Læsetid: 2 min.

Med i et skingert kor

Hellere være med i et skingert kor end være en død sild, synes regeringens udenrigspolitik at være
24. marts 2003

Krig
»Vi skal ikke være en død sild, der bare flyder med strømmen,« udtaler statsminister Anders Fogh Rasmussen ifølge flere aviser den 21. marts.
Jaså. Den danske regering har vist en følgagtighed over for USA’s interesser, som får salig P. Munchs udenrigspolitik til at fremstå helt aktivistisk i sammenligning.
Munch stod med den opgave at skulle hævde et lille land over for en overmægtig nabo, som desuden var Europas stærkeste magt, og han stod uden alliancemuligheder, som kunne styrke hans position. Altså gjorde han, hvad han kunne, for at få Folkeforbundet til at fungere. Det var ikke naivt og blåøjet, og i det hele taget er naivitet nok det sidste, man kan beskylde P. Munch for. Men det var det eneste kort, Danmark havde at spille. Altså måtte det spilles vel vidende, at det måske ikke kunne blive trumf.

Kirsebær med de store
Dansk udenrigspolitik tog dengang i 1930’rne sigte på at bevare størst mulig selvstændighed for nationen i en situation, hvor spillerummet var meget lille og senere under besættelsen næsten forsvandt. Man kan – især bagefter! – diskutere, om Munch og siden Scavenius i alle tilfælde udnyttede alle muligheder; men det var det, de forsøgte. Og i Washington gjorde Henrik Kauffmann i realiteten det samme som Erik Scavenius i København: Han fik den bedst mulige aftale med en magt, som kunne – og ville – have fejet ham til side, hvis han havde sagt nej.

Uoverskuelig krig
Man betragter gerne Danmarks medlemskab af NATO som et afgørende brud med hidtidig udenrigspolitik. Men er det så enkelt? Det var et brud med neutraliteten, fordi der nu fandtes den
alliance at støtte sig til, som ikke havde eksisteret i 1930’rne.
Men samtidig var der kontinuitet – og mere end det:
Nu allierede vi os direkte med de magter, der sad på det med Danmark landfaste Nordtyskland. Men selv efter NATO-tilslutningen søgte dansk udenrigspolitik, som Poul Villaume har vist det i sin disputats »Allieret med forbehold«, at bevare en rest af selvstændighed – under skiftende regeringer.
Det er den rest, der nu bliver sat over styr. Fremfor at satse på et tættere samarbejde med europæiske lande, som godt nok også er større end Danmark, men dog ikke overmægtige, og som med EU har skabt en ramme for, at også danske synspunkter kan gøres gældende, går regeringen med i en krig, der ikke er sanktioneret af FN, og hvis slutmål tilmed i bedste fald er uigennemskueligt. Opbakning har regeringen alene fra et parti, hvis interesse i at bekæmpe EU er åbenlys og erklæret.
Danmark kan for en tid være med i et skingert kor. Men dér, hvor vores stemme skulle høres til daglig, vil den være svækket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu