Kronik

Hr. Torbens datter – og so fucking what?

Hvorfor skal en 17-årig vide, at der var slægtsfejder i oldtiden? Gider nogen læse ’Jeppe på Bjerget’, bare for at konkludere, at Holberg er tilhænger af oplysningstiden? – Om gymnasiets ’perioder’
4. april 2003

I en tid, hvor gymnasiereformen og elevernes dovenskab debatteres heftigt, synes jeg det er vigtigt at sætte fokus på et af de væsentligste fag i gymnasiet, nemlig dansk.

På gymnasiet og HF tillægges faget stor værdi, og det rangerer vel som de vigtigste fag i den såkaldte dannelsesproces. Analyse og fortolkning af tekster fra helt tilbage i middelalderen og frem til i dag skal give unge et grundlag til at forstå sig selv, hinanden og den verden de lever i.

Det er jeg meget enig i. Spørgsmålet er bare om det bliver gjort på den rigtige måde: Er det specielt vedkommende for en 17-årig at høre om Torbens datter, for at finde frem til at der var slægtsfejder i oldtiden? Gider man læse Jeppe på Bjerget, udelukkende for at konkludere at Holberg ligesom det så smukt står i Litteraturhåndbogen, er tilhænger af oplysningstiden?

Svaret er et rungende nej.

Mange steder er undervisningen simpelthen ikke god nok. Der er jo en grund til at mange gym-nasieelever synes, dansk er dødkedeligt og uforståeligt, eller måske allerhøjst ok, men svært at forholde sig til.

Holdningen er, at Herman Bang er en støvet fætter, Pontoppidan sgu ok af en romantiker at være, Tom Kristensen mildest talt uforståelig, men der står i vist i håndbogen, at han er ekspressionist, så det kalder vi ham. Og Johannes V. Jensen ... hvem er det nu lige, det er?

Det er, hvad de fleste unge tager med sig ud af 3.g. Så er det over-stået, og man har da absolut ikke tænkt sig at beskæftige sig med det pladder igen: Analysere tekster, tænker de fleste elever, jeg har da aldrig hørt noget så åndssvagt! Der står hvad det står, basta! Og hvis forfatteren vil sige så meget, hvorfor skriver han det så ikke bare? Det skal jo åbenbart pakkes ind i alle mulige knudrede sætninger og uforståelige metaforer.
Sådan er attituden, og jeg er ikke bleg for at sige, at jeg langt hen ad vejen forstår den. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at hvis der ikke sker en radikal ændring i undervisningsformen, så er der på det nærmeste ingen grund til at dansk er obligatorisk.

Der er jo stort set ikke andet en irritation forbundet med dansk i dag. I mange klasselokaler er situationen at dansklæreren står ved tavlen og forsøger at gennemgå de litteratur-historiske perioder for at vise dem, hvad digtet eller novellen indeholder. Problemet er bare, at de færreste hører efter, og de fleste af de unge tillyttere føler sig fornærmet over at blive forstyrret midt i en vigtig sms-besked. Eleverne vil hjem, og læreren er knust over, at ingen forstår kunsten.

Selv om denne kritik langt fra udelukkende bygger på egne oplevelser, har jeg da også selv erfaring med gymnasiet. Jeg kom fra folkeskolen, hvor jeg elskede dansk, men jeg må sige, jeg fik intet mindre end et kulturchok, da læreren allerede i starten holdt en monolog på tre-fire timer over en folkevise.
I takt med, at vi – elev for elev – faldt fra, kunne man se hvordan fryden blev større og større i hans øjne, for så blev hans intellektuelle overlegenhed jo demonstreret. Det var fuldstændig hovedløst, og han opnåede intet andet end at tabe eleverne på gulvet.

Senere skulle vi læse Ludvig Holbergs Jeppe på bjerget. Jeg morede mig meget over Holbergs falden på hale-komedie og det tvetydige budskab.

På den ene side kom det klart frem, at Holberg var oplysningsmand: Den lille mand kan ikke bare direkte gå ind og overtage baronens plads. På den anden side havde Holberg dog også ondt af Jeppe, og ingen tvivl om, at Holberg syntes, det var en grovkornet spørg. Samtidig afslører Jeppe også, hvordan tjenestefolkene tager røven på baronen i det daglige. Et kunstværk, tænkte jeg, fremragende, og ufatteligt vedkommende med den ikke-afklarede holdning til samfundet.

Så skulle vi gennemgå den i klassen, og der skal jeg ellers love for at stykket blev spoleret. I grupper skulle vi diskutere, hvorvidt Jeppe var tragisk eller komisk, og i et øjeblik af genialitet nåede min lærer frem til, at Jeppe var tragikomisk.
Da vi så var nogle stykker, der ville ind på de forskellige fortolkningsmuligheder, Holberg lagde op til, gjorde vores lærer det klart at der jo stod i Litteraturhåndbogen, at Holberg var tilhænger af oplysningstiden, og at han derfor ikke kunne forsvare Jeppe.

Man tror det er løgn: Hvis budskabet i stykket havde været så ligetil og blottet for underfundigheder, var det nok ikke blevet så stor en klassiker. Min lærer betragtede baronens monolog til sidst som en opsummering af budskabet, og var ude af stand til at gennemskue Holberg, som på den ene side lader ham få det sidste ord for at forsvare ham, men på den anden side også udstiller baronens troværdighedsproblem.

Den firkantede litteraturhistoriske undervisnigform er simpelthen ikke god nok, og den kan spolere enhver kunstnerisk oplevelse.

Nu vil mange lærere sikkert rive sig i håret af raseri over tåbeligheden i mine påstande – hele svadaen om at perioderne er tryghedsskabende. De vil sige, at de vil miste deres elever, fordi undervisningen bliver for kompliceret, og at det desuden ikke er muligt med de nuværende ressourcer at give eleverne et litterært overblik. De vil mene, at det ville være katastrofalt at droppe perioderne, især når man tænker på, at eleverne skal til eksamen.

Hertil kan jeg kun sige, at eleverne for længst er holdt op med at følge med, og at disse ændringsforslag mest af alt kommer i erkendelse af det. Jeg kan udmærket godt se at undervisningen vil blive sværere, men det kan måske også få de sløve sms-skrivere til at vågne lidt op.

Danskfaget står i dag som en stor og trist betonklods, som hæmmer alt åndsliv i gymnasiet, og det er unægtelig paradoksalt, når det nu netop er et fag, der i høj grad kunne inspirere eleverne til frisindet og selvstændig tankevirksomhed.

For kunstnerne bag mange af de tekster der gennemgås, har jo som regel et væld af budskaber, der mange gange udelukker hinanden. Ofte spiller forfatteren på alle tangenter, og i stedet for at arbejde ud fra den periode, man har besluttet, at han burde være i, bruger han frække symboler og udfordrende fortællertyper, der hele tiden formår at bringe læseren i tvivl om hvilken sandhed man skal udlede.

Og ærlig talt, kære dansklærere: Var det ikke netop teksternes kompleksitet, der i sin tid fik jer til at søge ind på universitetet? For I må da synes det er langt mere fascinerende at se hvordan kunstnernes fænomenale artistiske raffinement mange gange sprænger alle rammer, perioderne har opstillet, i stedet for at få teksterne til at blegne i ligegyldige skuffer?
Med hensyn til eksamen tror jeg ikke at en undervisningsform, der interesserede sig mere for teksternes individualitet, ville forringe elevernes præstationer, Tværtimod.

For jeg tror virkelig på at eleverne ville begynde at følge med, og det kan jo ikke undgå at smitte af til eksamen.

Nogle elever ville muligvis blive forvirrede, men er det ikke også kunstens funktion? Den skal netop ryste vores grundvold og få os til at se ting i nye sammenhænge, og hvis lærerne ville indse det, tror jeg meget af deres nervøsitet vil forsvinde.
Desuden ved jeg, at mange elever i dag er usikre på deres danskkundskaber, fordi de ser meget mere i teksterne end deres snæversynede lærere. Det gør dem netop nervøse, for hvad nu, hvis de kommer til at se nogle ting, som ikke passer ind i perioden?

Alt i elevernes omgivelser er uoverskueligt: Den internationale politiske scene er enormt kompleks. Krige er på vej, og det gør ondt, men alligevel er det spændende at følge, hvordan journalisterne med lysende øjne rapporterer fra brændpunkterne. Vi har på trods af økonomisk velstand og højteknologi endnu ikke fundet lykken, og de stærke tilhørsforhold til eksempelvis religion og familie, som tidligere kunne fungere som en art sutteklud, tages slet ikke så alvorligt længere.

Alle grænser flyder, og når det nu forholder sig sådan, så kan det altså ikke nytte noget at man slæber unge mennesker ind i triste lokaler for at sætte utilstrækkelige mærkater på fantastiske kunstværker.

I stedet burde det være faget, som kunne få folk til at se skønheden i det absurde og meningsløse, det er jo det, litteraturen kan, så dansk ikke kommer til at stå i dyb kontrast til den virkelighed, man lever i.

Problemet med ressourcerne har jeg dog stor forståelse for. Det er jo et faktum at gymnasium og HF-lærere i dag bruger uhyggelig meget tid på alverdens administrative opgaver, der tærer på overskuddet. Så kan det være svært at mobilisere kræfter til at gøre undervisningen mere krævende.

Derfor opfordrer jeg amter og rektorer til fremover at lade lærernes administrative ansvar være på et minimum. Det er jo komplet latterligt, at så meget af deres tid skal bruges på at holde øje med elevernes fravær og sætte klistermærker på bøger.

Jeg tror dog også, at der en anden grund til at lærerne ikke er så meget for at undervise, som jeg kunne ønske. Lærerne er jo også mennesker, og selvfølgelig kommer de indimellem ud for, at der er nogle ting de hverken kan finde hoved eller hale i. Det føler de måske er pinligt, og derfor spreder der sig udpræget følelse af lettelse i kroppen på dem, når de ud fra årstal og forfatter får fastlagt perioden, og de langsomt kan se, hvordan tingene passer sammen.

Så er de glade, for de har fået lagt teksten i en kasse. At de så må skynde sig at forsegle den, for at den ikke skal springe direkte op i fjæset på dem igen, forsøger de at glemme.

Jeg kunne bare godt tænke mig at lærerne indså, hvor altødelæg-gende denne tankegang er. I stedet for at blive pinligt berørte over deres manglende forståelse, burde de arbejde ud fra det, og måske oven i købet fryde sig over, hvordan et godt stykke skønlitteratur kan spolere ens overblik.

Forfatterne har jo ikke nødvendigvis selv tænkt i perioder og forståelse, men har måske mange gange sanset sig frem til, hvordan det skulle være.

Lærere bør ikke gardere sig imod kvikke elevers spørgsmål, der fanger dem på deres forkerte ben. I stedet skulle de sænke deres malplacerede parader og glæde sig over, at eleverne har evnerne til at gøre det. Underviserne prøver vel at holde fast i en drøm om at være autoriteter, hvilket ikke medfører andet, end at eleverne taber alt for dem.

Hvis læreren står ved tavlen og udbasunerer et budskab ud fra det hjørne af sandheden, han har forstået, så kan eleverne slet ikke komme på banen med deres relevante og mange gange lige så gode fortolkningsmuligheder. Læreren holder hårdnakket fast i den tolkning, han måske kun er kommet frem til for at undgå ydmygelser, mens elevernes engagement bliver kvalt, fordi de mister troen på egne evner.

De konservative konstruktivistiske tanker, der præger dansk-undervisningen er ikke længere relevante. Eleverne skal have frit spil til at acceptere, at eksempelvis mange af forfatterne til middelalderens folkeviser brugte genial symbolik og havde mange romantiske, eksistentialistiske og postmodernistiske budskaber. Selvom de levede flere hundrede år før disse tankegange officielt blev introduceret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

NEJ! Elevernes forudsætninger for at forstå den hele konstruktion, læreren taler ud fra, er ikke tilstede. Gymnasiet forbereder på det langt større, der er universitetet, og hvor en række forhold og forståelser nødvendigvis må være kendte på forhånd. Det er det, dansklærerne kæmper med at proppe i deres elever, kedeligt eller ej.

Min ide som dansklærer om at undervise i folkeviser er at eleverne skal danse dem som de rent faktisk blev danset i 1100-tallet eller 1300-tallet. Og her er et oplagt tværfagligt samarbejde med musik og historie, hvor man også kan lade eleverne selv gå på opdagelse og finde informationer frem om hvorfor f.eks. det er så forfærdeligt at f.eks. Esbens bror bliver gift med Esbens kæreste(forlovede) i folkevisen 'skammel - han bor sig i nør i thy'.

Og måske man så kunne trække en linje til vore dage, bl.a. med arrangerede ægteskaber og tvangs-ægteskaber.

Og hvis man nu som dansklærer var helt ude af kontrol kunne man sætte eleverne til at lave en lille sangtekst; det kunne f.eks. være en rap-tekst, om dengang da Esben blev snøret af sin storebror.

Og som dansklærer må jeg sige, at jeg er meget enig i hr. Clemmensens tolkning af Holberg. Stor kunst som f.eks. Holberg kan tolkes på forskellige måder - Jeppe på Bjerget viser netop dette.

Og ja, baronens budskab er nok en opsummering af budskabet; det kommer netop fra baronen. Og indenfor dansk arbejder vi jo (også) med fortæller-stemmen. Eller burde arbejde med...

Lennart Kampmann

Dansklærerne har sikkert brug for at komme med et indlæg om elevernes indsats i forhold til faget.

Selv underviser jeg på HHX (Virksomhedsøkonomi og Afsætning) og må da sige at elevernes grad af forberedelse varierer fra nul til supergod.

Det man som underviser kan frygte er at eleverne helt er holdt op med at undersøge verden og har mere travlt med at se om deres billede, taget på et mondænt in-sted i weekenden, er blevet lagt på Facebook med de relevante tags og kommentarer.

Nogle har ikke haft godt af at blive håndfodret med mundrette bidder af kødpølsemadder i et selvcentreret velfærdssamfund, hvor fremmøde er tilstrækkeligt og talent unødvendigt, mens andre heldigvis endnu har nysgerrighed, engagement og drivkraft til at følge med undervisningen.

Men generationen født ca. år 1990-1992 spørger ofte hvorfor, og der er ikke noget galt i at forklare at ikke alt kan bruges umiddelbart, men at det lagres i den erfarings- og vidensbank, man senere trækker på. Ikke al viden kan omsættes i forholdet en til en til en sikker fremgangsrig karriere.

Den rigtigt heldige elev lærer måske også at udfordre sig selv uopfordret og opnår dermed en drivkraft, der er brugbar i resten af livet.

Fortsat god læsning af de skønne historier.

med venlig hilsen
Lennart

PS: Jeg kan blot huske at "Hærværk" var temmeligt tung at læse, men jeg gjorde det, og bare det at gennemføre er nogle gange en tilstrækkelig stor sejr, hvis alternativet er at give op.

Kære Peter Hansen,
javist er undervisningen i dansk på gymnasieniveauet en forberedelse til danskstudier på universitetet, - men hvor mange af eleverne får så brug for den forberedelse?

Og som Rasmus Clemmensen skriver i sin kronik, så er der jo ikke tale om at lære de unge mennesker at forholde sig til teksterne, for dansklærere opfører sig som om de underviste i et seriøst og eksakt fag, som f.eks. fysik eller matematik, - de unge skal bare lære at holde kæft og godtage den vedtagne tolkning.

Men ingen tvivl om at det er forberedelse til uni, - hvilken studerende vil kunne overleve, hvis han/hun tillader sig at konstatere at Kirkegaard bare var en opblæst nar? Beviset på at det ikke er rigtigt er jo soleklart: hvis han var en nar, så var der vel ikke så mange mennesker der havde brugt så megen tid på at analysere ham? ... det simple svar på det spørgsmål: "Jo, hvis de selv er nogle opblæste narrehatte!", er naturligvis helt i hampen.

Historie, - det være sig litteratur- eller andre former, er så evindeligt ligegyldigt i forhold til at kunne forholde sig til nutiden, så det ville være langt bedre at bruge tiden på noget mere samfundskundskab.

Nej, Sven Karlsen, den er en grundlæggende indføring i den måde, vestlig akademisk praksis registrerer og erfarer historie og litteratur.

På gymnasieniveau skal man helt klart først lære de anerkendte sandheder at kende - for senere at kunne problematisere dem. Der er tale om at lære at behandle en genstand systematisk, hvadenten det et molekyle eller en komedie af Holberg. Og her er der mindst to sandheder på spil: den anerkendte, som er forkert, fordi den er stærkere farvet af et romantisk litteratursyn end af teatrets praktik og 1700-tallets forestillinger, og så de nyere forskningsmæssige tilgange, der kaster nyt lys over værket. Det er denne praksis, gymnasiet og universitetet forholder sig - og SKAL forholde sig - til. Hvis man ikke er indstillet på det, skal man bare gå på handelsskolen eller teknisk skole eller seminariet eller noget helt andet. Eller man skal holde ud og opbygge den erfarings- og vidensbank, som Lennart Kampmann taler om, hvorved man måske med udholdenhed og begavelse vil kunne gøre sig gældende i akademiske kredse. Det er ikke så slemt, som det lyder - som det jo er tilfældet med det meste.
Forskellen ligger i den seriøsitet, man investerer i foretagendet - og hvis man hele tiden har for øje, at det skal føre til noget andet, jamen, så er det jo noget andet, man skal.

Artiklen minder mig om en engelsktime i gymnasiet for mange år siden:
Min lærer forsøgte med alle midler - men uden held - at vride en fortolkning ud af en tekst, da en af mine klassekammerater pludselig foreslog: "Kan det ikke bare være, at teksten simpelthen IKKE kan fortolkes?"
Læreren blev mildest talt p.... sur og fortalte næsten grådkvalt, at h.n skam i sin uni-tid havde fået meget ros for sin evne til at fortolke tekster.

Det er rigtigt, at eleverne i gymnasiet først skal lære nogle anerkendte sandheder, som de så senere kan anfægte. Men hvorfor kvæle opvakte elevers indslag? Det er jo det samme som ikke blot at tabe dem på gulvet, men aktivt forsøge at kaste dem derned.
Det virker jo ikke, som om det er Holberg og folkeviserne, kronikøren er efter, men snarere dansklærernes behandling af dem. Sådan var det også til en vis grad i min gymnasietid.

Venlig hilsen fra en sproglig student, der senere blev "hardcore-naturvidenskabsperson"

Da jeg gik i gymnasiet , var der så vidt jeg husker 3 valgmuligheder :1)matematisk -fysisk linie , 2) nysproglig linie og 3) gammelsproglig linie.

Det går mig kanon godt i tilværelsen uanset at jeg ikke fik dagens muligheder for at vælge og vrage mellem et hav af til- og fravalgsfag (?).

Jeg kan ikke se at man i 15års alderen skal kunne se, hvor man vil hen uddannelsesmæsigt når man er bliver student 3 år senere (jeg anede det ikke før en måned før universitetet startede.)

Skulle man ikke begynde at skære ned i gymnasieundervisningen, og fokusere på at gøre den til basal forberedelse til de højere læreanstalter m v - altså fokusere på matamatik (incl fysik og kemi) og fremmedsprog.

Når man læser om gymnasiereformer o s v får man indtryk af, at det gælder om at indoktrinere med alt muligt uden erhvervsrelevans for den enkelte og - for lærernes vedkommende - om at sikre sig en masse undervisningstimer.

Kære Peter Hansen,
skal man lære naturfag, så skal man lære naturlovene først, men havd er paralellen i litteratur?

Når man starter med at lære eleverne den vedtagne tolkning af dette eller hint stykke litteratur, så svarer det jo til at man springer indlæring af de grundlæggende naturlove over i fysik.

Hvis man vil give eleverne en sand, udviklingsorienteret undervisning, så må man starte med at lære dem hvilke "værktøjer" man bruger til litteraturanalyse, og så lade dem selv forsøge sig med tolkninger af tekster af eget valg.

Jeg kan ikke komme i tanker om noget videnskabsområde, hvor kreativitet er en hæmsko, - tværtimod anser jeg det for en forudsætning for at flytte forskningsmæssige grænser.

Men hvis der er noget der både hæmmer kreativitet og skræmmer kreative mennesker væk, så er det at få at vide at der er en facitliste, og hvis du ikke indretter dig på at svare rigtigt, så er dit svar ikke bare forkert, men også irrelevant.

Og hvis man så ser bort fra at der er en masse elever der oplever en masse frustrationer i deres gymnasietid (for der er stadig fremtidsplaner der ikke kan opnås med handelsskolen, teknisk skole eller seminariet), så er det såmænd ikke - i mine øjne - så galt, hvis den pseudoreligiøse kulegravning af fortidig litetratur uddør ... at det interesserer en eller anden minoritet er da al ære værd, men det er da ikke noget argument for at hæve det til standardpensum - så ville basal arkitektur, datalogi, sundhedslære og mange andre områder være langt vigtigere og relevante som obligatoriske grundkurser.

Ole Fredsgaarde

Der findes ingen kedelige fag, men der findes alt for mange kedelige undervisere, som ikke kender deres besøgelsestid.

Lennart Kampmann

Naturligvis er ingen fag kedelige, men det er jo lidt mere kompliceret end som så. At lade lærerne få skylden for manglende begejstring er nok lidt ensidigt.

Det kommer naturligvis an på niveauet vi befinder os på. Jo højere vi kommer, jo mere selekteret vores elever er, jo større grad af motivation bør vi finde i kraft af den enkeltes beviste valg.

På gymnasieniveau er der andre faktorer at kæmpe med(mod); klassekultur, det at nogle fag er obligatoriske, etc. En opgavetime i virksomhedsøkonomi siger ikke alle hhx'ere lige meget.

Læreren har naturligvis en væsentlig andel i det fælles forsøg på indlæring, men i den virkelige verden er forudsætningerne (her tænker jeg eleverne) ikke altid tilstrækkelige.

med venlig hilsen
Lennart

Kristian S. Poulsen

Der er sket meget på ungdomsuddannelser siden dette debatindlæg i 2003, men jeg kan alligevel ikke lade være at gå i rette med denne svada mod alle dansklærere på baggrund af ét tilfælde. At skribenten er så velformuleret – og kaster om sig med udtryk som ”udfordrende fortællertyper” og et enkelt ”postmodernistisk” i kritikken af sin dansklærer (med budskabet om fortolkningsmuligheder som læreren overså) – peger på, at han alligevel fik noget ud af undervisningen.
Måske valgte læreren at fremstille det lidt simpelt for at nå nogle af de knap så privilegerede elever. At Løppenthin en gang havde en kedelig dansklærer, bør dog ikke få alle andre til at give op over for formålet med gymnasieskolen og almendannelse. Vi er mange dansklærere, som både hopper og springer for at få eleverne til at danse og synge folkeviser (uden at holde timelange enetaler). Og jeg elsker, når mine elever vil diskutere en fortolkningsmulighed.
Men hvis vi fjerner alt som er gammelt, kedeligt (for nogen) og svært og gør dansk til et alt-er-lige-godt-fag uden veldefinerede videnskabelige kategorier (”kasser”), bliver det til et redskabsfag med retstavning, lidt internetsøgning og måske noget journalistik krydret med appelformer. Og vi vil efterlade fremtidens unge med et tomt nationalsprog og reducere al forståelse for kulturen til et wikipediaopslag, diskussionslystne elever eller ej.