Læsetid: 3 min.

Tragediens fødsel

Noget kunne tyde på, at Blairs situation minder meget om Thatchers i slutningen af 1980’erne
Debat
5. marts 2003

KOMMENTAR
Enhver politisk karriere ender i tragedie. Det var den ultra-reaktionære britiske politiker Sir J. Enoch Powell der engang fremsatte denne lovmæssighed i et studie om Chamberlain. Skal man tro den britiske presses torsdagsudgaver har denne forudsigelse endeligt indhentet premierminister Tony Blair
Sidste onsdag stemte 121 medlemmer af det britiske Underhus for en resolution som – i grove træk – konstaterede at »det endnu var for tidligt at indlede en krig imod Irak«. Bevares over 300 medlemmer af den samme forsamling stemte for regeringens forslag.
Men alligevel er dette det største mytteri imod Blair siden han blev valgt som premierminister i 1997. Og selvom Blair ikke led nederlag, tyder afstemningen ikke godt for hans position. Resolutionen var fremsat af Chris Smith, den tidligere kulturminister, og et endog særdeles fremtrædende medlem af Labour.
Oprøret var ikke det sædvanlige drilleri fra overvintrede socialister på Labours mest urealistiske venstrefløj, men derimod dirigeret og gennemført af midtersøgende og moderate politikere. Ikke underligt, at Tony Blair så mere end almindeligt grå ud, da han indfandt sig i salen.
Er dette begyndelsen på enden for Tony Blair? Vil Blair lide samme skæbne som Margaret Thatcher og ende sine politiske dage som offer for et kongemord?
Næppe helt. Historien gentager sig aldrig. Politikere lærer af deres fejl – og af deres forgængeres fejl. Rygterne om Tony Blairs nært
forestående politiske død er – med en omskrivelse af Mark Twains diktum – »stærkt overdrevne«. Men alligevel er der grund til se nærmere på resultatet af sidste onsdags afslutning.
Blair regeringens spindoktorer har forudsigeligt nok fremsat afstemningen som en sejr for pre-mierministeren. Det får de løn for at sige. Men deres vurderings sandhedsværdi er næppe meget større end Saddam Husseins udtalelse til et amerikansk tv-selskab om »at Irak ikke tabte Golf-krigen«.

Blair vandt afstemningen. Men kun fordi de menige parlaments medlemmer, backbenchers i terminologien, blev lovet, at afstemningen var en støtte for endnu en FN-resolution imod den irakiske diktator. Lykkedes det ikke USA og Storbritan-
nien at finde tilslutning for en sådan resolution i Sikkerhedsrådet, stiller sagen sig radikalt anderledes.
Over 65 procent af den britiske befolkning er imod krig uden en FN-resolution. Og Tony Blairs
popularitet er forduftet. Begge dele ved hans parti – og hans rivaler. Kommer det til en afstemning om Storbritanniens medvirken i en krig (uden mandat fra FN) kan
Blair ikke regne med støtte fra modvillige kollegaer. Tværtimod.
Det er derfor så meget desto mere underligt, at Blair forfølger sin – eller rettere George W. Bushs – politiske kurs med en sådan politisk dødsforagt. Manden, der blev valgt på en demonstrativt uideologisk politik designet i utallige fokusgrupper og informeret af et
ligeså uendeligt antal meningsmålinger om alt fra Blairs slips til medlemskab af euro’en, denne mand ser nu stort på, om hans politik er populær eller ej.
»Det jeg kan lide ved denne premierminister er, at han ikke har brug for en fokus-gruppe for tage et standpunkt«. George Bush blev mødt med almindelig morskab, da han gav sin politiske ven dette skudsmål. Men vurderingen er korrekt. Blair har ændret sig.
And so what kunne vi sige med hans landsmænd. Og måske får denne ændrede adfærd ikke nogen betydning, eller måske kunne de alligevel være at historien gentager sig?
Margaret Thatcher var – ligesom Blair – besat af reklame og designerpolitik; Saatchi and Saatchi ville aldrig være kommet ud over annoncestadiet, havde det ikke været for Jernladyens fascination for spindoktorer. Men også Margaret Thatcher mistede interessen for designerpolitik, da hun begyndte at kæmpe imod kommunismen i sin tredje regeringsperiode.
Det var efter at Margaret Thatcher mistede interessen for meningsmålinger, at hun tabte popularitet. Og det var i den samme periode, hun begyndte at træffe beslutninger, som var upopulære.
. Vil Blairs politiske karriere også ende i tragedie?

*MADS QVORTRUP
dr. phil. Underviser på London School of Economics

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her