Læsetid: 3 min.

Skal vi gemme et år?

Lige nu var det vist klogest at lægge 2003 i mølpose, og ufortrødent tage fat på 2004
Debat
3. april 2003

Kommentar
Selvom redaktøren på det bestemteste har frabedt sig klummer om sommertid, er det i den just forsvundne time, jeg må tage udgangspunkt.
Forrige omgang, sommertid blev indført, var i 1940. Danmark var blevet besat, på alle fronter rullede de tyske hære ubesværet mod målene, der var ikke meget at se frem til. Så i den anledning skrev Piet Hein:

Den time, som blev væk ida’,
hvor blev den a’? Hvor blev den a’?
Den blev lagt hen! Den blev lagt hen,
til vi får vintertid igen.

Det har jo sine lyse sider
at gemme tid til bedre tider!
Jeg foreslår: som sagen står,
så gemmer vi et år et år.

Lige nu var det vist det klogeste, vi ku’. Lægge 2003 i mølpose, og ufortrødent tage fat på 2004. Når vi så engang pakker 2003 ud igen, kan vi meget bedre forstå, hvad og hvorfor alt det tilsyneladende mærkelige skete.
Bevares, det er ikke sådan, at der ikke er nogle, faktisk mange, som har tjek på det. Fra dag til dag forklarer de os det i aviserne, i Radioaviserne næsten fra time til time. Uanset hvad der skete i går, for en time siden, har de en forklaring. Først kunne de klogt redegøre for, hvorfor de amerikanske og engelske tropper kunne rykke frem med en blitzkrigs fart; så vidste de alt om, hvorfor de gik i stå; og nu får vi så forklaringen på, at irakerne ser ud til at foretrække rædslen Saddam Hussein for de vestlige ’befrielsesstyrker’, der i overensstemmelsen med indsigten har fået skiftet deres teknologiske isenkram ud med et par gåseøjne.
Jeg er fuld af beundring. Endnu mere imponeret ville jeg dog være, hvis de ud over at tolke gårsdagen også kunne forudsige morgendagen. Sagt på en anden måde: hvis al denne lærde bagklogskab blev suppleret med en indsigt i, hvilke konsekvenser krigen vil få.
Det er godt nok meget forlangt, alt for meget, for der er næppe én blandt klodens seks milliarder beboere, som med bestemthed tør udtale sig om, hvor vidt krigen vil vare uger eller måneder, for ikke at tale om, hvordan kloden ser ud om et år.
Fulgte vi derimod Piet Heins anvisning, ville hver og én, og det uden at have studeret en smule, være noget nær professorer i forståelse af det skete. Ikke længere usikkerhed om fordelingen af ondt og godt, klogt og dumt, opportunisme og idealisme. Og så er det hele unægtelig lettere at komme igennem.

Man kan forestille sig ikke kun det ene og det andet men også det fjerde og 17. som udgangen på det, der er sat i gang, så det er ikke engang sikkert, at der kommer de ’bedre tider’ at pakke det gemte år ud i, som Piet Hein fortrøstningsfuldt så frem til.
Den, der lever, får at se, siger et gammelt ord, men selvom det er så sandt, som det er sagt, og selvom det er nøjagtig, hvad alle går og venter på i forvisning om, at de vil høre til de overlevende, er det en indstilling, der er deprimerende defensiv. Altid tales om, hvad der mon sker, aldrig om, hvad vi ønsker, der skal ske, ej heller i det Europa der med rette protesterer mod en krig med uoverskuelige konsekvenser, men som ikke har andet og mere at byde på som alternativ end status quo ante bellum. Det er ikke kun for pauvert, det er at stikke hovedet i busken for ikke at blive konfronteret med synet af kommende blodige oprør.
Krigens oprørende billeder synes ganske vist at fylde det hele, men blader man tilstrækkeligt langt ind i den daglige avis, dukker status quo dog op. Som forleden da det tørt og trespaltet blev oplyst, at der daglig dør 6.000 børn som følge af utilstrækkeligt og forurenet drikkevand. 6.000 børn, daglig – også de en slags krigsofre. Men hvem går på barrikaden for dem?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her