Læsetid: 2 min.

Hvad vil du selv ofre dig for?

Hverken Kierkegaard eller Akhiat plæderer for at slå tilfældige mennesker ihjel
25. marts 2003

Islam
Hvis nogen tvivler om, at retorik er mere og andet end argumentation, så må de endelig læse Keld Brinkners inkvisitoriske kritik af Noura Akhiat i dette organ 28. februar og igen 18. marts. Akhiat redegjorde i sin kronik den 20. februar for betydningen af den muslimske offerfest Eid al-Adha, hvor man ærer Abrahams og Ismails villighed til at ofre sig for troen. Hun fremhæver deres beredvillighed til at ofre sig selv for deres tro som et forbillede for enhver troende, men formaner også enhver til at »reflektere dybsindigt over, hvad det i virkeligheden vil sige at ofre sig og lide afsavn for troens og andre medmenneskers skyld.« Brinkner ved godt, hvad dét vil sige, nemlig at man spænder et bombebælte om livet og begiver sig ind i mylderet af skolebørn i den jødiske del af Jerusalem ...
Argumentationen er som følger:
*Palæstinensiske selvmordsbombemænd retfærdiggør deres drab på civile israelere med henvisning til Koranens bud om at udvise offervilje.
*Noura Akhiat bekender sin tro på Koranen som Guds ubetingede bud til mennesket, herunder hans bud om at ofre sig for troen i påkommende tilfælde.
*Ergo sympatiserer Noura Akhiat med palæstinensiske selvmordsaktioner!
Det burde være indlysende for enhver, at denne argumentation ikke er gyldig, så for så vidt er Brinkners insinuationer ligegyldige. Imidlertid afkræver han Akhiat svar på, om hun går ind for selvmordsaktioner eller ej, da han mener, at hun selv har givet anledning til dette spørgsmål. Mageløst sludder! Det er ene og alene Brinkners fordomme, der foranlediger ham til at spørge og ikke som sådan Akhiats kronik.

Troens Fader
Sé, nu forholder det sig tilfældigvis sådan, at historien om Abraham og Ismail allerede kendes i jødedommen og kristendommen, hvor Abraham netop fremhæves som Troens Fader, fordi han på Guds bud var villig til at ofre sin elskede søn, Isak (i islam Ismail). Jøder og kristne har i årtusinder set Abraham som et billede på den rettroende, men efterhånden er historien (1 Mos 22,1-19) forfaldet til en remse, der hverken skræmmer eller opbygger, når præsten eller læreren lirer den af.
Dette var Søren Kierkegaard såre opmærksom på, hvorfor han i Frygt og Bæven (1843) tager fat på historien for at genfortælle den lige netop så rystende, som den egentlig er. Og sandelig! I det 20. århundrede har der været filosoffer, der mente i dette værk at se en legitimering af – terrorisme.
Hvorom alt er: , men fokuserer på, at tro ikke er en ugebladsmondæn bekvemmelighed, der lader den troende hensove i selvgod forvisning om i al almindelighed at være et pænt menneske med en moralsk bonitet som en gangbar mønt. Hvad vil du selv ofre dig for, Brinkner?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu