Kronik

Jeg slipper dig ikke...

Hun kastede brudebuketten ud – og alle sprang til til side, som var det en gloende kartoffel. Ingen skulle nyde noget af det næste bryllup... Om kvinder, kærlighed og opofrelse
Debat
7. marts 2003

Kronikken
Frysende og med løbende næser var vi trådt ind i det dunkle lokale med mørke
lakerede borde og træbænke. Det var længe siden vi havde set hinanden sidst. Vi tog Cap Horn, for Elverhøj, hvor vi ellers ville have været inde, var lukket den dag.
»Enten behandler du mig ordentligt eller også er det slut«, havde jeg sagt. »Hvis du fortryder, må du endelig komme igen, for jeg vil gerne«, havde han svaret med blikket svømmende af kærlighed. Jeg kyssede ham, til mundvand, snot og tårer løb i et.
»Hvis du fortryder, må du endelig komme igen, for jeg vil gerne«. Sådan havde han sagt. Og det var mig ubegribeligt, at han sagde ja til mig. Men ikke ja til at behandle mig ordentligt.
Som de synger i filmen Casablanca: »It’s still the same old story, a fight for love and glory«. Og så måtte jeg jo vælge: kærligheden eller æren. Men selve valget føltes som den dybeste unatur. En uting. Hvordan kunne der være en modsætning mellem kærlighed og ære?
»Hvis du fortryder, må du endelig komme igen, for jeg vil gerne«.
Hvordan kunne jeg fortryde!?
Oh, det kunne jeg sagtens!
Det minder mig om Suzanne Brøgger, der i kærlighedsromanen Ja skriver om det, der er den problematiske elskedes særlige evne: - »Han fik mig hele tiden til at gå ud over mine egne grænser«, skriver hun. Oh ja, det var netop sådan det var. Grænser var til for at overskrides, så der i stedet for grænser kunne være udvidelse, rent ud sagt transcendens. Men måske handlede det i virkeligheden om det stik modsatte: At lære at sætte grænsen?
Det var i alle tilfælde, hvad Suzanne Brøggers roman endte med at handle om: At kunne blive som Lilith, der fløj bort, ud af paradisets have og væk fra Adam – »det trestjernede røvhul«. Og det var her – i spændingsfeltet mellem stjernetåger og trestjernede røvhuller – at slaget blev udkæmpet. Slaget imellem de to viljer i en kvindes bryst: At kunne smelte og blive ét (med nogen). At kunne holde fast og blive sig selv.
Kærligheden eller æren. Der kunne ikke være tvivl. Alligevel var der tvivl. Denne enorme komplikation som blev ved, år efter år? Hvor kom den fra? Denne gåde ville jeg løse.
75 procent af alle skilsmisser sker på kvindens foranledning. Samtidig er kvinderne de mest giftesyge og vil have de romantiske bryllupper i 100.000 kroners-klassen, der er kommet på mode.
Det er kvinderne der vil, og kvinderne, der ikke vil...
»Kærlighed eller frigørelse«, kan jeg huske, at et kursus hed, som jeg engang fulgte på universitetet. Jeg var 23, det var i 1980’erne, lige oven på ungdomsoprør og kvindebevægelse.
»Kærlighed eller frigørelse«. Det lød ikke godt ... Vi var nogle stykker der sad i auditoriet og bekymret bed negle.

Personligt har jeg aldrig villet godtage, at der skulle være en absolut modsætning mellem at have et kærlighedsforhold til en mand og så dette som kvinde at kunne realisere sig selv. Men unægtelig gav mine forelskelser mig hen ad vejen visse vanskeligheder, der bragte kursets titel in mente. Og når jeg så mig omkring i venindernes parforhold var der ærlig talt langt mellem snapsene. Dér hvor man tænkte: »Hvor er det vel nok godt for hende, at hun er sammen med ham«. Det kunne ganske vist se ud på forskellige måder, men alt i alt syntes jeg at kvinderne havde svært ved at fastholde sig selv, når de fandt en mand. Og det havde jeg altså også selv. På min måde.
Hvad er det med kvinderne og kærligheden? Den vidunderlige, den pokkers, den dejlige, den svære kærlighed.

Ideen til at lave en antologi om kvinders kærlighedserfaring blev født, da en kvinde i min bekendtskabskreds grinende udbrød, at selv om hun var en moden, fagligt kompetent dame, med selvtilliden på plads og et solidt greb om sit eget liv, så kunne hun dog gang på gang i kærlighedsforholdet opleve om sig selv, at hun blev forvandlet til et afhængigt, behagesygt væsen, på en måde der var helt ude af trit med, hvordan hun ellers så sig selv. Her hjalp altså ingen kære mor eller alverdens eksaminer.
Hun forstod ikke hvorfor det skete hver gang. Bundede problemet i noget udviklingspsykologisk, kludder med symbiosen? Var fænomenet socialt betinget (kvinders generelle underordning under mænd)? Hun vidste det ikke. Blot vidste hun at hun i forbindelse med kærlighedsforholdet faldt ned i en undergrund fuld af hemmelige betydninger.
Der er en tendens til at kærlighedsforholdet overrumplende sætter ellers velerhvervede størrelser i den moderne kvinde-identitet i spil: autonomien, selv-stændigheden, uafhængigheden.
Et sted i sin meget personlige roman En vinter i Stockholm, bestemmer den svenske forfatter Agneta Plejel ligefrem kvindekønnet som en mangel i selvopholdelsesdriften... Det går op for hende, at hun hellere vil lade en tilfældig mand ødelægge et helt studie-
ophold, end hun vil såre hans selvværd ved at afvise hans pågående tilnærmelser. Og hvilken kvinde kender ikke den hæmning? Hvis selvværd er mest værd? En mands eller en kvindes? Dette er måske en
af de kønskampe, som stadig residerer på de indre planer efter at ligeværdet tilsyneladende forlængst er fastslået på den ydre, sociale front.
Det forekommer mig i alle tilfælde at være et meget generelt træk i kærlighedslivet, at manden ret hurtigt i et nyt parforhold iscenesætter sine ønsker og behov over for kvinden, mens hun på sin side viser, hvor dygtig hun er til at behovsaflæse og føje sig ind i de former, netop hans længsel tager.
Kvinderne tager ansvaret for mændenes ego, mens mændene ikke på samme måde føler sig forpligtede til at bygge kvindernes op. Det forekommer mig med andre ord at være et generelt kulturtræk, at mænd har et rum at spille sig selv ud i, hvor de har ret og tager sig ret til at fylde. Og at vi som kvinder indforstår os med det.
Kan man overhovedet tillade sig offentligt at skrive om det, der er sket mellem to mennesker i en intim relation?
Bygger kærligheden ikke netop på tillid, åbenhed, generøsitet?
Er det tilladt bagefter at beskrive? Afsløre?
Spørgsmålet har jo med mellemrum være omdiskuteret i offentligheden. Og det har også været et anfægtende spørgsmål for mange af antologiens bidrag-ydere.

For mig at se er sagen imidlertid, at det lidenskabens og kærlighedens sted, vi helst ser som hævet over egennytten, netop ikke er det. Skønt det både er provokerende og smertefuldt at erkende, er kærlighedsforholdet ikke et sted frit for magt. Det er også kulturelle magtforhold mellem kønnene, der udfolder sig i kærlighedsforholdene.
Mændene betaler for kvinderne på restauranterne, fordi kvinderne betaler for mændenes selvværd i livet ... Eller hvorfor er det ellers, man aldrig for alvor hører mænd brokke sig over at skulle opvarte kvinder med blomster, middage og drinks?
Jeg slipper dig ikke... rummer mange beretninger om, at kærlighed også er hårdt arbejde – for kvinden. Service på de indre såvel som de ydre planer.
Når Katrina Schelin i sit bidrag beskriver den forbløffende oplevelse af at kaste sin brudebuket ud blandt de feststemte gæster og alle så springer til side som var det en gloende kartoffel, hun havde smidt, har historien måske noget med dette at gøre? Ingen skulle nyde noget af, at være den, der greb buketten – og ifølge traditionen erhverve sig retten til det næste bryllup... Intuitivt ved vi godt, at kærlighedsforholdet også er et sted for magt. Og at dette magtforhold af og til er forbundet med smerte.
Balancen er svær. Men det er min personlige holdning, at det må være tilladt at skrive om sine erfaringer i kærlighedslivet. Samtidig med at her ligger en værdifuld erfaringsverden om, hvad det vil sige at være menneske, er det også beretninger om kulturelle magtforhold, som eksisterer og som det ikke bør være tabuiseret at beskrive.
Spørgsmålet er om kvinder ikke til stadighed på det indre, dybdepsykologiske plan møder patriarkalske former og strukturer. Da jeg for et par år tilbage skrev Det bløde Punkt om karrierekvinders erfaringer med at blive mødre,
arbejdede jeg med en række selvbiografiske tekster, der netop handlede om kvindernes betydelige dilemma mellem arbejdsliv og moderskab.
I næsten alle tilfælde endte kvinderne med at indrette deres arbejdsliv efter familielivet og gav afkald på ellers hedt begærede selvrealisationsformer ude i samfundslivet. Det samme gjaldt ikke deres mænd – her var mønsteret, at når de blev fædre, fortsatte de stort set som hidtil.
Ikke mindst derfor var det, at kvinderne stod tilbage med en alt for hård belastning. Slående var det i beretningerne, at alle kvinderne veg tilbage fra at bestemme over mændene. At stille krav til manden om mere tid og opbakning på hjemmefronten, der kunne have gjort det muligt for kvinden i højere grad at holde fast i sin egen karriere – eller blot slippe for den værste overbelastning ved dobbeltarbejdet – fik ingen af kvinderne over sig.
Mens det modsatte: At mandens valg af livsform jo fik en overmåde stor indflydelse på kvindernes livsbetingelser og udfoldelsesmuligheder ikke så ud til at fremkalde den store anfægtelse hos nogen af mændene. De sov roligt om natten med deres prioritering af arbejdslivet ved siden af en kone, der hang i laser...

Selv om det naturligvis er vanvittigt generaliserende og aldrig kan passe på alle, vil jeg alligevel sige: Der er en gådefuld angst i kvinder for at lade egne behov være vigtigere end mandens. At komme ham på tværs. Og der er en gådefuld ufølsomhed i mænd overfor kvinders grænser.
Hvorfor kan man efter min mening se beskrevet i dybdepsykologien: Freud, Lacan, Melanie Klein: Der er dobbeltheder og bindinger i det psykiske landskab, der holder kvindefrigørelsen tilbage.
Kulturens generelle kvindeangst er også en del af den individuelle mands og kvindes psyke. Kvindefrigørelse er til stadighed en ambivalent sag. Kvindeangst/ kvindehad findes også inde i kvinder... Som en angst for at træde i eksistens.
Og den enkelte heteroseksuelle kvinde har desuden som sit vilkår at møde og skulle handskes med en udbredt tilbøjelighed i den enkelte mand til ikke at kunne indleve sig i kvinder som hele mennesker. Kvinden har sværere end manden ved at blive oplevet som et individuelt menneske i parforholdet: Hun bliver oplevet i lyset af den præødipale store moder. Som en overindividuel størrelse, som et stykke natur eller som ’det evigt kvindelige’.
Bag denne tilsyneladende kærlighedsfulde idealisering af kvinden ligger et betydeligt mål af uindfølelighed i det faktum, at hun er et menneske med følelser, behov og grænser som alle andre.
Så vidt om de dybereliggende strukturer bag kvinders kærlighedserfaring og den erfaring, mange kvinder gør om at have svært ved at fastholde sig selv i kærlighedsforholdet.
Men mest af alt handler Jeg slipper dig ikke om den bevidsthedsrejse, kærligheden også er. Kærligheden er det paradoksale sted hvor vi på en gang mister os selv og får os selv. Antologiens titel er et citat fra biblen: »Jeg slipper dig ikke ... før du har velsignet mig«, Jacobs kamp mod englen, som han nægter at slippe, før denne har velsignet ham. Længe og stædigt brydes Jacob med englen, uden at dette på en gang frygtelige og himmelske væsen magter at vriste sig løs. Først tildeler englen ham et slag over hoften, der for evigt gør Jacob halt, men derefter spørger englen om hans navn, velsigner ham og giver ham samtidig et nyt navn: Israel.

Det er tanken bag bogens titel, at lidenskabens eller bindingens natur til syvende og sidst er længslen efter forløsning, at forvandle det uforløste og ubevidste til indsigt, hvorved man bliver fri – og kan give slip.
I lidenskaben gennemlever vi
nogle af de gamle mønstre, sår og bindinger, vi ubevidst bærer med os fra barndommen.
Derfor skal man, som Suzanne Brøgger skrev i kærlighedsromanen Ja, danse dansen med dæmonen til ende. Udvikling, modning, bevidstgørelse, ja forandring er mulig. Men at Jacob modtager et slag over hoften og er mærket til sine dages ende, viser at det samtidig har sin pris at danse dansen med dæmonen.
Jeg slipper dig ikke er en antologi om kvinders kærlighed. Men ikke kun den heteroseksuelle kærlighed. Antologien rummer også bidrag om kvinders kærlighedsforhold til andre kvinder. Gennemgående i bidragene – uanset sek-suel observans – er, at hjerte rimer på smerte.
Men det rimer også på selvudvikling. Forelskelsen vækker i mennesker en vilje til selvudvikling. En vilje til at blive set i sin egenart og en vilje til at blive sig selv.
Paradokset er nu, at forelskelse og vilje til selvudvikling følges ad – i en grad, der stundom fører til kærlighedsforholdets opløsning...
En komplikation, der faktisk burde blive genstand for en del samfundsmæssig interesse!

*Jette Hansen
Mag.art, skribent, forfatter til bogen ’Det bløde punkt’,
redaktør af antologien ’Jeg slipper dig ikke’, der udkommer i morgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her