Kronik

De forbudte børn

At kun kvinder, der selv har frugtbarheds-problemer, må donere æg, savner enhver fornuft. Loven om kunstig befrugtning bør laves om
Debat
29. april 2003

Kronikken
Loven om kunstig befrugtning er på i hvert fald to punkter ude af trit med virkeligheden. Det drejer sig om toårs-grænsen for opbevaring af nedfrosne æg, og om muligheden for at donere æg til barnløse par i behandling. Mens barnløse par lider under konsekvenserne af loven på disse punkter, er det svært at se, hvem der har fordel af loven. Desuden er der ingen etisk begrundelse for de to paragraffer i loven.
I skraldespanden!, udbryder Anne til Anders, bliver vores befrugtede æg smidt ud fordi det har været nedfrosset i to år? – Ja, det siger loven om kunstig befrugtning, svarer Anders og tilføjer – de bliver smidt i skraldespanden, i stedet for at vi kan få et barn. Anne river sig selv i håret og siger – Det er jo vanvid, at slå et menneskeliv ihjel, som vi ønsker skal leve og blive til en barn, bare fordi det har eksisteret i to år!
Anne og Anders er opdigtede personer. Men mange par, som er i behandling for ufrivillig barnløshed vil kunne nikke genkendende til Anne og Anders’ historie. På grund af § 15 i Loven om kunstig befrugtning må befrugtede æg nemlig højst opbevares i to år. Herefter skal æggene destrueres. Amterne anmodede for nylig om en dispensation fra denne regel og bad om en forlængelse af opbevaringstiden fra to til fem år. Deres anmodning blev ikke imødekommet. Vi ønsker her bl.a. at vise, at begrundelserne for at bevare toårs-grænsen langt fra er overbevisende.
Da grænsen i 1997 blev hævet fra et til to år var begrundelsen, at et barnløst par skulle have mulighed for at få et nyt behandlingsforsøg, uden at kvinden skulle gennemgå den belastende hormonbehandling – hvis det første forsøg ikke lykkedes. Pointen er, at det danske sygehusvæsen giver barnløse par tilbud om hjælp til ét barn, hvorfor det er meningen, at de nedfrosne æg skal bruges i et og kun et behandlingstilbud.
Vi undrer os dog over, hvorfor dette taler for en grænse på lige præcis to år, eftersom der ikke er nogen medicinsk begrundelse for grænsen. Vi finder desuden loven urimelig, hvis man tager i betragtning,
nat nogle amter har indført en halvandet barns politik, der betyder, at barnløse kan få hjælp til barn nr. to, og
nat lovgivningen har åbnet op for, at de nedfrosne befrugtede æg kan bruges til at få barn nr. to. Loven om toårs-grænsen er derfor ude af trit med virkeligheden.
At loven er i modstrid med praksis taler naturligvis ikke i sig selv for en forlængelse af opbevaringstiden. Her må selvstændige argumenter på bordet.

For det første mener vi, at lovgivningen er urimelig fordi den tvinger mange barnløse par til meget hurtigt at tage stilling til, om og hvornår de vil have flere børn. Opbevaringstiden på to år gælder fra det tidspunkt, hvor ægget bliver lagt på køl. Det betyder, at et par, der f.eks. får frosset æg ned i deres første forsøg, og får et barn (eller tvillinger!) ud af deres tredje forsøg, kan risikere at skulle tage stilling til familieforøgelsen allerede når barnet er få måneder gammelt. Det er et helt unødvendigt pres at ligge på en nybagt familie. Samtidigt er det heller ikke alle, der har råd til behandling i privat regi. Det betyder, at par, der ønsker mere end et barn, kan have svært ved at takke nej til et behandlingsforsøg med fryseæg i offentlig regi. Desuden kan det også være svært at sige nej til at bruge fryseæg ud fra den betragtning, at æggene, hvis de ikke anvendes, bliver destrueret.
For det andet vil en forlængelse af nedfrysningstiden utvivlsomt medføre at færre æg, hvis overhovedet nogen, bliver destrueret. Er det ikke oplagt, at vi bør foretrække ønskebørn frem for destruktion af befrugtede æg!
En indvending, der har været på banen i forbindelse med to års grænsen, er en bekymring for at æggene og det mulige barn bliver tingsliggjort. Bekymringen er, at æggene og det mulige barn bliver betragtet som ting på en hylde i supermarkedet, de barnløse kan putte i indkøbskurven, efter forgodtbefindende.
Vi synes, denne indvending er urimelig. Det er langt fra klart, hvorfor det forhold, at et par i vid udstrækning selv ønsker at bestemme, hvornår de vil have flere børn, skulle udsætte deres mulige barn for tingsliggørelse. Det er også svært at se, hvad forskellen her er mellem det infertile par og et fertilt par. For de fleste fertile par gælder det, at de i høj grad planlægger en eventuelt familieforøgelse efter forgodtbefindende. At planlægge hvornår man får børn er vel det, vi kalder ’at være ansvarsfuld’. Det kan næppe være moralsk suspekt.
Indenrigs – og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har endvidere argumenteret for toårs-grænsen. Et af hans argumenter er, at toårs-grænsen skal sikre, at parret ikke gør brug af æggene efter en lang årrække, f.eks. 20 år. Det vil sige på et tidspunkt, hvor kvinden ofte er over den fertile alder. Men at henvise til sådanne scenarier er helt ude af proportioner. Der er tale om en forlængelse af opbevaringstiden fra to år til f.eks. fem år! Der synes således ikke at være gode grunde til at fastholde toårs-grænsen, mens der omvendt er flere gode grunde til at forlænge den i lighed med flere af vores
europæiske naboer.
Bente og Bjarne har igennem en årrække forsøgt at få børn uden held. Lægen fortæller dem nu, at den eneste mulighed, de har for at opnå en graviditet, er ved hjælp af ægdonation. Ventetiden på dette er dog mange år. Men, udbryder Bente fortvivlet, ’Vi har jo allerede ventet så længe, skal vi nu vente endnu længere tid på det barn, vi så brændende ønsker os?’ Bjarne siger ikke noget, men tænker for sig selv, at de måske endda ender med at blive for gamle til overhovedet at kunne modtage behandling!

Loven om kunstig befrugtning indebærer, at donation af æg med det formål at opnå graviditet hos en anden kvinde kun må finde sted, hvor æggene udtages som led i barnløshedsbehandling af den donerende kvinde. (§ 14) Det vil sige, at en kvinde, der ikke er i behandling for barnløshed, ikke kan donere æg. Derfor er der kun omkring 15 kvinder om året i Danmark, der donerer nogle af deres æg, hvilket i sidste ende betyder, at ventetiden på donoræg er på flere år.
Loven skelner på dette område mellem at donere blod, sæd og organer på den ene side og at donere æg og for den sags skyld befrugtede æg på den anden side. Et argument for denne forskel er naturligvis, at der ved ægdonation er tale om et omfattede indgreb på kvinden.
Men er det ikke snarere et argument for at forbyde salg af æg (§ 12) end for at forbyde frivillig donation af æg? Kvinder, der donerer æg, vil skulle gennemgå en belastende hormonbehandling og ægudtagning, i modsætning til mænd, der donerer sæd, og som ikke lider nogen overlast derved. Hvis kvinder mod betaling kunne donere æg parallelt med mænd, der donerer sæd, ville det muligvis presse nogle kvinder til at donere æg.
Hvis vi derimod taler om donation af æg fra kvinder, der ikke er i behandling for barnløshed, er det urimeligt at hævde, at det forhold, at der er tale om et omfattende indgreb på donoren, skulle tale for et forbud.
Hvis en kvinde frivilligt og uden betaling giver sit samtykke til at donere æg, hvorfor skal hun så ikke have lov til det?
Endelig er det helt essensielle her, som eksemplet med Bente og Bjarne viser, at der er mange kvinder, der ikke har mulighed for at opnå graviditet på anden måde end ved hjælp af ægdonation. Det kan endog være den eneste mulighed for et par for at få et barn overhovedet, hvis parret ikke ønsker, har råd til, eller kan komme i betragtning til adoption.
Mange danske par tager desuden til bl.a. Spanien for at købe et æg. I Spanien er der nemlig ingen venteliste, da der ikke er samme forbud mod frivillig donation som i Danmark.
Men igen medfører dette en urimelig forskel mellem de par, der økonomisk kan klare turen til Spanien og de par, der ikke kan og som er tvunget til at stå på venteliste i Danmark i årevis.

Vi kan ikke se, at der er gode argumenter for loven om kunstig befrugtning vedrørende donation af æg. Tværimod er der gode grunde til at tillade, at kvinder, der ikke er i barnløshedsbehandling, donerer æg.
Par som Anne og Anders og Bente og Bjarne kan sove mere roligt om natten, hvis loven bliver ændret ifølge vore anbefalinger. De kan donere æg, hvis de vil, og de har en større mulighed for at modtage et doneret æg inden for en overskuelig fremtid.
Og sidst, men ikke mindst; par i behandling for barnløshed behøver ikke frygte, at deres befrugtede æg ryger i skraldespanden, inden de kan nå at bruge dem!

FAKTA
Skribenter:
*Kirsten Hansen,mag. art
*Thomas Søbirk Petersen, Ph.d.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her