Kronik

’Europæere er fra Venus, amerikanere fra Mars’

‘Demokratier går ikke i krig med hinanden’, påstod Kant. Det holder meget godt – men berettiger stadig ikke krigen i Irak
Debat
24. april 2003

Kronikken
Europæere er fra Venus, og amerikanere er fra Mars« har den amerikanske politolog Robert Kagan for nyligt hævdet i en berømt artikel. Han stillede spørgsmålet om, hvad det er for en filosofi, den amerikanske Irak-politik udtrykker og sammenlignede den med den europæiske filosofi. Den amerikanske tankegang skulle udtrykke den engelske filosof Thomas Hobbes’ tankegang fremsat i bogen Leviathan fra 1651. Mens europæernes tankegang sammenfattes af den tyske filosof Immanuel Kant i bogen Den evige Fred fra 1795. Fra en amerikansk synsvinkel synes disse to vinkler at præge spørgsmålene om krigens og fredens væsen. Amerikansk vilje til magt og europæisk fredsvilje. Europæerne er duer, amerikanerne høge. Tænk, hvis verden var så enkel. Man tager den ene filosof, eller man tager den anden. Mon Hobbes og Kant tænkte så enkelt?
Kagan har i bedste mening prøvet at formulere den amerikanske folkesjæl. Mange citater svirrer som halve og kvarte formuleringer, der måske, måske ikke, skal udtrykke noget, der kan tages for begrundelser. Her er et længere citat om folkesjælen:
»Nu var jeg bestemt ikke nogen amerikansk nationalist. Den sportsklub-nationalisme, der havde hersket under Golfkrigen og i dag, er amerikanernes åndelige føde, den grådigt-barnlige glæde ved at se sit land sætte sig på farverne på landkortet, den triumferende følelse ved ’sejr’, fornøjelsen ved at se andres ydmygelse og underkastelse, den hengivne nydelse af den frygt, man vækker, den bombastiske nationale selvros i bedste Hollywood-stil, den narcisstiske onaneren over, hvad der menes med udtrykkene to believe in America, American feeling good, loyality to America, the American man, the American way of life! – alt dette havde igennem lang tid haft en modbydelig og frastødende virkning på mig, hér var der ikke noget at ofre. Men det hindrede mig i det store og hele ikke i at være en god amerikaner, hvad jeg ofte nok blev mindet om – om ikke på anden vis, så i hvert fald ved at føle skam over den måde, amerikansk nationalisme udartede på.«

Hvem i Vesten (uden for Frankrig) kan føle sig fri fra at have mærket en snert af dette føleri? Forfatteren til citatet er i øvrigt Sebastian Haffner. Citatet stammer fra hans selvbiografi En tyskers historie 1914-1933 (s. 209) og ja, jeg har byttet ’tysk’ ud med ’amerikansk’ og et par tyske referencer med et par amerikanske. Det afgørende er for mig at se de skred, som ord og billeder kan give i vores føleri over ’folkesjæle’. For den skyld kunne vi også putte ord som ’dansk’, ’svensk’ eller ’fransk’ ind i citatet og se, hvilken effekt det kunne give. I dag kan de europæiske nationaladjektiver ikke udfylde den plads som dengang, den stod fri til nazisternes afbenyttelse. Men ’America’ kan. Tv-kanalerne bearbejder hver aften, uge efter uge, året rundt, seernes sjæle til at tage imod det amerikanske væg-til-væg føleri og forbereder med fem-ti daglige amerikanske film vore tankegange til at tage imod den amerikanske fortælling, om den så går på kærlighedshistorier, krigshistorier eller krigsbegrundelser. Sebastian Haffners pointe er, at Tyskland i løbet af 1920’erne og 30’erne var blevet erobret af et sæt af grundlæggende tankegange, der besatte symbolikken om det tyske. I dag kan man, som David Trads har påpeget (Inf. 14. april), sige noget lignende om høgenes USA. USA har unægtelig bidraget til den vestlige tænkning med en kobling af pragmatisme og multikulturalisme, som er givtig.
Men hvad er det for en ’folkesjæl’, USA har lagt i Irakkrigen? Er pragmatismen af samme art som den, der udtrykkes i den islandske saga, hvor et drab berettiges med formularen »Han stod så godt for hug!«: Irak stod så godt for hug? Det er den type retfærdiggørelse af krigen, som vi i disse dage er ved at støde på: Nu er Husseins styre jo faldet, og de amerikanske tropper står i Irak, og man kan ikke i ramme alvor mene, at tropperne skal trækkes ud, medmindre man ønsker en voldsom borgerkrig!
Det er rigtigt, at USA’s tropper ikke bør trækkes ud nu, tværtimod. Men det berettiger ikke krigen. Tværtimod, og her kommer vi tilbage til Thomas Hobbes’ argumentation i Leviathan. Hobbes’ berømte analyse var skrevet i en situation med religiøse borgerkrige i England og på kontinentet (Trediveårskrigen). I den situation pegede Hobbes på, at selv et diktatur, der som i en undtagelsestilstand satte sig på alle folks handlinger, var mere berettiget end borgerkrigen. Hobbes’ pointe er, at staten kunne etablere en i det mindste foreløbig retstilstand. Om det var Saddam Husseins despoti eller det amerikanske despoti, så ville det være mere berettiget end dét totale anarki, der har borgerkrigen til fætter.

USA’s opgave er nu at forhindre borgerkrigen. At indføre demokrati i den nuværende situation synes at optræde som erstatning for at sige, at krigens formål er freden: Krigens formål er indførelsen af demokratiet i stedet for Baath-partiets diktatur, synes én af Bushs og Foghs mange mere eller mindre utilstrækkelige begrundelser for krigen at have været.
Men der er endnu langt fra diktaturets bekæmpelse af borgerkrige til et stabilt demokrati. Saddam Hussein bekæmpede kurdernes og shiamuslimernes opstande i 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, ligesom Moskva bekæmpede den tjetjenske opstand, og USA førte en blodig borgerkrig i 1860-64, mens Danmark i 1848-51 bekæmpede holstenernes opstand. Uden territorial, central eller føderal orden synes alt paradoksalt nok at opløse sig i borgerkrig, også demokratiet, selv om opstandene ofte sigter mod regional eller national selvbestemmelse.
Immanuel Kants argumentation er nu den, at der ikke går nogen lige linje fra despoti til demokrati, fra en diktatorisk besættelse til et demokrati. Kant tilvejebragte den første helt igennem moderne filosofi om det ’republikanske’ demokrati. Med et godt hold i de europæiske staters historie og med en stærkere filosofisk baggrund end nogen anden før eller siden kunne han vise, at vejen fra despoti til demokrati går gennem retsstaten.
Det drejer sig om at få indført retsstatslige tilstande, med domstole, politi, lovgivning, forfatning, juridisk uddannelse, forvaltningsret og frem for alt magtdeling. Magtdeling mellem lovgivende, dømmende, udøvende magt og dertil afgrænsning af militær magt, frisættelse af offentlighedens magt, af uddannelsessystemets og af forskningens og kunstens magt. Når denne magtdeling er kommet godt i gang, så er demokratiets mulighedsbetingelser tilvejebragt. Kants pointe var den, at magt har brug for ret. På det basale niveau var det også Hobbes’ pointe. Det er den pointe, Kagan overser.
Kants påstand var så den, at demokratier ikke går i krig med hinanden, og at en evig fred derfor er mulig mellem demokratier. Det har faktisk vist sig at være en af samfundstænkningens mest holdbare påstande og synes at pege på styrken i Kants argumentation.

Alt tyder på, at Kants tese om retsstatens betydning for demokratiet også vil gøre sig gældende i Mellemøsten. USA kan ikke indføre demokratiske tilstande i Mellemøsten uden først at bidrage til skabelsen af retsstatslige tilstande. Med de nærmest neurotisk-fantasmatiske påstande om Syrien, med det anarki med plyndringer og næsten førborgerkrigslignende tilstande, der hersker i Irak, synes USA på den ene side at sætte sig som en Leviathan, der militært for tid og evighed kan dominere Mellem-østen fra baser i Irak. Og på den anden side ikke at være det fjerneste interesserede i at skabe stabile retlige forventninger til, hvad USA mon kan finde på. I demokratiets navn er det et frygtens regimente, USA har indført. Hverken internationalt eller nationalt synes USA at se retsstaten som mål for krigsførsel. Snarere er det Leviathans dikatoriske undtagelsestilstand, der står på dagsordenen. Frem for nogen oplæring til retsstatlige tilstande. USA kan således ikke siges at have ført Irakkrigen for at slippe af med Saddam Husseins despoti. Men for at overtage det. Der vil fortsat være fængslinger af politiske modstandere uden brug af rettergang. Der vil fortsat være tropper i Irak, der udgør en trussel for de nærmeste naboer. Der vil fortsat være et regime, der ignorerer folkeretlige bestemmelser. Samtidigt vil det være lykkedes for Bush at bevare og videreudvikle terrorisme som en trussel mod USA. En trussel, der kan legitimere USA’s opfattelse af selv at udgøre det godes land.
Om få år vil vi se det hele på Hollywoods film, som tv vil vise os, mens vi spiser popcorn og drikker cola. Langsomt vil vi vænne os til denne amerikanske dominans. »To feel good« over, at ret kun gælder for almindelige mennesker og hverken for det amerikanske overmenneske eller Den Fjerde Verdens undermennesker. Man kan selvfølgelig håbe, at amerikanerne vælger en anden præsident frem for at tvinge resten af verden til at vælge en anden verden, høgenes verden.

*Gorm Harste er lektor på Institut for Statskundskab, Århus Universitet og skriver på en bog om Krigens og Fredens politiske teori

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her