Kronik

Krigens ulidelige lethed

Har de, som kaldte krigen unødvendig ikke nu et solidt forklarings-problem? Næ. Krigen viser netop, at Saddam nok kunne være væltet med en anden strategi, som havde sparet hundredetusinder af irakeres liv siden 1991
Debat
12. april 2003

Kronikken
Der er al mulig grund til at lykønske den forpinte og nedslidte irakiske befolkning med, at den omsider slipper af med sin diktator gennem 25 år. At USA umiddelbart er blevet hyldet – omend behersket – som befrieren i den euforiske stemning, der nu naturligt dominerer mange steder i Irak, er både forståeligt og helt forudsigeligt – ligesom krigens udfald naturligvis er det: Hypermagten USA’s højteknologiske militærmaskine mod et på forhånd fattiggjort, blokaderamt, isoleret og i alt væsentligt afvæbnet tredjeverdens-land med et militærbudget 40 gange mindre end USA’s. Det mest overraskende var faktisk, at der gik hele tre uger inden regimet brød sammen (selv havde jeg regnet med højst en uge).
Men har de af os, som inden krigen kaldte den både unødvendig, farlig og hinsides folkeretten, da ikke et solidt forklaringsproblem i dag? Efter min opfattelse er det snarere de fleste af dem, der har støttet USA’s krig – og USA’s Irak-politik i en generation – der har grund til selvransagelse. Også mange af krigsmodstanderne har dog brug for kritisk selvreflektion. Det kræver et – ikke specielt kønt – historisk tilbageblik at udrede nogle af disse sammenhænge.
Historisk set kan det i en vis forstand siges kun at være på sin plads, at det er USA, der nu selv vælter det Saddam Hussein-regime, som Washington i 1970’erne var med til bringe den irakiske befolkning på halsen, og som USA derefter – under Reagan-regeringen – var med til at bevæbne, trods dets brutale undertrykkelse og eksterne og interne krige med masseødelæggelsesvåben gennem ni år. Og som derefter Bush (senior)-regeringen samarbejdede med indtil dagen før Saddam 100 procent folkeretsstridigt besatte olieoligarkiet Kuwait i 1990. Dagen efter udnævntes Saddam af samme Bush til vor tids Hitler – en trods alt ganske vildledende historisk parallel, som ikke desto mindre med forbløffende lethed straks blev accepteret af store dele af vor del af verden, og som blev brugt til reelt at afskære alle yderligere diplomatiske kontakter til Bagdad-regimet fra USA’s og Vestens side: Hitler’ere taler man som bekendt ikke med, dem besejrer man militært.
Konsekvensen blev krigen om Kuwait i 1991, hvor de USA-ledede militærstyrker nok befriede Kuwait fra irakisk besættelse og sikrede fortsat stabile oliepriser i Vesten (dog uden at det til dato har ført til demokrati i lilleputstaten), samtidig med, at formentlig 100.000 udkommanderede unge irakiske mænd i uniform forsvarsløst brændte op under de fem uger lange amerikanske fladebombardementer af deres nedgravede ørkenstillinger – en ’detalje’, som stort set aldrig bliver omtalt. Kort efter så USA og Storbritannien passivt til, mens Saddam med hård hånd nedkæmpede de befolkningsgrupper i Irak, som vestmagterne havde opfordret til at gøre oprør mod Saddam. Passiviteten skyldtes formentlig bekymring for et destabiliserende magttomrum i den olierige region, hvis Irak faldt fra hinanden.

På amerikansk (og britisk) initiativ og insisteren har FN i de 12 år siden 1991 godkendt og opretholdt, hvad der kun kan betegnes som økonomisk krigsførelse af historisk uhørt brutalitet mod den irakiske befolkning – ikke mod Saddam Hussein og hans magtklike, som tværtimod i alle disse år kunne konsolidere det diktatoriske magtapparat og ’legitimere’ det med det ekstreme ydre pres, landet har været udsat for af embargoen og de FN-påtvungne, astronomiske afdrag på krigsskadeserstatninger til Kuwait. Den irakiske civilbefolknings ofre og lidelser under de 12 års embargo har været forfærdende. Først og fremmest en halv til en hel million døde, heraf de fleste børn, bl.a. som følge af blokeringen for f.eks. kemiske vandrensningsmidler – en risiko, som USA udtrykkeligt blev advaret om i 1991. De ledende vestmagters desværre FN-blåstemplede, blinde sanktionspolitik viste sig forudsigeligt at være et virkeligt masseødelæggelsesvåben, især i et diktatur som Irak, hvor magteliten ubesværet kunne allokere de ekstremt knappe ressourcer til sig selv.

Det er tankevækkende, at de få af os, som gennem årene har prøvet at rejse en offentlig debat om denne skandaløse politik, vedvarende er blevet mødt med nærmest en mur af tavshed eller ligegyldighed – også fra dem, som nu har brugt bekymring for den irakiske befolknings lidelser som en hovedbegrundelse for at gå ind for krigen.
Retfærdiggørelsen af sanktionspolitikken har som bekendt gennem alle årene været den angivelige trussel fra Iraks masseødelæggelsesvåben. Helt glemt eller fortiet er, hvad der stod i FN-våbeninspektørernes sidste rapport fra december 1998, inden de på USA’s (ikke Saddams!) ordre blev trukket ud af Irak, så Clinton-regeringen – uden FN-mandat – umiddelbart efter kunne starte sin intensive bombekampagne mod Irak. Våbeninspektørerne fastslog dengang, at Irak nu – altså ved udgangen af 1998 – stort set var afvæbnet: Dets atom- og langtrækkende missilprogrammer var helt ødelagt, det samme var for cirka 90 procents vedkommende lagrene af kemiske og biologiske våben, og våbeninspektørerne så ret fortrøstningsfuldt på muligheden for at få regimet til at redegøre for den endnu manglende rest af sådanne våbenlagre.
Konklusionen var klar: Irak var forlængst ophørt med at være en reel militær trussel imod sine naboer eller omverdenen, og en kombination af fortsatte våbeninspektioner, våbenembargo, militær inddæmnings- og afskrækkelsespolitik, herunder evt. udtrykkelige FN-sikkerhedsgarantier til nabostaterne, ville have været rigeligt til at hindre al fremtidig irakisk aggression. En markant lempelse af sanktionerne, og dermed af den irakiske befolknings lidelser, ville have været et naturligt skridt – men blev konsekvent blokeret i FN af USA og Storbritannien.

I stedet for de ’dumme’ sanktioner kunne der for det første fra starten i 1991 have været gennemført en helt anderledes selektiv, ’smart’ sanktionspolitik, som målrettet ramte regimets våbenprogrammer og bevægelsesfrihed og ikke i så ensidig grad civilbefolkningen. For det andet skulle de intelligente sanktioner selvsagt have været kombineret med effektiv våbeninspektion på stedet – vel at mærke i stramt FN-regi, og uden de notoriske amerikanske spionageaktiviteter, som fra især 1997-98 var med til at antagonisere forholdet til de irakiske myndigheder. For det tredie skulle Iraks befolkning, og ikke mindst den irakiske middelklasse, have været sikret størst mulig (gen)integration i det internationale samfund via kommunikation på alle planer – internet, tv, turisme, kulturel udveksling, NGO-samarbejde, herunder menneskerettighedsgrupper, osv.
På den måde kunne irakerne gradvis have fået kræfter og overskud til at tage kampen op mod diktaturet, undergrave og i sidste ende skaffe sig af med det. Det ville måske ikke have kunnet foregå fredeligt hele vejen, men formentlig med langt mindre blodsudgydelse og menneskelig fysisk og psykisk ulykke end under denne krig, som vel koster mindst 20-30.000 tusinde irakere livet (og mindst 100 milliarder dollars, som kunne være brugt til at hjælpe nødlidende i Irak og andre dele af verden). Og vigtigst: Befrielsen ville have været irakernes eget værk, og dermed et sundt grundlag og udgangspunkt for en virkelig demokratisering af Irak.
’Ganske urealistisk – den eneste måde at fjerne Saddam-diktaturet på var en krig’, synes mange imidlertid at mene.
I Weekendavisens leder hed det for nylig, at ingen diktaturstater er fældet uden krig! Tør man stilfærdigt minde om Sovjet-imperiets i alt væsentligt fredelige fald – eller ’implosion’ – for kun 13 år siden? Tænk på en almægtig stalinistisk diktator som Rumæniens Ceaucescu, hvis korthus på rekordtid blev væltet, da først befolkningen gik på gaden. Donald Rumsfelds og andres parallellisering mellem Bagdads befrielse den 9. april og Østeuropas befrielse efter Berlinmurens fald lider af den indlysende skævhed, at der i det sidste tilfælde var tale om folkelige (og ubevæbnede) oprør nedefra. En anden og i geografisk forstand mere nærliggende historisk parallel til de statuevæltende folkeskarer i Bagdad er i øvrigt det sandt folkelige oprør i 1979 mod det USA-støttede, tilsyneladende urørlige shah-diktatur i Iran, hvis mishandling af den interne opposition ikke lod Saddams sadister meget efter i brutalitet.
Saddam-diktaturets tilsvarende hurtige ’implosion’ turde være et stærkt indicium for ikke blot hulheden i påstandene om Iraks dødelige militære trussel mod omverdenen, men også for, at den her antydede, ’civile’ strategi for at undergrave og vælte regimet kunne være lykkedes – og formentlig have sparet flere hundredtusinder af irakeres liv siden 1991.

Store dele af anti-krigsbevægelserne mod Irak-krigen, også herhjemme, svigtede deres egen målsætning ved stort set ikke, og i hvert fald ikke særlig tydeligt, sammenhængende eller konkret, at have argumenteret for de indlysende alternativer til den krigeriske løsning for at fjerne Saddams diktatur.
Det alternativ fra de fleste krigsmodstanderes side, som stod tilbage i offentlighedens bevidsthed, var i stedet blot en abstrakt ’fred’, eller ’mere tid til våbeninspektørerne’.
Det sidste var som bekendt også både den hjemlige socialdemokratiske oppositions og bl.a. Frankrigs, Tysklands og Ruslands linie. Hermed accepteredes imidlertid grundlæggende præmisserne for USA’s og Storbritanniens officielle argumentation for krigen. Dette ’alternativ’ til krigen var i virkeligheden ’latterligt’, som den højtansete amerikanske krigs- og konfliktforsker Michael Walzer præcist påpegede. Debatten i månederne op til krigen, såvel som debatten – eller manglen på samme – lige siden krigen om Kuwait, har kun alt for tydeligt demonstreret, hvor ringe udbredelse og forståelse de konkrete ideer til ikke-militære konfliktløsninger har haft. Det turde være en vigtig lære.
At indføre reelt demokrati på amerikanske bajonetter i et af Mellemøstens kernelande ligner et næsten håbløst projekt, især i betragtning af USA’s ekstremt lave demokratiske troværdighed i området efter årtiers støtte til og bevæbning af en stribe hårdhændede arabiske diktaturer, foruden Iran og Pakistan – og den konsekvente amerikanske støtte til Israels militære besættelses- og ekspansionspolitik.
Det kan naturligvis ikke udelukkes, at 11. september var det ’strategiske chok’, som fik Washington til at åbne øjnene for, at USA i fremtiden faktisk bliver nødt til at tage sine egne demokratiske idealer anderledes alvorligt i denne del af verden.
I betragtning af de afgørende strategiske og ressourcemæssige interesser, skiftende amerikanske regeringer altid har ment at have på spil i regionen, er det store spørgsmål imidlertid, om Washington vil bryde sig om resultatet af virkeligt frie valg i Irak og andre lande i regionen. I den fase, disse lande vil befinde sig i i mange år frem, vil opbygning af demokrati og – arabisk – nationalisme nemlig høre tæt sammen. Også islamisk fundamentalisme – og terrorisme – kan blive en vigtig faktor.
Den ’ulidelige lethed’, hvormed krigen er igangsat og forløbet, kan i det mindste på kort sigt dårligt undgå at blive en appetitvækker for Bush-regeringen og dens imperiale doktrin om præventive angrebskrige, som skal frembringe pro-amerikanske valgte ledere i strategisk vigtige lande (’demokratisk imperialisme’).
Uanset forsikringer om det modsatte – også fra USA’s allierede, herunder den danske regering – kan krig blive et ’normalt’ instrument i international politik og dermed dårligt undgå at føre til yderligere underminering af international retsorden og FN’s Sikkerhedsråds auroritet. Som led i ’kampen mod terrorismen’ ser doktrinen snarest ud til at blive et varsel om kronisk krigsførelse.
I den forstand var det trods alt et lyspunkt, at krigen mod Irak ikke blev ført med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd.

*Poul Villaume
Poul Villaume er dr.phil. og professor i samtidshistorie ved Institut for Historie, Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her