Krig for hvem?
Kapitel 1 (1991-2001) scene 1;
USAs kontrol med og adgang til billig olie er vigende, og priserne vil i fremtiden stige. Verdens næststørste oliereserver findes under Irak og er udenfor rækkevidde for USA. Scene 2: USAs lagre af avancerede våben er fulde, og da det er udelukket at eksportere til andre lande, truer arbejdsløshed og manglende omsætning den ellers lukrative våbenindustri. Vi må have en rask krig et eller andet sted.
Kapitel 2, scene 1; (post 11. sept.-maj 2003) Bush (lobbyistgruppen bag) har fjenden og kan nu konstruere opbygningen af en nødvendig krig. Scene 2; Krigen startes og vindes trods illegitimitet og imod FNs charter ved hjælp af nogle få rygklappernationer. Bemærk at forbruget af de kostbare og avancerede våben har prioritet i antal (vi skal have ordrer til våbenindustrien), og at oliekilderne skal sikres først (befolkningens nød er uprioriteret).
Kapitel 3 (Post War) Scene 1; USA sikrer sig en lydregering i en så lang periode, at kontrol med olien og basefaciliteter i Irak for resten af det 21. århundrede er sikret, som alle de andre lande, USA har befriet siden forforrige århundrede. Scene 2; Voldsspiralen optrappes og nye terrorceller opstår USA forstår stadig ikke noget!
Bent Brogaard
Provstevænget, Galten
Interessant ny retspraksis
De lidt krampagtige amerikanske anstrengelser på nuværende tidspunkt for at finde beviser for Iraks besiddelse af masseødelægelsesvåben, tætte forbindelser til den internationale terrorisme osv. må (uanset hvad man evt finder eller i mangel af bedre: finder på) rent retsligt siges at repræsentere en interessant og for så vidt skelsættende nyskabelse på det juridiske område:
Straf først bevisførelse bagefter
Søren Blaabjerg
Rosenvænget 135, Hørning
Hulemanden, hornuglen og hyænen
Anders Fogh svang sin beskedne kølle som klapper under den amerikanske præsidents jagt på sit bytte.
Per Stig slog knuder på tungen under sine skiftende forklaringer om jagtens formål og løbende kommentarer til dens udvikling.
Og Peter Skaarups lister nu, da jagten er slut, rundt og gør forsøg på at tiltuske sig en luns af byttet.
Den hvidhovedede Havørn mæsker sig allerede i det overdådige måltid.
Bliver den mon mæt?
Eller må Hulemanden, Hornuglen og Hyænen indstille sig på at skulle klappe, snakke sort og liste rundt endnu en tid, før de får del i byttet?
Flemming Schreiber Pedersen,
Hårbyvej 15, Hårby, Skanderborg
Varm og kold krig
En ny varm krig siges at være vundet. Men den gamle kolde er skam stadig i god gang, den har bare skiftet fra bilateral til uni-multilateral.
Doris Kruckenberg
Henrik Ibsensvej 4, Frb.