Kronik

Danmark er allerede et godt islamisk land

– men i dag er det nærmest kættersk at tale imod en adskillelse af religion og politik, præcis som præstevælder før i tiden forbød den modsatte tale
22. april 2003

– men i dag er det nærmest kættersk at tale imod en adskillelse af religion
og politik, præcis som præstevælder før i tiden forbød den modsatte tale

Kronikken
Krigen mod Irak kan genoptegne en markant konfliktakse, der også kan få katastrofale følger for vores hjemlige atmosfære. Derfor må vi ophæve det kunstige skel mellem Vesten og islam. Vi må erstatte konfrontationsretorik med en forsoningspolitik, der betoner fred og fællesskab frem for frygt og fjendskab. Udgangspunktet må være samtalen.
Desværre er den offentlige debat om islam og muslimer i Danmark løbet tør for kvalificerede indspark til, hvordan man kan forholde sig til en multireligiøs samtid. Uden at stemple dem, man ikke deler trosbekendelse med, som mørkemænd.
Dræbende for den offentlige debat og religionsdialogen er tendensen til at kategorisere islam og muslimer ud fra en misforstået opfattelse af, at der kun findes to former, nemlig moderat eller fundamentalistisk.
En nuanceret debat kræver, at der sættes ansigt på muslimer for at synliggøre forskelligheden i muslimers opfattelse af religion og religiøsitet. Ligesom man ikke bør definere en kristen eller
buddhist ud fra voldsbilleder fra Nordirland eller Japan, skal muslimer ikke identificeres med voldelige billeder.
I denne sammenhæng vil det også være sundt, hvis vi som muslimer stiller os kritiske over for mange såkaldte islamiske stater i dag, når universelle menneskerettigheder krænkes i religionens navn. Kritik og selvkritik blandt muslimer er en dyd, der er nødvendig for at gøre op med det populære misbrug af religion i magtens tjeneste.
Danmark er på mange måder et land, der i højere grad end noget erklæret islamisk land opfylder de centrale retfærdighedsprincipper for en samfundsorden, der kan udledes af Koranen og Profetens sædvane – navnlig principperne for en retsstat, ligebehandling af samfundsborgerne, minoritetsbeskyttelse, frie valg og retten til at kunne vælte magthavere, der ikke sikrer de førnævnte principper.
Trods den politiske populisme og mediernes retorik befinder muslimer sig utvivlsomt bedre med deres tro i et land som Danmark end i frihedsberøvende despotier som eksempelvis Saudi-Arabien, der efterhånden har gjort en underholdningsindustri ud af at hugge hænder af fattige mennesker, der stjæler for at overleve.
Men samtidig skal man huske på, at religion ikke kan være skurken, når det kommer til forståelsen af dårligdomme som despotiske regimer, kvindeundertrykkelse eller terror. Ganske vist kan man finde muslimske ekstremister, der kunne finde på at hylde et terrorangreb mod den ’vestlige
satan’ – som vi så det i september 2001.

Men misbrug af religion udøves ikke udelukkende af muslimer: Både katolikker og protestanter retfærdiggør terrorhandlinger i Nordirland; der findes jøder, der støtter en etnisk udrensning i Israel og støttede mordet på Yitzak Rabin; der findes sikher, der hylde-
de mordet på Gandhi, japanske buddhister, der stod bag nervegas-angrebene i Tokyos undergrundsbane. Men det betyder jo ikke, at man retfærdigvis kan kriminalisere hverken kristendommen, jødedommen, hinduismen eller buddhismen eller islam. Ingen religion eller kultur har patent på
idioter.
Islam er ikke en særlig fanatisk tro, men udnævner gerne sig selv til garant for såvel menneskerettigheder som (med-)menneskelige forpligtelser. Heller ikke demokrati og grundlovssikrede rettigheder er forbeholdt udviklingen i den ’vestlige’ verden. Tværtimod ville man blandt muslimer finde en bred tilslutning til tanken om, at demokratiske processer og menneskeretlige krav er en iboende del af den islamiske lære, bl.a. med reference til Profetens politiske lederskab i bystaten Medina, til koranske begreber og Khalifatets virke.
For mange muslimer er demokratiske værdier netop en del af, hvad de forstår og udlever som sharia, og bestræbelsen mod et fredeligt samfund med respekt for den enkeltes lige ret og værd er ligeledes en del af, hvad de forstår og udlever som fredfyldt jihad.
At turde udtale, at islam også er en dansk religion, og således gøre op med Mellemøstens monopol på helligheden kræver på den anden side, at muslimer forstår sig selv som fuldgyldige medborgere i det samfund, de lever i. Derved forkastes opfattelsen af, at ’rigtig’ islam kun er realiserbar i de traditionelt islamiske lande.

Det kræver i særdeleshed, at muslimer i Danmark (og det øvrige Vesten) bliver aktivt medvirkende til at udvikle en ’hjemmefølelse’ i de samfund, de lever i, og tager et opgør med dualistiske verdensbilleder, hvor kristendom og sekularisme er forbeholdt Vesten og islam Østen, uanset at disse forskrifter i deres natur er universelle og grænseoverskridende.
At komme videre kræver ikke kun, at medieskabte myter rives ned med et bedre kendskab til islam og muslimer, men også rum til, at muslimer kan udvikle en oprigtig medborgerfølelse. Geografi er ét og tro noget andet.
Udviklingen og den realitet, at muslimer er en del af Danmark og Danmark en del af islam, kræver med andre ord, at muslimer gør op med den tradition, der bestemmer troen i forhold til geografiske rum, der gør ’Vesten’ til et rum, muslimer ikke kan forlige sig med.
At opfatte Danmark som et ’rigtigt’ hjem er en af vejene til, at muslimer og det aktive medborgerskab kan forenes – og således bliver en spiselig cocktail for såvel muslimer som ikke-muslimer i Danmark. Først da vil ordet integration blive meningsfuldt, og først da kan man åbne dørene for den religiøse dialog.
Men det kræver en ’ny-muslimsk’ dagsorden at give modspil til alle fortalere for en barriere, om de så tilhører Hizb-ut-Tahrir eller opinionsdannere fra de etablerede politiske fløje.
En anden forudsætning for, at debatten om islam i Danmark kan blive lige så mangfoldig som virkeligheden, er et opgør med modsætningspar som ’vestlig-sekulær-demokratisk’ og dets negation ’islamisk-uoplyst-fundamentalistisk’. Denne modstilling er kvælende for den gældende debat om, hvordan multireligiøsitet eller en pluralisme af opfattelser kan sameksistere inden for et fælles rum.
Denne modsætningskonstruktion viser imidlertid også, at der er noget galt med de præmisser, den offentlige debat forløber på grundlag af. Massehysteriet i kølvandet på den sindsforvirrede ugerning den 11. september 2001 førte i Danmark til en udbredt opfattelse af, at forskelle i religiøse doktriner er
uovervindelige og giver næring til konflikt – og det i en sådan grad, at nogle endda ville hævde, at det fatale terrorangreb var en falliterklæring for den religiøse dialog.

Uanset at det er skamløst at mistænkeliggøre en trosretning og trostilhængere på baggrund af en sådan tragedie, så er der ingen tvivl om, at det har betydet noget for den ’religiøse’ dialog i den danske offentlighed.
Og det er netop dette skæve grundlag i den offentlige debat, der giver næring til legitim ’modstandsretorik’ mod religionens tilstedeværelse og dermed gør muslimer til et fremmedlegeme.
At de skal bekæmpes er en vending, man ofte støder på i avisernes debatsektioner, når islam og muslimer diskuteres. For i dag er det nærmest kættersk at tale imod en adskillelse af religion og politik, præcis som præstevælder før i tiden forbød den modsatte tale.
Den religiøse dialog mellem forskellige trosbekendelser tjener ikke sit formål, hvis offentlighedens fokus samt politisk populisme fører til, at Ali får en bundplacering på danskhedsbarometeret, hvis ikke han er villig til at nævne ordene sekularisering og verdslighed frem for enhed og åndelighed som den eneste ’rigtige’ vej til fredelig sameksistens og løsningen på alverdens problemer, fordi det er imod hans overbevisning, at skellet overhovedet er gyldigt.
En sådan dialog minder om det ultimatum, man i sine barnelege både fik og gav andre børn med imperativet: ’Hænderne op eller bukserne ned!’. Hvis man bilder sig selv ind, at en sådan situation er en dialog på lige præmisser, så skelner man ikke mellem dialog og diktat, hvilket i sidste ende hverken handler om det bedre arguments styrke eller menneskeretten til at følge sin egen overbevisning

*I dag holder Folketinget konference om forholdet mellem stat og kirke.
*Kronikken er en forkortet udgave af et bidrag til bogen Islam i bevægelse, Akademisk Forlag, 2003

*Mona Sheikh, Fatih Alev, Babar Baig og Noman Maliks
er hhv. bach.scient.pol og foredragsholder, stud.mag. i arabisk og mellemøsthistorie og foredragsholder, eksporttekniker og foredragsholder, stud.Ha. og debattør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu