Kronik

Saddam Corleone og kristne Bush

Der var støvstorme i både Midland og i Al-Ouja – men den ene af verdensscenens to hovedaktører kommer fra dybeste armod, den anden fra grænseløs rigdom. Hvad driver dem?
11. marts 2003

Kronikken
Båndene mellem Saddam og hans familie minder en del om samme mellem den fiktive Corleone familie i Godfather-filmene. Saddam tildeler rigdom og magt, og til gengæld myrder, lyver og stjæler familien på hans ordrer. I 1995 fik Saddam f.eks. sin ældste søn Uday til at myrde sine to svigersønner. Med et moderne ord ville man beskrive Saddams familiehistorie og opvækst som mildt sagt dysfunktionel.
Manden, der blev en af den arabiske verdens mest magtfulde
ledere, blev født i 1937 i den forarmede og udpinte landsby Al-Ouja på bredden af Tigris-floden, otte km syd for provinsbyen Tikrit.
Al-Ouja bestod på det tidspunkt af hytter og huse bygget af mudder, og indbyggerne levede i ussel fattigdom. Bekvemmeligheder som rindende vand, elektricitet og asfalterede veje fandtes ikke. Selvom der var en del velhavende jordbesiddere i området, var landsbyen en ødemark. Børnedødeligheden var høj, og ren og skær overlevelse var en fuldtidsbeskæftigelse for de fleste.
De store ejendomme i området dyrkede blandt andet grapefrugt og ris, og deres ejere, der boede i Tikrit, var højt på strå i det irakiske hierarki. I den feudale samfundsopbygning fungerede beboere i Al-Ouja som billig arbejdskraft i markerne eller som hushjælp og tjenere i de velhavende hjem i Tikrit. Der var ingen skoler i Al-Ouja.
En del af indbyggere i landsbyen forsørgede sig selv og deres familier ved illegal virksomhed så som tyveri, smugleri og pirateri. Historisk var Al-Ouda kendt som tilflugtssted for bander, der levede af at plyndre de fladbundede flodpramme, der transporterede varer mellem Mosul og Bagdad; en af Iraks vigtigste handelsruter.

Saddams far var ikke til stede i hans barndom. Om han havde forladt moderen. Subha, eller om han var død er uvist. Nogle hævder, at moderen ernærede sig selv som prostitueret. I hvert fald var hun uden ægtemand, da hun var gravid med Saddam. Hun var deprimeret, og forsøgte at begå selvmord. En artikel i Wall Street Journal (februar 1991) citerer en
irakisk flygtning i Israel, som hævder at have kendt Saddams mor. »Efter at have mistet min mand og mit barn, hvad godt skulle denne nye baby så kunne gøre mig?«, skulle hun have råbt, mens hun slog løs med knytnæver på sin gravide mave for at fremtvinge en abort.
Saddams mor fortsatte med at fornægte ham efter fødslen.
Dr. Eliezer Witzlum, psykiater i Jerusalem, fortæller i en nyhedsgruppe på internet-siden Primal Feelings, at moderens fornægtelse af Saddam sandsynligvis er roden til hans særegne psyke. Witzlum understreger, at Saddam »næppe har udviklet evnen til at nære tillid til andre mennesker«.
På et tidspunkt fik Saddam en stedfar, Ibrahim Al Hassin, der absolut ikke brød sig om drengen, som han ofte slog.
Som 10-årig flygtede Saddam til sin onkel, Khairallah Tulfah i Tikrit; en nazisympatisør, som senere fik fem års fængsel for at deltage i et antibritisk oprør under Anden Verdenskrig.
Saddam kom for første gang i skole i Tikrit og i følge en klassekammerat, Ibrahim Zobedi, som for nylig blev interviewet i BBC- programmet Panorama, var Saddam kun 14 år, da han forsøgte at myrde sin skolelærer. Det skete
efter, at læreren havde straffet ham korporligt. Mordforsøget mislykkedes, men skolelæreren valgte kort tid efter at forlade byen.
Onkel Khairallah Tulfah tilhørte den sunnimuslimske al-Bejat- klan, en del af al-Bu Nasir-stammen, der var dominerende i Tikrit-området. Stamme- loyalitet kom til at spille en stor rolle i Saddams opstigning mod magten.
I 1980’erne beklædte mindst et halvt dusin medlemmer af onkel Tulfahs al-Bu Nasir-stamme førende poster i regeringen.
Saddam overkompenserede barndommens traumatiske omstændigheder og blev enevældig og ubestridt diktator i Irak. Men det er næppe hele forklaringen. Det er trods alt ikke enhver forældreløs iraker, der ender som despot.
George Walker Bush blev født den 6. juli 1946 i New Haven, Connecticut, hvor hans far læste på Yale Universitetet. Bush blev født til penge, magt og rigdom og med instinkter for politik i arvemassen. Hans bedstefar var senator, hans far var præsident og hans bror er guvernør i Florida.
Da Bush Senior var færdig på Yale flyttede han sin familie til Midland i Texas, hvor han begyndte sin karriere i olieindustrien. Ifølge den amerikanske ambassades hjemmeside, betragter George Bush Midland som det sted, der har formet hans værdier: »Midland var en lille by,« siger han. »Vi lærte at respektere de ældre, at gøre, hvad vi fik besked på, og at være gode naboer. Vi gik i kirke. Vores skolegang og lektier var vigtige. Midlands førende borgere gjorde alt hvad de kunne for at tiltrække de bedste lærerkræfter til vores skole. Der var ingen, der låste deres døre, for man stolede på sine venner og på sine naboer. Det var en lykkelig barndom.«
Midland er en koloni af velhavende mennesker, der engang kunne prale af, at have flest millionærer i forhold til sin størrelse end nogen anden by i USA. Kirken er stærk, og det er den, der har givet Bush hans ’vision’. Den konservative chefideolog David Frum har netop udgivet en bog, der giver et glimt af livet i Det Hvide Hus (The Right Man: The Surprise Presidency of George W. Bush). Bush åbner hver eneste kabinetsmøde med bibellæsning og bøn. Han beder Fadervor sammen med sin kone, Laura, hver aften inden sengetid. Og traditionel etikette er genindført. Bush var forfærdet ved tanken om Clinton og hans kabinet, der – alle iført cowboybukser – diskuterede politik midt om natten over en take-away pizza. Mørke jakkesæt og slips er igen blevet gjort obligatoriske, Bush’ navn bliver aldrig nævnt, han er simpelthen ’the president’.

I 1964 fulgte den unge Bush i sin fars fodspor på Yale. Han var en gennemsnitsstuderende med stor appetit på kvinder. Det første offentlige tegn på et begyndende alkoholproblem viste sig, da han blev taget for spirituskørsel. Det næste da han på en restaurant i Dallas fik øje på en journalist fra Wall Street Journal, der havde udeladt hans fars navn på en liste over potentielle præsidentkandidater i 1988. Bushs slingrede over til journalistens bord og brølede: »You fucking son of a bitch«.
Bush’ lukrative forretninger i olieindustrien efter Yale er velkendte. Han tjente en formue. Men billedet af den dygtige og hårdtarbejdende forretningsmand fik skrammer og ridser af hans deltagelse i døgnlange drukfester. Da Bush fyldte 40 år var han alkoholiker. Men han havde mødt Laura, en stille og apolitisk bibliotekar, hans perfekte modsætning. De blev gift tre måneder efter deres første møde. Sammen fik de tvillingedøtrene Jenna og Barbara, der er opkaldt efter deres bedstemødre. Bush kastede sig ud i en lang række pinefulde drikkegilder, der endte med at han faldt på knæ og indtrængende bad Gud om hjælp.
»Ethvert liv har sine afgørende øjeblikke. Øjeblikke, der forandrer dig for altid. Øjeblikke, der leder dig ind på en anden kurs,« har Bush sagt om sit øjeblik, da det guddommelige forsyn fik ham til at holde op med at drikke (The Observer Review, januar 2003).
Kort derefter kom evangelisten Billy Graham til at spille en stor rolle i Bushs liv. Graham har tilbragt flere weekends på præsident familiens landsted i Maine, og blev engang hidkaldt til Det Hvide Hus for at afgøre en diskussion mellem Bush og hans far om hvorvidt kristne, som ikke har accepteret Jesus som deres personlige frelser, kommer i himlen.
Den ædru Bush fik en politisk karriere sat på skinner. Ved hjælp af rundhåndede donationer fra olieindustrien lykkedes det ham i 1994 at blive valgt som guvernør i Texas. »Jeg er overbevist om, at vi har brug for en fundamental og permanent forandring af vores kultur. Amerika har brug for en åndelig fornyelse,« sagde han med tydelig adresse til sine nye venner på den kristne højrefløj.
Mens Bush kandiderede til præsidentposten fik han intens bibelundervisning og nu – hvor hans vision og hans tro er ved at føre til et internationalt korstog – er det ironisk, at samtlige amerikanske kirker (inklusive Bushs egen metodistiske) er imod hans kommende krig mod Irak.
Selv kalder Bush sin ideologi for compassionate conservatism; konservatisme med en slags hjerte. Om det er hans politik, der er religiøs eller om hans politik er hans religion, kan være svært at afgøre.

Marie Skoven
er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu