Læsetid: 3 min.

Drab i ly af krigen

Lige efter spindoktorernes manual
Debat
12. april 2003

KOMMENTAR
Jeg tror ikke, at Ariel Sharon behøver en spindoktor. Den drevne general har altid fulgt sit eget hoved og troet på sine egne instinkter og den brutale magts klare tale. Men det var lige efter spindoktorernes manual, da F-16 jageren forleden tirsdag aften i ly af krigen i Irak affyrede tre missiler i et tæt befolket område af Gaza by.
Målet var en bil med to højtstående medlemmer af Hamas’ militære gren, og de blev øjeblikkelig dræbt sammen med en tredje passager.
Da de lokale beboere stimlede sammen om den brændende bil, affyrede en Apache helikopter to missiler mere og dræbte fire – heraf to børn – og sårede 48, hvoraf 22 var børn.
De grumme nyheder havde særdeles svært ved at finde vej til de vestlige medier, som i den grad var optaget af begivenhederne i Bagdad.
Man kan angribe Sharons henrettelser af de terrorister, som i store dele af det palæstinensiske samfund betragtes som frihedskæmpere, ud fra mange synspunkter. At det strider mod folkeretten. At det ikke udrydder terrorisme og tværtimod skaber grobunden for endnu flere selvmordsbomber rettet mod uskyldige civile israelere. Men kynismen bag helikopterangrebet mod de lokale beboere efterlader én nærmest stum. Jeg påstår ikke, at Sharon havde beordret noget sådant, men den hensynsløshed, som udstråler fra denne kriger, er mere og mere trængt ind i Israels væbnede styrker. Den hær, som avisen Haaretz for nylig beskrev som ’en udryddelsesmaskine’. Stærke ord, ikke mindst i Israel.
Drabene i Gaza fandt sted umiddelbart efter at George Bush og Tony Blair havde afsluttet deres møde i Belfast. Her holdt Blair den amerikanske præsident fast på køreplanen for forhandlinger om en løsning på konflikten, det såkaldte road map, der som endestation har etableringen af en levedygtig palæstinensisk stat i år 2005. Første skridt er, at den nyudnævnte premierminister Abu Mazen får skabt en regering, der i ord og gerning tager afstand fra terror og selvmordsbomber.
Det er ingen hemmelighed, at Ariel Sharon kun nødtvungent har sagt ja til køreplanen, fordi dens endemål er imod alt, hvad han står for. Men den israelske leder mister ikke nattesøvn af den grund. Fordi han ved, at han til enhver tid kan sabotere forhandlingerne ved at foranstalte drab som dem forleden i Gaza og dermed skabe en vrede blandt palæstinenserne, som gør det umuligt for Abu Mazen at leve op til kravet om at bekæmpe terroren effektivt.
På mødet i Belfast gjorde George Bush meget ud af at fortælle, at han altid mener, hvad han siger. Det havde Saddam Hussein måttet sande. Nu skal det vise sig, om det også gælder for Ariel Sharon.
Ellers kan man kun håbe på, at israelerne i stigende grad gennemskuer en politik, som i den grad underminerer Israels omdømme, og stik imod hans løfter har skabt mindre fred og større daglig usikkerhed for befolkningen.
Som det hedder i en ny erklæring fra 153 fremtrædende israelske intellektuelle, praktiserer Sharon »en systematisk ødelæggelse af palæstinensisk ejendom, privat som offentlig, og en masseekspropriation af palæstinensisk land til fordel for bosætterne, med det formål at minimere det område, som bebos af palæstinensere«. De anklager også premierministeren for kynisk at udnytte terrorfrygten til at tilføje palæstinenserne endnu flere ydmygelser og til at gøre deres tilstedeværelse på Vestbredden illegitim i israelernes øjne. Med det formål at fremme sin egen livslange vision om et Storisrael. De affærdiger Sharons gentagne udtalelser om at ville forhandle, når terroren er stoppet, som tom retorik, der modsiges af hans systematiske sabotage mod freden.
Man kan heller ikke opfatte missilerne i Gaza på anden måde. De faldt kort før, palæstinenserne mindes etårsdagen for den oprørende blodige og brutale indrykning i flygtningelejren i Jenin.
Den er naturligvis blevet et ikon for palæstinenserne på samme måde som al-Nakba, uddrivelsen i 1948, og Sabra og Chatila i 1982.
Endnu en gang bekræftes de i deres egen offerrolle. Og endnu en gang bekræftes de i troen på en udpræget dobbeltmoral i den vestlige lejr. At vores holdning til besættelse og overgreb mod menneskerettigheder er totalt styret af egne politiske og økonomiske interesser.
Og det kan jeg ikke fortænke dem i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her