Det kører i olie

Krig
Ifølge Radioavisen har »et af de store spørgsmål været, om briterne formåede at sætte sig på de vigtige oliekilder i Basra.« Selvfølgelig bør man ikke overraskes over, at adgangen til den irakiske olie spiller en afgørende rolle for kampen. Hvad der derimod overraskede os, var briternes ærlighed omkring dette. Radioavisen rapporterede fra et pressemøde: »Briterne siger, at de teoretisk sagtens kunne begynde at eksportere irakisk olie allerede nu, hvis ikke det var for det faktum, at olieinstallationerne er i meget meget dårlig stand [...] Men om tre måneder mener man, at olien kan begynde at flyde igen.« At en britisk talsmand ligefrem vil love, at olien snart igen kan flyde fra Irak er en prisværdig – omend noget overraskende – ærlighed omkring et af krigens væsentligste formål.
Om den irakiske befolkning så denne gang vil få gavn af landets enorme olieforekomster er mere tvivlsomt. Hvis man sammenligner med nabolandet Iran, forekommer det usandsynligt. I størstedelen af det 20. århundrede blev Iran indirekte ledet af briterne og amerikanerne – og sjovt nok var det de britiske og amerikanske oliefirmaer, der blev rige på det iranske olieeventyr. Således delte shahen, Reza Muhammad Pahlavi (kraftigt støttet af CIA), landets olieindtægter ligeligt imellem sin egen familie og de britiske og amerikanske firmaer. Faktisk er det først under præstestyret, at den lokale befolkning er begyndt at få del i landets olieindtægter. Det er ganske naturligt, at en sådan oliepolitik må føre til en fordømmelse af præstestyret – en fordømmelse, der sjældent blev udtalt over shahens styre, der ellers var baseret på tortur og massehenrettelser af politiske modstandere.