Læsetid: 3 min.

At være konservativ

’Gud, konge og fædreland’ lød et af konservatismens trosartikler. Skulle man være grov – og det er en af den politiske kommentators første forpligtelser – kunne man fristes til at sige, at denne trilogi er forældet
Debat
26. marts 2003

KOMMENTAR
Findes der stadig noget der hedder konservatismen? Skal man tro en ny antologi redigeret af et for mig hidtil ubeskrevet blad – en Anders Ehlers Dam – så findes der fortsat en
ideologi, der bygger på doktrinen »Forandre for at bevare« (Antologiens titel). Jeg skal ikke gøre mig munter over at den gamle kapitallogiker Hans-Jørgen Schanz hylder denne præborgerlige ideologi. Omvendte syndere er der altid plads til. Men det store spørgsmål, der står tilbage efter en læsning af denne samling af indlæg fra alt fra Dansk Folkepartis Søren Krarup til Politikens Adam Holm er om konservatismen, har en fællesnævner.
Så, De er stadig ikke overbevist? Så fortsæt læsningen!
’Gud, konge og fædreland’ lød et andet af konservatismens trosartikler. Skulle man være grov – og det er en af den politiske kommentators første forpligtelser – kunne man fristes til at sige, at denne trilogi er forældet.
Konservatismens praktikere synes ikke at bruge megen tid til at forfølge idealerne; Gud er blevet udskiftet med Mammon, kongehuset er sladder i Se og Hør, og fædrelandet er for længst blevet afhændet til Bruxelles og eurokraterne. I praktiske termer er det parti, som kalder sig Det konservative Folkeparti forsvundet i Venstres skygge. Og, i det omfang man hører om konservative politikere, fører de en politik, som er taget lige ud af Venstres principprogram.
Hvad der er den store tragedie i alt dette er, at de konservative ministre i deres iver efter at afsætte konservative fingeraftryk synes at have glemt den indsigt, der er deres eksistensberettigelse i dansk (såvel som udenlandsk) politik; nemlig opgøret med den fornuftsdyrkelse og planlægningsoptimisme, der har præget den politiske debat siden den Franske revolution.

Det enkelte menneske var – ifølge filosoffen Edmund Burke – en del af en større organisk helhed, som gradvist havde udviklet sig i overensstemmelse med forskellige sæder og skikke. Samfundet var, som en anden filosof Adam Fergusson formulerede det »snublet mod sin virkeliggørelse gennem spontane menneskelige handlinger, men ikke som et resultat af politisk planlægning«.
At store revolutioner og gennemgribende samfundsforandringer ville føre til større lidelser end dem der eksisterede i forvejen, var grundsætningen i Burkes filosofi – og en opfattelse han delte med tænkere som Michael Oakeshot og David Hume.
Tværtimod var de revolutionæres evindelige række af fiaskoer et bevis på den konservatives grundindsigt; at den menneskelige fornuft altid vil være begrænset og – vigtigst af alt – at en samfundsorden, der spontant var vokset frem, uvægerligt vil være stærkere end en teoretisk konstruktion udtænkt af en abstrakt chefideolog.
Der er – historisk set – denne erkendelse af historiens betydning, som ligger bag sloganet om Gud, konge og fædreland. Den konservative treenighed var et forsøg på at fastholde det enkelte menneske på, at hans skæbne var underkastet højere magter.

Tanken om, at det enkelte individ var prisgivet større magter som historien og Gud, og at alle forandringer derfor måtte tilpasses konkrete historiske og nationale betingelser, var grunden til, at de konservative forkastede både liberalismens og socialismens utopiske fremtidsvisioner. Konservatismen var i bedste betydning en antihumanistisk filosofi. Den accepterede menneskets begrænsning.
Den britiske filosof Michael Oakeshott gik så vidt som til at definere konservatismen som det »at foretrække det som er, fremfor det, som ikke er«. Det betyder i praksis, at den konservative er skeptisk overfor masseindvandring, statsindgreb i samfundsøkonomien og overdrevne miljøpolitiske tiltag, som ingen kan forudsige konsekvenserne af. Eller som David Hume formulerede det; »En allerede etableret regeringsmagt har en uendelig fordel netop i kraft af det forhold, at den allerede er etableret«.
Det er denne erkendelse – og ikke udliciteringer og skattelettelser – der er kernen i konservatismen. Det store spørgsmål i dansk politik i dag er om der er noget parti, som repræsenterer denne ideologi. Og om dette parti – i bekræftende fald – er Det konservative Folkeparti. Noget kunne tyde på at svaret er negativt!

*MADS QVORTRUP
underviser i politisk teori på London School of Economics

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her