Læsetid: 2 min.

Køn adskillelse i det offentlige rum

Er der forskel på adskilte toiletter og adskilte bønnemøder?
Debat
9. april 2003

Religiøst
I Danmark har man ikke for vane at adskille mænd og kvinder i det offentlige rum, siges det.
Så i lyset af gentagen kritik mod fredagsbønnens køns-adskillelse foretog jeg min egen lille undersøgelse af sagen.
Således gik jeg i går en tur på Strøget i København og blev pludselig trængende, og derfor – støttet af min demokratiske samfundsforståelse, foræret af Bertel Haarder – besluttede jeg mig til at manifestere min store modstand mod den traditionelle kønsopfattelse i Danmark. Således tog jeg dirrende af spænding trappen ned til mændenes toiletter og efter et dybt åndedrag åbnede jeg døren og gik ind.
Desværre blev jeg modtaget af en reaktionær og fundamentalistisk mandschauvinist i form af opsynsmanden, der under ingen omstændigheder ville lade mig gå videre.

Udemokratisk
»Jamen, synes du ikke, at det er udemokratisk sådan i det offentlige rum, at vi kvinder ikke har adgang til urinalerne på væggen?«, prøvede jeg ihærdigt at overbevise ham, men her hjalp ingen kære far, og jeg blev tvunget til at forlade toilettet. Nedslået, men stadigvæk optimistisk, var jeg altså henvist til de sekulære dametoiletter.
Men så fik jeg en ide: hvis kvinderne ikke kan komme ind i det offentlige mandlige rum i Danmark, så må det mandlige rum komme ind til kvinderne.
Således tænkt, allierede jeg mig med en mandlig kampfælle, som var modig nok til at gå nye, offentlige veje. Rank og modig trådte denne kvindesagsforkæmper ind i kvindernes toilet på Hovedbanegården, men tak skal du have – jeg anede ikke, at kvinderne i Danmark stadigvæk var så undertrykt i deres tankegang, at de måtte ty til saftige ukvemsord og trusler om vold. Ikke en eneste af mine danske medsøstre ville give den stakkels mand en chance for at vise, at han bifaldt en mere fair køns-sammenblanding i det offentlige rum !
Telefonisk henvendelse til både Birthe Rønn Hornbæk og Klaus Bondam med spørgsmålet: »Hvilket offentligt toilet foretrækker du at besørge i ?«, beviste kun, at også disse to politikere foretrækker tydelig adskillelse af kønnene i hver sit offentlige rum.
Et hurtigt besøg i det danske Folketing – mere offentligt kan det vel ikke blive – og her var der vel ingen køns-adskillelse, tænkte jeg. Men oh skræk – på hvert eneste af toiletterne var der malet et køns-ikon – sort på hvidt.
Om den offentlige køns-adskillelse i det offentlige danske rum er religiøst, politisk eller juridisk motiveret, er endnu ikke afgjort, men at det eksisterer, er et uomtvisteligt faktum. De sidste dages raserier blandt radikale og andre politikere beviser blot, at de åbenbart ikke aner omridset af den verden, de selv lever og arbejder i.
Efter fredagsbønnen fortalte venner mig, at nogen havde hældt gylle ud på Rådhuspladsen et par timer forinden.
Jeg tror nærmere, at det meste af gyllen blev hældt ud efter afslutningen af fredagsbønnen – i medierne og af politikerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her