Læsetid: 3 min.

Skammen der kom igen

Som ansat kan man regne med et minimum af respekt. Som dagpengemodtager må man gerne trues
22. marts 2003

KOMMENTAR
I dag skal det jo ikke mere være nogen skam«. Ordene var min mors. Og jeg har bare været en stor pubertetspige dengang Socialdemokraterne i slutningen af 70’erne gennemførte bistandsloven og reformerede hele det sociale system. Som god og solid samfundsborger forholdt min mor sig loyalt til tidsånden. Men måske gjorde det også noget, at hun som barn havde erfaret30’ernes og 40’ernes smalhals. Min morfar var arbejdsmand og kunne ikke få sit husmandssted til at løbe rundt i tider med arbejdsløshed. Det var en skam, da han blev sat ud med kone og otte børn. Og min mor har vel sagtens fundet, at
det var et fremskridt slet og ret
at ikke se ned på folk, det gik galt for – eller som det hed dengang
i sen-70’erne: kom ud for en »social begivenhed«. Nej. Socialdemokratiets store stolthed dengang bistandsloven blev indført var netop, at nu var offentlige ydelser ikke længere nådsensbrød, men en ret alle havde til at blive sikret imod marginalisering, fattiggørelse og social fortabelse. Man mente desuden den gang at det kunne betale sig, slet og ret, at sørge for, at ingen blev marginaliseret. Ødelagte mennesker er dyre at have...
Hvor står vi i dag?
Ja, man mærker i hvert fald, at man er mindre værd i det offentlige system, end man er på enhver arbejdsplads, hvis man har prøvet at være arbejdsløs og modtage et af de breve, hvor man bliver indkaldt til møde eller kursusforløb på Arbejdsformidlingen: »Hvis du bliver forhindret på grund af arbejde, ferie, jobtræning, puljejob, fuldtidsuddannelse ifølge en handlingsplan eller sygdom, bedes du kontakte sekretær XX og lave en aftale om en ny mødedag. Udebliver du helt uden afbud, må A-kassen ifølge Arbejdsdirektoratets bestemmelser ikke udbetale dagpenge til dig, før du har truffet aftale om en ny mødedato«.
Nej.

Men kan man forestille sig, at man blev kaldt til møde på sin arbejdsplads og at man i mødeindkaldelsen blev truet med fyring eller at blive trukket i løn, hvis man ikke mødte op?
med det magtforhold, som eksisterer. Modtagere af overførselsindkomster er illegitime... Og dette på trods af, at arbejdsløshedstallet stiger.
Hykleriet fejrer hele tiden nye triumfer. Som da Kommunernes Landsforening for nylig udråbte efterlønnen til det helt store samfundsproblem – vi har ikke råd til at det grå guld sådan giver sig til at spille golf på fællesskabets regning. Men er det virkelig det, der er tale om? Antallet af a-kassemedlemmer på efterløn er vokset med 59.042 siden 1995. En undersøgelse fra Dansk Metal af deres medlemmer viser, at 83 procent af lønmodtagerne er tvunget til at gå på efterlønsordning på grund af arbejdsløshed. Sandheden er, at efterløn reelt er en af regeringens måder sammen med aktivering at camouflere det sande arbejdsløshedstal på. Alligevel gør man disse mennesker – »efterlønnerne« – til problemet.
Med den nye arbejdsmarkedsreform har man yderligere gjort op med idéen om, at arbejdsløse har rettigheder helt på linje med alle andre samfundsborgere. Nu er der tale om, at man kan komme ud i sin aktivering og udføre ordinært arbejde uden at få andet end sin understøttelse for det. Hvordan fagforeningerne og Socialdemokratiet kan leve med det, går over min forstand! Det er jo at lukke en stor gruppe mennesker ude fra at nyde frugten af 100 års arbejdskamp.

I det nu hedengangne Dagen skrev en skribent i en klumme, at kulturlivet efter hans mening bestod af en flok »glorificerede bistandsklienter«. Jeg måtte sænke avisen længe og spekulere for overhovedet at forstå, hvad meningen var. Det er da muligt, at nogle folk i kulturlivet er bistandsklienter, men hvad mentes med glorificerede. På hvad måde var de så glorificerede? Meningen kunne jo kun være, at som tilhørende kulturlivet havde disse mennesker en vis social status – samtidig med at de modtog offentlig ydelse... Og det var helt galt! Udtalelsen afslørede noget om synet på bistandsklienter: Hvis folk lever af offentlig ydelse, så har de ikke ret til også at have en anseelse. Det skal være en skam at få offentlig ydelse. Ellers vil vi (der betaler) ikke finde os i det.
Dette skred i synet på modtagere af overførselsindkomster forekommer imidlertid mig at være et stort tab af civilisation, der er sket siden bistandslovens indførelse.
I dag skal det være en skam igen. Det er et tilbageskridt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu