Kronik

På cykeltur i døden

Billederne af styrtet blev vist igen og igen. De samme billeder af Andrei Kivilev, ubevægelig på vejen i aflåst sideleje, omringet af læger og biler i hektisk bevægelse
17. marts 2003

Kronikken
Det tog 15 sekunder. Ikke længere. Helikopterbillederne af den bevidstløse rytter, der lå på vejen. Mere viste billederne ikke. Senere blev de 15 sekunders billeder gentaget, men der var ikke flere direkte billeder af rytteren. Han var allerede væk...
Efter etapens afslutning blev det oplyst, at han lå i koma, og dagen efter blev det oplyst, at han var død. Rytteren hed Andrei Kivilev, var 29 år gammel og kom fra Ka-sakhstan. På anden etape af cykelløbet Paris-Nice styrtede han og slog hovedet direkte ned i jorden. Det var et meget banalt styrt, hvor en cykelhjelm efter al sandsynlighed ville have reddet ham.
Selvom han kun opnåede to sejre i sin karriere, lå han nr. 50 på verdensranglisten, og mange forventede, at han i år skulle få sit internationale gennembrud.
Som Rolf Sørensen sagde på TV 2-Zulu, så er det heldigvis sjældent, den slags sker. Inden for de seneste 10 år er det kun sket to gange i tv-transmitterede løb (tabslisten for små løb er meget større og mere uoverskuelig). Desværre er det tvivlsomt, om Kivilevs styrt kommer til at få en betydning for cykelsporten i fremtiden. Tanken om at køre med hjelm er fremmed for de fleste profes-
sionelle cykelryttere.
På etapen efter Kivilevs død var der stadig 30 procent af feltet, som ikke havde hjelm på. Kun ved løb i Belgien er det påbudt ved lov, at man skal køre med hjelm. Og selv ved løb i Belgien er der stadig ryttere, der hellere vil betale bøden for at køre uden hjelm, end at tage sådan en på hovedet. Der er tale om forfængelighed.
Hvis man vil ændre på det, bliver man nødt til at introducere det i ungdomsarbejdet med cykelryttere. Det er ikke svært at forestille sig, at der på denne front vil ske en forandring, men det kommer til at tage mange år, før nutidens unge poder bliver voksne, professionelle og styrter med hjelm på i et tv-transmitteret løb. Det utrolige ved Kivilevs dødsfald var netop de 15 sekunders billeder.
At de blev gentaget viser en holdningsændring indenfor transmissionen af cykelløb. Der er ikke noget nyt i, at cykelryttere styrter under cykelløb, og der er heller
ikke noget nyt i, at mange af dem kommer alvorligt til skade. Da Fabio Casartelli døde på en bjergetape i Tour de France 1995, blev der vist mange billeder af ham, mens han lå på vejen og forblødte fra et voldsomt brud i hovedet.

Men efter Casartelli kom ind i ambulancen og blev kørt væk, var den historie slut. Der blev ikke vist flere billeder af ham. Sådan var det ikke med Kivilev. Efter han var styrtet, blev billederne vist igen to eller tre gange. De samme monotone billeder af rytteren som ligger helt ubevægelig på vejen i aflåst sideleje, mens læger, personale og biler bevæger sig omkring ham.
Hvorfor skulle vi se de billeder? Selvfølgelig er det tv-transmissionens forpligtelse at vise, hvad der sker i cykelløbet, men gentagelser er ikke virkelighed. Gentagelser er tv-skabt virkelighed og dokumenterer ikke virkeligheden på samme måde, som direkte billeder altid vil gøre. Det skal dog bemærkes, at på det tidspunkt, hvor Kivilev lå bevidstløs, var der ingen, der kunne gætte, at han 17 timer senere ville blive erklæret død.
Fokuseringen på brutalitet og død er relativt ny for cykelsporten. Man så det første gang i tv-transmissionen fra Vuelta a España i fjor. Hver gang, der skete styrt, var kameraerne der. Billederne dvælede ved ryttere, der sad på vejen og var definitivt ude. I nogle tilfælde gav disse billeder vigtig information, som for eksempel da Roberto Laiseka styrtede. Han var på forhånd regnet som en af fa-
voritterne til en top-10 placering plus en eller flere etapesejre. Så når man så ham sidde på vejen med blodet pumpende ud af et åbent sår, fortalte billederne en vigtig nyhed: Han vinder ikke flere etaper i år!
Men alt for ofte var det billeder af ukendte ryttere, som ikke
havde nogen betydning hverken for det store eller mindre billede af løbet.
Jørn Mader brød sig ikke om det. Gang på gang udbrød han, hvor uhyrligt det var, at spansk tv ville vise disse billeder. Og Jørgen Leth var enig med ham.
Deres synspunkt synes at være, at der her er tale om en æstetik, som slet ikke har noget at gøre med cykelløb. Cykelløb handler om opofrelse, generøsitet og styrke. For deres blik er en styrtet cykelrytter bare en del af løbet. Han styrter, og det er en del af gamet, men det er ikke noget, journalister skal beskæftige sig med.

Mader og Leths holdning er, at sportsfolk har et privatliv, som man bør respektere. Idéen er ikke helt dårlig. Hvis vi nu tager på en lille rejse, så kan vi tænke fem år tilbage og se på billederne af den havarerede bil, hvor Prinsesse Diana døde. Den gang vakte det et kæmpe ramaskrig, at man kunne finde på at tage billeder af noget, der i ordets egentlige betydning var ’helligt’.
I det offentlige rum er der stadig anstændighed. Der findes tabuer. Tilskadekomne cykelryttere er en af den slags tabuer, som vi finder indenfor sportsverdenen. Og så alligevel ikke, for hvis vi går tilbage til Jørgen Leths episke mesterværk En forårsdag i Helvede, finder vi også der billeder af ryttere, som sidder på landevejen med åbne sår. Forskellen er dog, at i Leths film bliver der hurtigt klippet væk fra den tilskadekomne rytter (hele klippet varer højst tre-fire sekunder). Det nye er, at man nu dvæler ved dem.
Det er ikke en tilfældighed, at denne udvikling startede i Spanien: Den spanske kultur dyrker i høj grad død og brutalitet. Det var bl.a. fra Spanien, man så de første voldspornografiske tegneserier. Men man kan også se det på andre områder. Tyrefægtning er jo stadig en sport, der er meget populær i Spanien. Her slår man bogstaveligt talt dyr ihjel. Det er det eneste land i Europa, der officielt accepterer død som en integreret del af sport.
Hvis man følger Jørgen Leths tankegang fra En forårsdag i Helvede, skal billeder af lidende cykelryttere ses som et udtryk for
respekt. Den minutiøse blotlægning af rytternes uheld og skader er bare endnu et skridt ind i den moderne verdens dyrkning af sportsfolkene. Når vi ser dem i deres smerter og pinsler, får vi et indblik i præcist, hvor hårdt det er at være cykelrytter.
Netop de enkelte rytteres pinsler er et af de punkter, hvor cykelsport er anderledes end andre sportsgrene. Med kameraer på motorcykler er det muligt for tv-seerne at komme helt tæt på rytterne. Man kan komme helt tæt på og se smerten i deres ansigter. På den måde er der ikke noget nyt i, at vi kommer ’tæt’ på individerne.
Men billederne af skader er også udtryk for et skift af fokus. Det er en nyorientering for medierne. De seneste år har man fokuseret meget på doping. Doping er blevet gjort til den store synder i al sport. Og cykelsporten er familiens sorte får. For mange mennesker er cykelsport synonymt med doping. Men værre endnu. Det omvendte gør sig også gældende. At doping er synonymt med cykelsport.
Når medierne så vælger at fokusere på skaderne og ulykkerne i cykelsport, så får man pludselig noget nyt at forbinde med cykelsport. Det bliver det helt konkrete. Smerterne. Man kan i den forbindelse tale om en afmytologisering af sporten, men spørgsmålet er, om ikke det er det stik modsatte, der gør sig gældende; at der er tale om en bevidst mytologisering af rytterne, når man vælger at fokusere på deres skader på den måde.

Det var ikke 15 sekunder, der ændrede verden. På billederne er han bare bevidstløs, så man har stadig et ’ægte’ dødsfald til gode, før grænsen er nået. Det var heller ikke en snoldet version af Andy Warhols berømte 15 minutter. Faktisk var der meget lidt nyt under solen i de 15 sekunder, Andrei Kivilev lå be-vidstløs under helikopterkameraet. Det mest specielle ved disse 15 sekunder var, at de blev gentaget. Igen og igen. I slow.
Der var ikke noget nyt at se. Det nye var, at billederne blev vist. Så på en måde er det måske ikke helt forkert at sige, at det trods alt var 15 sekunder, der for altid vil ændre den måde, som cykelløb vil blive set på.

*Jeppe Lisdorf
(f. 1978) har set cykelløb, siden Hinault første gang vandt Tour de France, læser dansk ved AAU og er redaktør for Studentersamfundets officielle blad, Nye Veje

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu