Kronik

Når tv spasser med det private

I dag begynder en ny omgang Big Brother, nu med kendte deltagere...
Debat
6. marts 2003

Kronikken
Skellet mellem offentligt og privat er blevet mere diffust end tidligere. Det gør os dog ikke nødvendigvis klogere på os selv eller hinanden:
I en del af de nye former for tv-programmer og deres udstilling af det private finder man en vis udvanding af de offentlige og private sfærer: Deltagerne i talkshows, docu-soaps og lignende inviteres på skærmen for at debattere de mest intime problemer. Det medfører naturligvis en tvivl om hvad der er sandt og falsk, men også om, hvor ens grænser går i forhold til andre, og hvor meget man er nødt til at udstille sig selv for at vinde gehør.
Men tricket er gammelt i kunstens verden. F.eks. udnytter Lars von Trier udvandingen af grænserne i én af sine bedste film, Idioterne, hvor set-uppet ikke bare er en flok mennesker, der vil spasse. Von Trier sprænger grænserne; der er også tale om at spasse med filmsproget, spasse med skuespillerne, instruktøren og instruktionen.
Desuden udnytter han det image, forskellige kendte personer har i forvejen blandt publikum – både som skuespillere og som offentlige personer. I Riget castede von Trier eksempelvis så mange skuespillere som muligt fra Matador, familien Danmarks tv-arvestykke nummer ét.
Pludselig skulle man vænne sig til at bankdirektør Varnæs alias Holger Juul Hansen opførte et skyggespil med en kæmpe dildo, og man spurgte sig selv: Var det den Varnæs, man ikke så i Mata-dor?
I det for længst glemte tv-koncept Lærerværelset udnyttede von Trier folks velvillighed til at stille op til hvad som helst i fjernsynet, og man så bl.a. Lotte Heise blive ydmyget af en usandsynlig veloplagt og ond Klaus Rifbjerg: »Kan du stave til Nietzsche?« tordnede overlæreren, mens Heise var grædefærdig. I Lærerværelset blev de kendtes image sat på spidsen i en konturløs fiktionsform, og programmet kom til at fremstå som alle talkshows fortrængte fætter. Lærerværelset gjorde os opmærksom på talkshowets gnidningsløse underholdningsmaskine som et sted, hvor problemerne allerhøjst fortrænges, til trods for dets ligheder med den psykoanalytiske praksis.

For von Trier er det altid et spørgsmål om at kile en mistillid ind, hvor alting synes harmløst, og gøre op med hykleriet ved at udsætte de(t) kendte for nye og dekonstruktive former.
I Idioterne fortsætter denne tendens. Her spiller Trine Michelsen ret beset kun sig selv, og Nikolaj Lie Kaas en parodi på den figur han oftest har fået tildelt i andre film og serier. Det gælder tillige hovedpersonen Sel(v)ma i von Triers seneste tåretriller Dancer in the Dark som man ikke kan skelne fra mediepersonen Bjørk.
Lars von Trier sender derved spasseriet videre til bedømmelse hos tilskueren og har således været opmærksom på den udvikling, tv-mediet har sat skub i, nemlig det intimes og privates udstilling i offentligheden og blandingen mellem fiktion/virkelighed.
Men han giver os ikke kun underholdning, han tvinger os tillige til en holdning. I Dancer overlader han f.eks. et valg til tilskueren: Er det her den sidste eller næstsidste sang, er det følelsesporno eller ironi, måske endda begge dele?
Von Triers kunst og tænkning er et eksempel på en tendens i tiden som man ikke kan unddrage sig. I offentliggørelsen af det private invaderes et område,
men på bekostning af at noget endnu mere privat underløbes og fortrænges. Med andre ord mangler det allermest private plads i udstillingen af det offentligt private.

Mellem det offentligt og det allermest private opstår der en hinde af det, som man forestiller sig er privat i forhold til andre. Men dette private er faktisk et derivat, dvs. en afledning. Ikke desto mindre forsøger man at få det til at fungere som det private.
Derved skabes der plads til det for(e)stillede private, derivatet, som ofte er fordømmende i sit væsen. Det er det nødt til at være for overhovedet at forestille det private. Man kan sammenligne det med en hæk imellem to haver eller stakittet, sådan en pseudoforanstaltning, som tilsyneladende skal adskille to privatheder fra hinanden, men som i virkeligheden bare er et derivat: Man friserer sin hæk, så naboen kan se hvor rent man har det inde på toilettet, men toilettet er i virkeligheden møgbeskidt.
Eksemplet er karikeret, dog er det er ingen hemmelighed, at det allermest private for de flestes vedkommende er et fælles gode/ onde. Vi er fælles om at skide, græde, grine, pille bussemænd, onanere, føle angst og deslige. Men indeholdt i det private er der også et menneske, et personbegreb, som kan tage skade af denne evige refleksion imellem to privatheder.
Man kan ane noget af det private, f.eks. naboens solbadning, igennem den, men man ser ikke det hele. Det hele handler om at det offentlige rum bliver diffust, udvandet af en forestillet privathed, f.eks. talkshowets velsmurte maskine og værten med sin latterlige kaffekop.
Det private ophøjes for tit til noget alment uden omtanke, hvilket betyder at det udstilles og forarmes. Denne udstilling står i vejen for det egentlige private, der perverteres, forvrænges eller fortrænges.
Prisen for dette er tre gange så høje ligusterhække med permanente krøller, forstokkethed og i værste fald lunken fascisme. For når skellet mellem privat og offenligt udvander, opstår kunstige barrierer.
Det vi ikke forstår, det fremmede eller det andet skal holdes væk, udenfor. Man forsøger ad denne vej at opretholde noget originalt eller specielt ved sig selv, men præcis denne side af sagen vil man gerne vise frem, for lægger naboen ikke mærke til den forestillede privathed, så finder anerkendelsen ingen grund.
Men den egentlige privathed risikerer at blive uigennemskuelig, og uigennemskueligheden projiceres over på det andet, det fremmede på den anden side af hækken og dér opstår angsten: Er de I virkeligheden som os? Hvor mange gange gør de det? Osv. Netop manglen på konkretisering er grobund for enhver angst.

Det er naturligvis sådan et opgør med hykleriet, von Trier generelt tager i sin kunst og specielt i Idioterne. Netop manglen på hykleri adskiller hans kunst fra de fleste docusoaps og tv-programmer, men ikke nødvendigvis fra Big Brother, som vi igen skal lægge øjne til i de kommende dage.
I BB er konceptets meningsløshed og mangel på hykleri dets mening og styrke. BB fremstår denne gang i en metaudgave (V.I.P.). Meta, fordi man jo nu skal se de kendte optræde – amatørerne blev vi jo trætte af allerede sidste år. Tv-Danmark havde ikke taget højde for at sådanne programmer kun aktualiseres af den grænseoverskridende effekt, hvorfor konceptet allerede virkede kedeligt anden gang, som gentagelse af det første.
Dengang med Jill, Pil, Christian og alle de andre handlede det om at almindelige folk blev kendte. Nu er det omvendt: De kendte skal gøres almindelige og private.
Præcis dette giver programmet fornyet liv, men det er en variant af det samme tema der handler om spillet mellem offentligt og privat; det spil som vi for tiden elsker at være vidne til og formentlig er tvunget til at reflektere over.

Apropos
Deltagerne i Big Brother V.I.P.
*Skuespilleren med den skarpe tunge, Lise-Lotte Lohmann
*Eks-stripperen Kira Eggers
*Terapeuten Carl-Mar Møller
*Miss World-kandidat Masja Juel
*Danse-stjernen Gigi Freddie-Pedersen
*Politikeren Morten Messerschmidt
*Moses Hansen, kendt som prædikant og moralens forkæmper
*Bashy Quirashy, en af de skarpeste tunger i indvandrerdebatten
*Pil Kragenskjold, udbryder-dronning med politisk engagement
*Thomas Bickham, professionel dragqueen
*Helena Blach Lavrsen, sølvmedalje-vinder i curling
*Michael Teschl, melodi grand prix-vinder
*Jokeren Brigitte Nielsen, tidligere Stallone, er først med fra 27. marts.

Stefan Kjerkegaard
ph.d.-stipendiat ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, AU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her