den mindste detalje får enorm betydning: Hvad man i det hele taget skal kalde området er eksplosivt. Og vi har haft lange diskussioner om billedmaterialet til program og skolemateriale, simpelthen fordi det her i ordets egentligste betydning er blodig alvor for begge parter.
Jeg har i lang tid været træt af den pæne, friserede dækning af konflikten, som vi kender fra medierne. For i stedet for at bringe os tættere på, er den blevet en gold form, der står i vejen for indholdet. Hver dag kan vi læse om selvmordsbomber i Jerusalem og
dræbte børn i Ramallah, om stormagtsspil og strategier – og det er alt sammen analyser, der tager os længere væk fra de mennesker, det hele handler om.
I stedet forsøger jeg med denne forestilling at komme om bag den medieskabte virkelighed og ind til den virkelige verden. Der, hvor mennesker lever, arbejder, elsker og dør – mennesker, som ikke føler at deres vrede, sorg og angst bliver taget alvorlig.

De medvirkende i De andre er ikke professionelle skuespillere, men det jeg plejer at kalde »ikke-trænede skuespillere« fordi alle mennesker er skuespillere, alle spiller roller – det er en del af at være til! Og for mig er teatret den groveste, mest upolerede og poetiske form for kommunikation. I teatret kan man lære om andre mennesker. Og bedst ved at bringe dem ind på teatret, og lade dem fortælle deres egne historier.
Derfor bruger jeg virkelige mennesker, der spiller sig selv i mine forestillinger. Det er særligt vigtigt i en forestilling som De andre, som handler om en konflikt, der, ud over at den synes at være styrende for den globale stormagtspolitik, også for resten af verden i stadig højere grad fremstår som en virtuel konflikt, der udelukkende udspiller sig i medierne. Her er der grund til at lytte til de mennesker, som selv lever med og under konflikten.
Og det kan teatret.
Selvfølgelig er teatret også kunst og æstetik. Det er en æstetisk ramme, historier kan sættes ind i så de får en mere almen gyldighed. Men man kan vælge at sætte mere eller mindre fokus på denne ramme. Man kan betragte den som et filter.
Og hvis man kan sige, at teatret er et filter, så kan man skrue op eller ned for dette filter. Jeg forsøger at skrue det ned på dets minimum, så det man ser på scenen er så tæt på det enkelte menneske og dets virkelighed som muligt.
Engang imellem bliver jeg beskyldt for, at det jeg laver er et
peep-show, en slags Big Brother på teatret. Men det er kun sandt, fordi vi i dag er isolerede fra vores medmennesker i vores forudfat-
tede meninger, i vores egen lille verden. Og når man så pludselig møder den anden, er det som et peep-show, fordi det er så chokerende.
Tit har vi ingen anelse om,
hvad den anden tænker og føler. Men peep-show er en tarvelig
fornøjelse. Det er mennesker bag metalskærme, der betragter et
andet menneske, fjernet fra sig selv: et objekt! Og de mennesker, jeg arbejder med her er lige modsat. De udtrykker faktisk deres sjæl.

Siden efteråret har jeg sam-men med Betty Nansen Tea-tret foretaget en omfattende research, der har ført os vidt omkring i de jødiske og palæstinensiske miljøer i Danmark. Det har både været en kortlægning af mulige vinkler og synspunkter på konflikten, ligesom det også helt enkelt har været en søgen efter jøder og palæstinensere, der ville stille sig på scenen og fortælle deres egne historier.
Allerede tidligt i processen fandt vi frem til den danske journalist og dokumentarist, Georg Larsen. Georg har lavet programserien ’Praktikanter i krig’, om danske medicinstuderende i de besatte områder. ’Praktikanter i krig’ blev vist på DR2 i december sidste år.
Georg er en guldgrube af historier og er derfor blevet forestillingens hovedperson. Han fører os ind i en verden, hvor forestillingerne om De andre florerer frit og bliver styrende for politiske tiltag og konfrontationer, konfrontationer, som har ofre, menneskelige omkostninger. Og det er disse mennesker, både vi og Georg møder i De andre: De bor alle i Danmark. De har alle sammen danske liv, arbejde eller studier. Men de har også de personlige og familiære rødder og relationer til konflikten i Mellemøsten.
Og de har alle sammen et navn:
*Ahmed: 20 år, muslim og født i Palæstina. Han er arbejdsløs og bor i Nykøbing Falster.
*Abbas: er muslim og 24 år gammel. Han bor på Nørrebro og går i chaufførskole.
*Rebecca: 18 år og er gymnasie-elev fra Østerbro. Hun er født af dansk/polsk-jødiske forældre.
*Iliya: Født i 1965 i New York. Ilya er musiker og har boet mange år i Israel.
*Nadja: 23 år og født og opvokset i Danmark. Dansk/palæstinensiske forældre. Hun læser medicin på Københavns universitet og bor på Nørrebro.
*Subhi: 22 år og født i Libanon af palæstinensiske forældre. Han bor i Høje Taastrup, hvor han arbejder med kriminelle unge.
*Anne: Ekstern lektor og Ph.D.-studerende. Anne er 32 og jøde med dansk/israelske forældre.
*Benjamin: 20 år, født i København af dansk/polsk-jødiske forældre. Læser Økonomi på Københavns universitet.
*Samer: 23 år, ejer en pizza-
restaurant. Samer er født i Libanon af palæstinensiske forældre.
*Cherie: 18 år. Født af jødiske forældre.
*Ahmad: 16 år og gymnasieelev fra Nørrebro. Født i Danmark af palæstinensiske forældre.
*Amro: 17 år. Går på teknisk skole. Amros mor er palæstinenser og hans far er fra Jordan.
*Helena: Født og opvokset i Danmark med dansk/palæstinensiske forældre.
– og endelig
*Georg: 35 år, født og opvokset i Frederikshavn af danske forældre. Journalist på DR.
(Da nogle af de medvirkende ikke ønsker at optræde med fuldt navn har jeg aftalt med teatret, at alle kun står med fornavn.)

Det er ikke meningen, at De andre skal skabe forbrødring, fred eller bare enighed. Ej heller munde ud i en samlet appel.
Men mødet er vigtigt, det at man samles og lytter til De andre, til deres smerte, sorg og glæde. For det kan ofte opfattes som en uoverstigelig afgrund blot at skulle lytte til De andre, særligt når opfattelsen af, hvad der er virkelighed og hvad der er fakta er så forskellige som her. Måske kan alene mødet, det som er teatrets væsen, alligevel rokke ved vante forestillinger og klichéer om De andre. Som udenforstående er det i hvert fald hver eneste dag en praktisk anskueliggørelse af, hvor meget alene den måde, man taler om konflikten på, kan betyde.

*Oversat af Jakob Melander

*’De andre’ havde i går premiere på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison og spiller frem til 12. april.

*www.bettynansen.dk

*Jeremy Weller
er instruktør og kunstnerisk leder af teatret The Grassmarket Project i Edinburgh, og har instrueret forestillinger over hele verden siden 1990. I går havde han premiere på forestillingen ’De andre’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her