Hr. Torbens datter – og so fucking what?

I en tid, hvor gymnasiereformen og elevernes dovenskab debatteres heftigt, synes jeg det er vigtigt at sætte fokus på et af de væsentligste fag i gymnasiet, nemlig dansk.

På gymnasiet og HF tillægges faget stor værdi, og det rangerer vel som de vigtigste fag i den såkaldte dannelsesproces. Analyse og fortolkning af tekster fra helt tilbage i middelalderen og frem til i dag skal give unge et grundlag til at forstå sig selv, hinanden og den verden de lever i.

Det er jeg meget enig i. Spørgsmålet er bare om det bliver gjort på den rigtige måde: Er det specielt vedkommende for en 17-årig at høre om Torbens datter, for at finde frem til at der var slægtsfejder i oldtiden? Gider man læse Jeppe på Bjerget, udelukkende for at konkludere at Holberg ligesom det så smukt står i Litteraturhåndbogen, er tilhænger af oplysningstiden?

Svaret er et rungende nej.

Mange steder er undervisningen simpelthen ikke god nok. Der er jo en grund til at mange gym-nasieelever synes, dansk er dødkedeligt og uforståeligt, eller måske allerhøjst ok, men svært at forholde sig til.

Holdningen er, at Herman Bang er en støvet fætter, Pontoppidan sgu ok af en romantiker at være, Tom Kristensen mildest talt uforståelig, men der står i vist i håndbogen, at han er ekspressionist, så det kalder vi ham. Og Johannes V. Jensen ... hvem er det nu lige, det er?

Det er, hvad de fleste unge tager med sig ud af 3.g. Så er det over-stået, og man har da absolut ikke tænkt sig at beskæftige sig med det pladder igen: Analysere tekster, tænker de fleste elever, jeg har da aldrig hørt noget så åndssvagt! Der står hvad det står, basta! Og hvis forfatteren vil sige så meget, hvorfor skriver han det så ikke bare? Det skal jo åbenbart pakkes ind i alle mulige knudrede sætninger og uforståelige metaforer.
Sådan er attituden, og jeg er ikke bleg for at sige, at jeg langt hen ad vejen forstår den. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis der ikke sker en radikal ændring i undervisningsformen, så er der på det nærmeste ingen grund til at dansk er obligatorisk.

Der er jo stort set ikke andet en irritation forbundet med dansk i dag. I mange klasselokaler er situationen at dansklæreren står ved tavlen og forsøger at gennemgå de litteratur-historiske perioder for at vise dem, hvad digtet eller novellen indeholder. Problemet er bare, at de færreste hører efter, og de fleste af de unge tillyttere føler sig fornærmet over at blive forstyrret midt i en vigtig sms-besked. Eleverne vil hjem, og læreren er knust over, at ingen forstår kunsten.

Selv om denne kritik langt fra udelukkende bygger på egne oplevelser, har jeg da også selv erfaring med gymnasiet. Jeg kom fra folkeskolen, hvor jeg elskede dansk, men jeg må sige, jeg fik intet mindre end et kulturchok, da læreren allerede i starten holdt en monolog på tre-fire timer over en folkevise.
I takt med, at vi – elev for elev – faldt fra, kunne man se hvordan fryden blev større og større i hans øjne, for så blev hans intellektuelle overlegenhed jo demonstreret. Det var fuldstændig hovedløst, og han opnåede intet andet end at tabe eleverne på gulvet.

Senere skulle vi læse Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget. Jeg morede mig meget over Holbergs falden på hale-komedie og det tvetydige budskab.

På den ene side kom det klart frem, at Holberg var oplysningsmand: Den lille mand kan ikke bare direkte gå ind og overtage baronens plads. På den anden side havde Holberg dog også ondt af Jeppe, og ingen tvivl om, at Holberg syntes, det var en grovkornet spørg. Samtidig afslører Jeppe også, hvordan tjenestefolkene tager røven på baronen i det daglige. Et kunstværk, tænkte jeg, fremragende, og ufatteligt vedkommende med den ikke-afklarede holdning til samfundet.

Så skulle vi gennemgå den i klassen, og der skal jeg ellers love for at stykket blev spoleret. I grupper skulle vi diskutere, hvorvidt Jeppe var tragisk eller komisk, og i et øjeblik af genialitet nåede min lærer frem til, at Jeppe var tragikomisk.
Da vi så var nogle stykker, der ville ind på de forskellige fortolkningsmuligheder, Holberg lagde op til, gjorde vores lærer det klart at der jo stod i Litteraturhåndbogen, at Holberg var tilhænger af oplysningstiden, og at han derfor ikke kunne forsvare Jeppe.

Man tror det er løgn: Hvis budskabet i stykket havde været så ligetil og blottet for underfundigheder, var det nok ikke blevet så stor en klassiker. Min lærer betragtede baronens monolog til sidst som en opsummering af budskabet, og var ude af stand til at gennemskue Holberg, som på den ene side lader ham få det sidste ord for at forsvare ham, men på den anden side også udstiller baronens troværdighedsproblem.

Den firkantede litteraturhistoriske undervisnigform er simpelthen ikke god nok, og den kan spolere enhver kunstnerisk oplevelse.

Nu vil mange lærere sikkert rive sig i håret af raseri over tåbeligheden i mine påstande – hele svadaen om at perioderne er tryghedsskabende. De vil sige, at de vil miste deres elever, fordi undervisningen bliver for kompliceret, og at det desuden ikke er muligt med de nuværende ressourcer at give eleverne et litterært overblik. De vil mene, at det ville være katastrofalt at droppe perioderne, især når man tænker på, at eleverne skal til eksamen.

Hertil kan jeg kun sige, at eleverne for længst er holdt op med at følge med, og at disse ændringsforslag mest af alt kommer i erkendelse af det. Jeg kan udmærket godt se at undervisningen vil blive sværere, men det kan måske også få de sløve sms-skrivere til at vågne lidt op.

Danskfaget står i dag som en stor og trist betonklods, som hæmmer alt åndsliv i gymnasiet, og det er unægtelig paradoksalt, når det nu netop er et fag, der i høj grad kunne inspirere eleverne til frisindet og selvstændig tankevirksomhed.

For kunstnerne bag mange af de tekster der gennemgås, har jo som regel et væld af budskaber, der mange gange udelukker hinanden. Ofte spiller forfatteren på alle tangenter, og i stedet for at arbejde ud fra den periode, man har besluttet, at han burde være i, bruger han frække symboler og udfordrende fortællertyper, der hele tiden formår at bringe læseren i tvivl om hvilken sandhed man skal udlede.

Og ærlig talt, kære dansklærere: Var det ikke netop teksternes kompleksitet, der i sin tid fik jer til at søge ind på universitetet? For I må da synes det er langt mere fascinerende at se hvordan kunstnernes fænomenale artistiske raffinement mange gange sprænger alle rammer, perioderne har opstillet, i stedet for at få teksterne til at blegne i ligegyldige skuffer?
Med hensyn til eksamen tror jeg ikke at en undervisningsform, der interesserede sig mere for teksternes individualitet, ville forringe elevernes præstationer, Tværtimod.

For jeg tror virkelig på at eleverne ville begynde at følge med, og det kan jo ikke undgå at smitte af til eksamen.

Nogle elever ville muligvis blive forvirrede, men er det ikke også kunstens funktion? Den skal netop ryste vores grundvold og få os til at se ting i nye sammenhænge, og hvis lærerne ville indse det, tror jeg meget af deres nervøsitet vil forsvinde.
Desuden ved jeg, at mange elever i dag er usikre på deres danskkundskaber, fordi de ser meget mere i teksterne end deres snæversynede lærere. Det gør dem netop nervøse, for hvad nu, hvis de kommer til at se nogle ting, som ikke passer ind i perioden?

Alt i elevernes omgivelser er uoverskueligt: Den internationale politiske scene er enormt kompleks. Krige er på vej, og det gør ondt, men alligevel er det spændende at følge, hvordan journalisterne med lysende øjne rapporterer fra brændpunkterne. Vi har på trods af økonomisk velstand og højteknologi endnu ikke fundet lykken, og de stærke tilhørsforhold til eksempelvis religion og familie, som tidligere kunne fungere som en art sutteklud, tages slet ikke så alvorligt længere.

Alle grænser flyder, og når det nu forholder sig sådan, så kan det altså ikke nytte noget at man slæber unge mennesker ind i triste lokaler for at sætte utilstrækkelige mærkater på fantastiske kunstværker.

I stedet burde det være faget, som kunne få folk til at se skønheden i det absurde og meningsløse, det er jo det, litteraturen kan, så dansk ikke kommer til at stå i dyb kontrast til den virkelighed, man lever i.

Problemet med ressourcerne har jeg dog stor forståelse for. Det er jo et faktum at gymnasium og HF-lærere i dag bruger uhyggelig meget tid på alverdens administrative opgaver, der tærer på overskuddet. Så kan det være svært at mobilisere kræfter til at gøre undervisningen mere krævende.

Derfor opfordrer jeg amter og rektorer til fremover at lade lærernes administrative ansvar være på et minimum. Det er jo komplet latterligt, at så meget af deres tid skal bruges på at holde øje med elevernes fravær og sætte klistermærker på bøger.

Jeg tror dog også, at der en anden grund til at lærerne ikke er så meget for at undervise, som jeg kunne ønske. Lærerne er jo også mennesker, og selvfølgelig kommer de indimellem ud for, at der er nogle ting de hverken kan finde hoved eller hale i. Det føler de måske er pinligt, og derfor spreder der sig udpræget følelse af lettelse i kroppen på dem, når de ud fra årstal og forfatter får fastlagt perioden, og de langsomt kan se, hvordan tingene passer sammen.

Så er de glade, for de har fået lagt teksten i en kasse. At de så må skynde sig at forsegle den, for at den ikke skal springe direkte op i fjæset på dem igen, forsøger de at glemme.

Jeg kunne bare godt tænke mig at lærerne indså, hvor altødelæg-gende denne tankegang er. I stedet for at blive pinligt berørte over deres manglende forståelse, burde de arbejde ud fra det, og måske oven i købet fryde sig over, hvordan et godt stykke skønlitteratur kan spolere ens overblik.

Forfatterne har jo ikke nødvendigvis selv tænkt i perioder og forståelse, men har måske mange gange sanset sig frem til, hvordan det skulle være.

Lærere bør ikke gardere sig imod kvikke elevers spørgsmål, der fanger dem på deres forkerte ben. I stedet skulle de sænke deres malplacerede parader og glæde sig over, at eleverne har evnerne til at gøre det. Underviserne prøver vel at holde fast i en drøm om at være autoriteter, hvilket ikke medfører andet, end at eleverne taber alt for dem.

Hvis læreren står ved tavlen og udbasunerer et budskab ud fra det hjørne af sandheden, han har forstået, så kan eleverne slet ikke komme på banen med deres relevante og mange gange lige så gode fortolkningsmuligheder. Læreren holder hårdnakket fast i den tolkning, han måske kun er kommet frem til for at undgå ydmygelser, mens elevernes engagement bliver kvalt, fordi de mister troen på egne evner.

De konservative konstruktivistiske tanker, der præger dansk-undervisningen er ikke længere relevante. Eleverne skal have frit spil til at acceptere, at eksempelvis mange af forfatterne til middelalderens folkeviser brugte genial symbolik og havde mange romantiske, eksistentialistiske og postmodernistiske budskaber. Selvom de levede flere hundrede år før disse tankegange officielt blev introduceret.