Læsetid: 2 min.

Undervisningsministeren hykler

Ministeriet sjofler den efteruddannelse, der skal gøre lærerne i stand til at leve op til forventningerne
Debat
3. marts 2003

Gymnasiet
Ministeren siger, at landets skoler skal vurderes efter klare standarder. Det er derfor skuffende, når ministeriet sjofler den efteruddannelse, der skal gøre lærerne i stand til at leve op til forventningerne.
Når hun siger, at undervisning skal evalueres, er det trist, at ministeriets egen undervisning går foran med et decideret negativt eksempel. Ministeriets efteruddannelse for gymnasielærere, det såkaldte ’pædagogiske it- kørekort,’ kan nemlig kun få en sjettedel af deltagerne til at sige at undervisningen godt kan gå an. Resten er direkte negative eller bliver ikke inddraget i evalueringen. Kurset har alligevel fået lov til at fortsætte så godt som uæn-dret i næsten tre år, fordi evalueringen sælges af ministeriet som »overvejende positiv«. Selv 2.g’ere kan dumpe for den slags fordrejning af resultater.

Sær og kompliceret
Der er brug for en rigtig evaluering, fordi det ’pædagogiske it-kørekort’ ikke selv er ret pædagogisk. For eksempel har ministeriet ikke engang overvejet kursets brugervenlighed. Kursets opbygning og dets software er nemlig så sær og kompliceret, at der skal bruges en hel dag blot for at præsentere det for deltagerne, uden at de deltagende lærere får noget som helst ud af det, som de kan bruge overfor eleverne i deres egen undervisning.
I kurset er der ingen undervisning i de programmer, deltagerne skal lære at anvende for at aflevere kursets opgaver. Der er end ikke fra ministeriets side support i, hvordan man kan håndtere programmerne i pædagogikkens tjeneste. Deltagerne er efterladt til sig selv eller til kollegers velvilje. Censorerne på opgaverne har ikke engang de fag, opgaverne handler om.
Mon ikke et sådant kursus trænger til en grundig evaluering, især når udbyderen står bag følgende lovtekst: »Oplysninger om undervisning skal være offentligt tilgængelige på internettet, så borgerne enkelt og hurtigt kan vurdere kvaliteten af undervisningen på de enkelte skoler og institutioner«.
Var det ikke rimeligt, at ministeriet selv bragte relevante oplysninger på sin hjemmeside, så »borgerne enkelt og hurtigt kan vurdere kvaliteten af« ministeriets arbejde? Følgende statistikker burde overvejes i denne sammenhæng:
*Den faktiske downtime for skolernes netværk, Skolekom.
*Den gennemsnitlige, længste, og mediane tid for afgørelse af klagesager.
*Den gennemsnitlige, længste, og mediane tid skolerne har fra offentliggørelsen af bekendtgørelser og vejledninger og frem til deres ikrafttræden, dvs. den tid skolerne har til at tilpasse sig ny lovgivning.
*Resultater af undersøgelser om brugervenligheden af ministeriets IKT-tilbud.
Ministeriet bør ikke være hævet over ministerens krav til skolerne, specielt hvis den kommende gymnasiereform skal lykkes. Lærerne kan måske også få bedre efteruddannelser, hvis blot ministeren vil feje for egen dør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her