Læsetid: 4 min.

Fra Bagdad til Budapest

En af Irak-krigens mindre blodige forbandelser var mediernes udelukkelse af andre nyheder
Debat
29. april 2003

En af Irak-krigens mindre blodige forbandelser var mediernes udelukkelse
af andre nyheder

INTERNATIONAL
Fredens projekt’ er længe siden. Før jul. Da EU, Europa og kandidatlande flokkedes på skærme og avissider. Nu er det krigens projekt, der optager mediesind. Iraks geografi pensles ud på skærme og sider, i hvert fald et kort stykke tid endnu. Så rykker interessen, og dermed medieminutterne, til verdens næste brændpunkt.
Måske vil læsere og seere i Europa forinden få tid til at reflektere over, hvorfor vi i de forgangne uger skulle vide (så meget) mere om Bagdad og Basra end om Budapest og Bratislava. Det er spændende at blive oplyst om kurdere, sunnier og shiamuslimer, men behøvede slovener, slovakker og sigøjnere at falde helt ud af spalterne?
Ja! For en krig er en krig, og en nyhed en nyhed. EU’s udvidelse derimod, er en demokratisk besluttet, fredelig plan, der stille og roligt er ved at blive ført ud i livet. Malta stemte ja til EU i marts, selvom maltesernes nej-sigere fik hjælp af Jens-Peter Bonde. Slovenerne fulgte efter, mange Europa-mil foran deres tidligere landsmænd i Jugoslavien, med det største ja i EU’s historie, næsten 90 procent. Ungarerne, de flittige, succesrige europæere, besluttede sig også for at stige på toget. Næsten 85 procent af dem, der gik til stemmeurnerne, sagde ja. Til gengæld blev over halvdelen hjemme. Hvorfor det, og hvad betyder det for medlemskabets legitimitet i magyarland? Ikke noget, der er spildt meget krudt på i danske aviser. Kroatien, det land, hvor krigene på Balkan startede, og som for få år siden havde en småfacistisk regering, har indleveret sin ansøgning til EU, og EU’s medlemsstater har netop bedt Europa-Kommissionen om at udarbejde en undersøgelse, der skal vise landets EU-parathed. Sidste skridt før egentlige optagelsesforhandlinger, og det bliver dejligt at bade ved den dalmatiske kyst og kunne betale med de euro, som også danskere vel engang får mellem hænderne. Men den tid, den glæde. Vi hører ikke meget om den nu.

Absolut ligegyldighed
Selv uden krig i Irak er det tvivlsomt, om udvidelsen af EU var blevet dækket med alt for mange ord i år. Dels blev det store fyrværkeri skudt af inden topmødet i København i december 2002. Aldrig har så mange danske journalister kigget på polske bønder, og nu har vi vel også hørt, at de er fattige.
Dels lider udvidelsen af, at den er en del af monstret EU, som i mediernes og vel også befolkningens øjne er så afsindigt kedelig, når ikke lige Anders Fogh bliver udnævnt til superpolitiker af Financial Times. Jakob Nielsen, politisk redaktør på Politiken, skriver i en ny hvidbog om mediernes dækning af EU, udgivet af Dansk Journalistforbund, at EU har et problem. Unionen er truet af absolut ligegyldighed.
Hans Engell, chefredaktør på Ekstra Bladet, siger ganske ligeud i samme hvidbog, at hvis man vil have en løbende dækning af EU-stoffet, må man søge andre steder end i hans avis. Bladets netredaktør supplerer, at der ikke er noget tema om EU på hjemmesiden af den simple grund, »at det ikke interesserer vores læsere«.
EU-stoffet er aldrig er blevet koblet med dansk politik, hverken i medierne eller i Folketinget, forklarer Mark Ørsten, der skriver Ph.d. om mediernes EU-dækning, i hvidbogen. I aviserne fører EU et stille liv på siderne for udland og erhverv, og får kun lov at komme ind på indlandssiderne, når ’Bruxelles’ på en eller anden måde truer noget, der er dansk. Jakob
Nielsen skriver også, at EU nærmest intet fylder i hverdagen hjemme på redaktionerne – og han må vel vide det.
I øvrigt er det ikke kun mediernes skyld, også Folketingets politikere opfører sig, som om de 80 procent af dansk lovgivning, der bliver vedtaget i EU, ikke har noget med dem at gøre. Hvad så? Det er svært at se, at konklusionen bør være, at vi nødvendigvis skal kende den irakiske geografi i detaljer.

Irakerne vil fade
Der er ingen tvivl om, at irakerne vil fade fra skærmen, som kvinderne i Afghanistan gjorde. I stedet vil normaldanskeren måske få ny viden om syrere, nordkoreanere eller libyere, som han ønsker, han aldrig havde behøvet. Og de stakkels journalister og redaktører vil blive kastet ud i nye kapløb med tiden om den bedste dækning af amerikanere, arabere og skøre kommunister, alt efter hvordan verdens vinde blæser.
Vores nye naboer, hvis landbrug pumper pesticider ud i vores – allesammens – Østersø, og hvis veluddannede arbejdskraft danske virksomheder gerne vil tiltrække, de kan forblive usynlige. Og sammen med dem al øvrig europæisk politik, der ikke lige handler om krudt og kugler.
Det Europæiske Konvent? Regeringens repræsentant, Henning Christophersen, forhandler alligevel helst den ny forfatning for EU bag lukkede døre, så måske behøver ingen dække det. Bare en eller anden briefer os, når forfatningen har sikret lige rettigheder for mænd og kvinder, og måske har udstyret os med en ny EU-præsident.
Måske var der også en eller anden på P1, der kunne sige til, når den sidste gangster fra Balkan er landet i Haag, landbrugspolitikken endelig er blevet reformeret på fornuftig vis, når vores luft og vand er rent, og der ikke længere er korruption, kvindehandel og konkurrenceforvridning på kontinentet.
Kommer det ikke af sig selv? Nej, for lobbyisterne lobbyer, smuglerne smugler, industrien forurener, bureaukraterne forsøger at finde pragmatiske løsninger, og politikerne laver symbolpolitik.
Mens vi ser på brændte bygninger i Bagdad, går livet videre i Europa, og der er brug for den almindelige danske lytter og seer til at kontrollere det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her