Læsetid: 2 min.

Velkommen i det dårlige selskab

Regeringen i ledtog med blakkede stater som Eritrea, Etiopien, Usbekistan og Kasakhstan
27. marts 2003

Krig
Mens næsten hele verden er imod Irak-krigen, bidrager Danmark til koalitionen mod Irak med to krigsskibe. Kun Australien, Storbritannien og USA selv, og nå ja Albanien! stiller med egentlige soldater. Præsident Bush forsøger at fremvise stor opbakning, men realiteten er, at de fleste lande kun bidrager med retten til at overflyve luftrum og baser. Læg dertil, at ingen arabiske soldater er med denne gang, modsat i krigen om Kuwait, hvor 60.000 mand deltog. Heller ikke USA’s nabolande Canada og Mexico støtter sagen. Endelig er to af USA’s traditionelt bedste venner, Tyskland og Tyrkiet direkte imod krigen. Hvem er så i øvrigt med i USA’s/GB’s koalition: mildt sagt blakkede stater som Eritrea, Etiopien, Usbekistan og Kasakhstan. Det er altså i dette selskab af små lydstater, også Danmark befinder sig.

Krig som sidste udvej
Venstre sammenligner situationen med 1998, hvor DRV støttede militær indgriben. I DRV er vi ikke imod krig som en sidste udvej, og vi har desværre ved flere lejligheder til og med interventionen i Afghanistan set os nødsaget til at støtte sådanne. Det skal heller ikke afvises, at et militært indgreb mod Irak før eller siden måtte tages. Hvorfor så ikke nu?
For det første var FN’s Sikkerhedsråd ikke enigt. Fire ud af 11 lande var imod. Der er derfor intet FN-mandat. Verdensopinionen finder ikke denne krig retfærdig.
For det andet: Ved ikke at lade våbeninspektørerne få lov til at gøre deres arbejde færdig, og ikke mindst at underkende FN, har USA/GB udvist en massiv arrogance over for verdenssamfundet. Fra USA-side påstås det, at FN er irrelevant – hvad er helt grotesk, når det netop har vist sig at virke. Våbeninspektionen bar frugt, og man var faktisk klar til at tage en selvstændig demokratisk beslutning på trods af massivt amerikansk/britisk pres.
Det er absolut dejligt at se en statsminister, der ikke lader sig skræmme af gallupkrati eller bøller med maling. Men det er ikke okay, at statsministeren på et spinkelt flertal vælger at sende danske soldater i krig uden FN-mandat og uden at ville diskutere disse historiske brud med dansk tradition. At Fogh Rasmussen meldte afbrud til en tv-debat var hovmod og en hån over for den befolkning, som han nu har valgt at sende i krig. At regeringens udenrigs- og statsminister forløbet igennem har sendt forskellige signaler angående regeringens politik, giver ikke beslutningen mere legitimitet.

Skaber splittelse
At sagen har mange nuancer burde være tydeligt. Alligevel har regeringen valgt at støtte sig til Dansk Folkeparti. Men hvorfor mon de ønsker at ligge stemmer til denne krig? Ja, dels er et rask lille korstog naturligvis altid godt, men sidegevinsten er næsten endnu bedre. Ved at støtte krigen, støtter man splittelsen i Europa. Dette parti lever af splittelse og deltager selvfølgelig gerne, når de direkte opfordres til at skabe en sådan. DF støtter ikke organisationer som EU og FN, hvor politik og forhandlinger overtager ufred og splittelse. Statsministeren baserer således ikke bare sin indenrigs-, men også sin udenrigspolitik på DF-stemmer. Regeringen har været med til at skabe splittelse internationalt, men også nationalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu