Læsetid: 1 min.

Fremtidens Fogh

’Fogh bag facaden’ burde indgå i undervisnings-brug på kommunikations-faglige studier
Debat
29. april 2003

Politisk
At vore spindoktorer kan have svært ved at matche udenlandske forbilleder, har vi vidst, siden Henrik Qvortrup (nu Se & Hør) skabte sig troværdighedsproblemer ved den ene dag i tv at kommentere Venstres strategi, for den næste dag at skulle dømme i en Miss Solskin-konkurrence på Costa del Sol!
At Qvortrups efterfølger som Venstre-spindoktor også har formproblemer, er den meget omtalte Fogh bag facaden så godt et eksempel på, at tv-dokumentaren burde indgå i undervisningsbrug på kommunikationsfaglige studier.
I stedet for at vise en dansk statsmand som skaber gode energier for derved at bringe repræsentanter for meget forskellige kulturer sammen, får man med spindoktorernes billigelse groft sagt vist en lommediktator med påfaldende ringe indfølingsevne overfor sine undergivne og, hvad værre er, påfaldende ringe indfølingsevne også overfor fremmede landes ledere.
Ikke just fremmende for Foghs popularitet: oppositionen har hermed fået et helt uventet varsel om, at næste folketingsvalg faktisk kan vindes!
Mest fatale fejl ved Fogh bag facaden er, at Venstres kampagnefolk i ramme alvor tror, at de kan slippe godt fra at vise en folkevalgt leder, en mand som mange uhomogene vælgergrupper tøvende har deponeret deres tillid hos, ydmyge først sin udenrigsminister og dernæst fremmede staters statsoverhoveder.

En direktør i maven
Selv ikke meget mere magtfulde ledere (inklusive et par kendte europæiske diktatorer) har turdet tvære den rå magt så direkte ud i synet på menigmand som Anders Fogh! Ingen tvivl om, at Foghs effektive, tjekkede, revsende stil er velbehagelig anskuelsesundervisning for de, der på vej op af karrierestigen selv har en direktør i maven. Alle mulige andre, og navnlig de, der med de dårligere konjunkturer risikerer at blive marginaliserede, står til at huske Anders Fogh for en overraskende arrogant stil. Michael Kristiansen har i sin forblændelse af Venstres førstemand med Fogh bag facaden forregnet sig så kraftigt, at spørgsmålet er, hvornår Fogh og hans spindoktorer går fejl af virkeligheden næste gang – og med hvilke konsekvenser?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her