Læsetid: 4 min.

Samme sind

FN-forankring kan være et klart mandat til militær aktion eller en politisk forståelse om, at res. 1441 er brudt
20. marts 2003

Irak
Jørgen Steen Nielsen burde checke historien bedre, inden han den 18. marts postulerer, at jeg har skiftet i holdning i Irak-sagen. Det er naturligvis ikke korrekt.
I februar 1998 foreslog undertegnede på den daværende regerings vegne ganske rigtigt, at Danmark skulle yde en militær indsats (Hercules-fly) til en multinational styrke. Hensigten var at sikre Iraks efterlevelse af FN’s sikkerhedsrådsresolution 687 af 1991. Situationen i 1998 var imidlertid på væsentlige punkter væsensforskellig fra situationen i dag.
* I 1998 var situationen den, at formanden for FN’s våben-inspektører, Butler, rapporterede til FN’s Sikkerhedsråd, at Irak groft og vedvarende forhindrede, at våbeninspektørerne kunne udføre deres arbejde. Butlers synspunkt var, at våbensinspektørerne derfor ikke kunne opfylde deres mandat. Det er unægtelig en anden situation end i dag, hvor formanden for våbeninspektørerne, Hans Blix, den 27. marts vil rapportere til Sikkerhedsrådet og fremlægge en plan for det videre arbejde. Ifølge Blix vil inspektørerne have et par måneders arbejde foran sig. (Blix i tale til Sikkerhedsrådet den 7. marts). Blix finder med andre ord, at våbeninspektørernes arbejde fortsat giver mening i retning af afvæbning af Irak.
Det gode spørgsmål er: Hvorfor afbryde våbeninspektørernes arbejde på dette tidspunkt ?
* Dengang i 1998 var den politiske situation i Sikkerhedsrådet en anden end i dag. Der var medlemmer af Sikkerhedsrådet (bl.a. Frankrig, Rusland og Kina), der var imod militær aktion, men de modarbejdede ikke aktivt. De indkaldte f eks ikke til møder i rådet – de tog så at sige den militære aktion til efterretning. Ja, det endte (så vidt jeg har kunnet kontrollere) med, at Rusland udtrykkeligt sagde ja.
I dag er situationen en anden. Sikkerhedsrådet er dybt splittet; så vidt man kan gøre op er der kun fire sikre stemmer for en militær aktion. Resten er enten imod, herunder Frankrig, Kina og Rusland, eller vil undlade at stemme. Der er i dagens situation derfor ikke noget, der ligner FN-forankring af en militær aktion. ’FN-forankring’ har ellers været regeringens mantra i mange uger.

Den sidste udvej
FN-forankring kan enten være et klart mandat til militær aktion eller i det mindste en politisk forståelse om, at res. 1441 er brudt. Ingen af disse forhold gør sig gældende. Tværtimod afviste sikkerhedsrådets medlemmer mandag (den 17. marts) et forslag til resolution fra USA og UK, som angav, at en krig var den sidste udvej.
Der er derfor ikke skygge af FN-forankring i sikkerhedsrådet på dette tidspunkt. Det indebærer alvorlige risici. For blot at nævne nogle få:
Hvad sker der i Mellemøsten ? Hvad sker der i de arabiske lande ? Hvad med Tyrkiet? Hvordan skal FN’s SR kunne fungere videre? Listen af gode spørgsmål er alenlang, men det afgørende er, at der ikke er en FN-forankring, hvordan man end vender og drejer dette begreb.
* Hvis man som antydet af statsministeren vil basere sig på resolution 1441, opstår der nogle vanskeligheder. For det første vedrører 1441 alene Iraks afvikling af masseødelæggelsesvåben; derimod taler den ikke om regeringsændringer som ønsket af USA. Hvis man vil basere sig på 1441, må man da også tage ordlyden alvorligt. Desuden forholder det sig sådan, at 1441 allerede fra starten af en del medlemmer af Sikkerhedsrådet fik den hilsen med på vejen, at den ikke umiddelbart kunne anvendes som grundlag for en militær aktion.
*FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har stærkt advaret imod en militær aktion uden en resolution i Sikkerhedsrådet. Det gjorde han derimod ikke under Kosovo-krisen, hvor han understregede, at FN-pagtens beskyttelse af staternes territoriale integritet ikke kunne benyttes som skjold for diktatorers etniske udrensning eller mishandling af deres egen befolkning.

SVAR: Fra sidste halvdel af pkt. 2 og ud er vi enige.
Hvad 1998-situationen angår, var det en udbredt opfattelse blandt fagfolk, blandt FN-medlemmer (herunder flere lande i Sikkerhedsrådet) og hos generalsekretæren, at resolution 687 ikke indebar ’automatik’, altså ret til at indlede et angreb uden nyt og klart mandat fra Sikkerhedsrådet. USA var uenig, og den danske SR-regering erklærede sammen med de borgerlige partier USA deres støtte.
Blandt de eksperter i international ret og sikkerhedspolitik, der anfægtede grundlaget, var Bertel Heurlin (»Det juridiske grundlag bag beslutningen om dansk deltagelse må siges at være meget spinkelt og svagt«), Håkon Wiberg (»Der er intet i de relevante FN-resolutioner, som i sig selv autoriserer brugen af militær magt«), Paul Rogers (»FN’s Sikkerhedsråd skal vedtage en ny resolution, hvori de autoriserer anvendelse af militær magt«, Christoph Schreuer (»Det giver ikke noget enkeltland ret til at bruge militær magt, medmindre Sikkerhedsrådet autoriserer det«), Frederik Harhoff (Helveg er »lige lovlig kreativ« og »en aktion er tvivlsom, hvis man skal bruge så gamle resolutioner«), Ole Wæver (»det er højst diskutabelt«)
Holdningen blev bekræftet ved vedtagelsen i Sikkerhedsrådet af en ny Irak-resolution, nr. 1154 af 2. marts 1998, hvorom bl.a. Kofi Annan sagde, at »konsultation af de øvrige medlemmer (af Sikkerhedsrådet) ville kræves,« hvis nogen ønskede at angribe.
Jørgen Steen Nielsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu