Læsetid: 3 min.

Diplomati for åbne døre

Statsministerens DR-udsendelse skaber misstemning – også i Tyrkiet
Debat
23. april 2003

EU
Den danske stats- og udenrigsminister refererer for åben skærm til den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, der angiveligt blankt skulle afvise tyrkisk EU-medlemskab. Og det uanset EU’s stats- og regeringschefer udadtil siger pæne ord om Tyrkiets muligheder for at komme med i samarbejdet.
Selv opholdt jeg mig i Ankara, da nyheden om udsendelsen detonerede. De største aviser, det nationale tv og CNN ryddede forsider. Vinklen lå lige for: EU har skjulte dagsordener og taler med to tunger, når det gælder tyrkisk EU-medlemskab. Udsendelsen bekræftede den nærende mistanke, mange har i beslutningsmiljøet i Ankara : EU vil nok ikke have os, når det kommer til styket

Med EU som gulerod
De stærke tyrkiske reaktioner skal også ses i lyset af, at landet de senere måneder har befundet sig i et granatchok – hvor EU-medlemskab af mange ses som en redningsplanke.
Først kom jordskredsvalget i efteråret. Det nydannede islamiske parti, AK, som er konservativt orienteret, fejede de hidtidige regeringspartier af banen og satte sig på to tredjedele dele af pladserne i Parlamentet.
Det store spørgsmål i dagens Tyrkiet er, om partiet vil bryde med den traditionelle adskillelse af stat og kirke. Svaret er formentlig, at uanset at der er en hård fundamentalistisk kerne blandt partiets støtter, vil vi i den kommende tid være vidner til en videreførelse af den demokratiske reformlinie, Tyrkiet har stået for i de senere år. Fordi guleroden er EU-medlemskab.
For det andet har Irak-krigen haft vidtrækkende konsekvenser i Tyrkiet. Forholdet til USA er blevet nedkølet, fordi det tyrkiske Parlament afviste at give USA tilladelse til at åbne en nordlig front i
Irak gennem Tyrkiet. Og samtidig gik Tyrkiet glip af et trecifret milliardbeløb i kr. fra USA. Men amerikanerne vil også fremover af først og fremmest geostrategiske årsager prioritere forholdet til Ankara. Hertil kommer, at Tyrkiet sammen med Israel er det eneste demokratiske land i regionen, som forhåbentlig kan virke som inspiration for de arabiske lande.

Frygten for kurderne
Men først og fremmest frygter tyrkerne, at de irakiske kurdere permanent vil udvide deres territorium og etablere sig som en statslignende enhed. Frygten går på, at dette vil kunne give kurdere i Tyrkiet usund inspira-
tion. Og Ankara ønsker for næsten enhver pris at undgå en gentagelse af de voldelige konflikter med kurderne i først halvdel af 1990’erne, som kostede 35.000 menneskeliv. Dette trauma er fortsat et åbent sår i den tyrkiske bevidsthed.
Krigen har ført til opprioritering af ønsket om at komme med i EU – fordi EU i et tyrkisk perspektiv repræsenterer sikkerhed og stabilitet.
Derfor rammer det særlig hårdt, at forholdet til EU samtidig er blevet forværret. Det skyldes især den fastlåste situation omkrig det delte Cypern, hvor den græsk-cypriotiske del har udsigt til at komme med i EU til maj næste år.
For de mange EU-tilhængere i Tyrkiet – et klart flertal i befolkningen støtter medlemskab – er frygten, at en Cypern-løsning er endnu en forudsætning Tyrkiet skal opfylde, når Unionen til næste efterår skal vurdere, om landet er modent til at indlede forhandlinger om optagelse i EU.
I Tyrkiet er det således en udbredt opfattelse, at EU slet ikke er interesseret i tyrkisk medlemskab. Med de danske ministres udtalelser ser mange tyrkere denne mistanke bekræftet. Det er en skam, for hvis EU udviste en stærkere vilje, ville det have en meget positiv indflydelse.
Vi bør i EU og i Danmark i stigende grad bør engagere os i Tyrkiet, bl.a. ved at åbne døren for tyrkisk medlemskab af Unionen. Det er på tide, at vi opdager, at Tyrkiet er mere end mavedans og kridhvide strande i Alanya. Hvis EU signalerer, at døren står åben, vil det være den bedste fødselshjælper til at fremme reformprocessen. Tyrkiet ville langt hurtigere blive et helgyldigt demokrati. Og det er faktisk i EU’s store interesse.
For EU vil tyrkisk medlemskab – når den dag kommer – være et vigtigt signal om, at Unionen også kan omfatte de mindst privilegerede befolkningsgrupper i Europa. Og om at EU ikke bør ende som et dejhvidt eller et kristent reservat – det er i EU’s interesse at vise resten af verden, at alle europæere kan være en del af Unionen. Kravet er ikke fælles religion, men overholdelse af fælles demokratiske og menneskelige værdier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her